Det skal du vide om dit køleskab, og sådan passer du på køleskabet
Der er mange fordele ved at vedligeholde sit køleskab. Samvirke guider dig, så du undgår madspild, sygdomsfremkaldende bakterier og unødigt elforbrug.
Husk at tørre ribberne på bagsiden af
På bagsiden af køleskabet sætter der sig en masse støv på ribberne. Støvet gør, at køleskabet får svært ved at komme af med varmen, hvilket sætter kondensatoren på overarbejde. Ved at rengøre bagsiden og ribberne med en våd, opvredet klud et par gange om året kan du spare på elregningen og undgå, at kølesystemet i værste fald bryder sammen. Sørg også for, at køleskabets bagside har mindst 5-6 centimeter fri luft. Så kan køleskabet nemmere komme af med varmen.
Mellem 3 og 5 grader
Temperaturen er afgørende for, hvor længe dine madvarer holder sig friske. Jo højere temperatur, jo kortere holdbarhed, men for lav temperatur kan også betyde, at man bruger unødig energi. Energistyrelsen anbefaler, at du stiller dit køleskab til en temperatur på mellem 3 og 5 grader. Er du i tvivl, hvorvidt temperaturen er præcis, kan du placere et glas med vand og termometer midt i køleskabet og aflæse det efter 4-6 timer.
Rens afløbsrenden
Afløbsrenden, der sidder på køleskabets bagvæg, har til formål at samle vand. Det er et sted, man nemt kan komme til at overse, men det er den del af køleskabet, hvor der findes flest bakterier. Bakterier, der kan sprede sig til madvarerne. Under rengøringen skal man være særligt opmærksom på afløbshullet, der er placeret i bunden af afløbsrenden. Afløbshullet kan være stoppet til med madrester, og vandet kan have svært ved at løbe fra. Brug en piberenser eller en vatpind til rengøring.
Listerne skal slutte tæt
Det er vigtigt, at gummilisterne på køleskabslågen slutter tæt. Ellers slipper kulden ud, og køleskabet bruger ekstra energi. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt listerne på dit køleskab fungerer optimalt, kan du tjekke det med en papirlap. Sæt lappen i klemme forskellige steder i køleskabsdøren, og hvis du kan hive den ud, så kan du med fordel erhverve dig nye lister. Hvis listerne er beskidte eller misfarvede, så prøv med varmt vand og opvaskemiddel. Undgå klorin, da det kan misfarve yderligere.
Øverste hylde er til konserves
Glaskonserves såsom marmelade, syltede agurker eller rødkål skal på køl efter åbning. Stil dem og eventuelle drikkevarer på øverste hylde i køleskabet, da de sagtens kan placeres her, hvor der som regel er varmere end i resten af køleskabet – medmindre du har et køleskab med indbygget blæser, der fordeler kulden.
Midterste hylde er til ost og pålæg
Du kan med fordel placere ost, pålæg og æg på midterste hylde. Der er uenighed om, hvorvidt æg overhovedet skal på køl, men i Danmark anbefaler Fødevarestyrelsen, at man opbevarer æg ved 5 grader af hensyn til holdbarhed og for at undgå bakterievækst. Opbevar gerne æggene i bakken,
og undgå at vaske dem, selvom det kan være fristende, hvis der sidder hønsemøg på. Ved at vaske æggene risikerer man, at bakterierne
trænger gennem æggeskallen.
Nederste hylde er til det letfordærvelige
De laveste temperaturer findes som regel på den nederste hylde, så det er her, du skal lægge de letfordærvelige madvarer, eksempelvis kød, middagsrester, yoghurt og mælk. Selvom mælken passer perfekt i køleskabslågen, er det optimalt, hvis den ligger på nederste hylde. Således undgår den svingende temperaturer og kan holde sig længere.
Svingende temperatur i lågen
Køleskabet bliver åbnet flere gange om dagen, og derfor er det vigtigt, at de madvarer, som står i lågen, kan klare svingende temperaturer. Det er madvarer, der har en længere holdbarhed, såsom forskellige dyppelser: ketchup, remoulade og mayonnaise, samt drikkevarer: vin, sodavand og saftevand.
Frugt og grønt skal være i skuffen
Opbevar frugt og grønt i skufferne nederst i køleskabet, hvor der ikke er lige så koldt og mere luftfugtigt. Du undgår også eventuelle jordbakterier i resten af køleskabet. Noget frugt, såsom æbler og ferskner, fremmer modningen hos grønt-sagerne og kan gøre smagen bitter, så hvis dit køleskab
har to skuffer, så sørg for at holde frugt og grønt adskilt.
ANNONCE
ANNONCE
Gør køleskabet rent uden kemikalier
2 dele eddike
3 dele vand
En smule opvaskemiddel
Brug en klud til at rengøre køleskabet grundigt.
Tag hylderne ud og vask dem på almindelig vis med opvaskemiddel.
Tør efter med en ren klud opvredet i vand
Sådan gør du:
Sluk og tøm køleskabet, så du ikke bruger unødig energi. Brug eventuelt en køletaske til de varmefølsomme varer såsom kød og mælkeprodukter, som ikke har godt af at stå ude. Det er dog ikke nødvendigt, hvis du blot skal rengøre en enkelt hylde.
Rengør køleskabet udvendigt. Sørg for, at du her kommer omkring bagsidens ribber med en klud.
Rengør køleskabet indvendigt med varmt vand og opvaskemiddel, og tør efterfølgende af med en klud opvredet i vand.
Rens afløbsrenden bagerst på køleskabets væg, og brug en vatpind eller piberenser, hvis selve afløbshullet er stoppet til med madrester.
Efter rengøringen burde eventuelt is på køleelementet være tøet op. Men hvis der stadig er is, så lad køleskabet stå åben, indtil isen er smeltet.
Når køleskabet er tørt, så luk køleskabsdøren, tænd for køleskabet og fyld det derefter med dine madvarer. Man skal dog være opmærksom på, at køleskabet er helt tørt, før det fyldes med madvarer. Fugtigheden er nemlig lige noget for mikroorganismer, såsom bakterier og svampe, og dem vil vi helst undgå.