Kan man sove på forskud?

Du ved, du har en weekend uden ret megen søvn foran dig, så derfor sørger du for at sove ekstra meget i løbet af ugen. Men kan man egentlig det? Vi har spurgt søvnforsker Birgitte Kornum, om man kan sove på forskud.
Kvinde sover i seng

”Groft sagt skal man hvert døgn have 8 timers søvn, og man kan fordele timerne, som man vil, det er ligegyldigt."

- Birgitte Rahbek Kornum, søvnforsker 

Man kan ikke spare søvn op over længere tid, men godt over kortere tid

Det kunne være smart, hvis man kunne spare søvn op i løbet af ugen, når man ved, at man får en søvnløs weekend, men det kan desværre ikke lade sig gøre, ifølge søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum fra Molekylær søvnlaboratorium på Københavns Universitet. Man kan nemlig ikke tvinge sig selv til at sove flere timer i hverdagene, og inden for 1 døgn skal man have 7-8 timers søvn.



”Man kan ikke lagre friskhed. Det findes der ikke nogen mekanismer for i hjernen. Du kan derfor ikke sove mere nu, og så behøver du ikke sove senere på ugen,” siger hun.

Voksne mennesker har brug for 7-8 timers søvn

Søvn er fysiologisk nødvendigt, fordi hjernen har brug for at restituere oven på dagens brug. Mangel på søvn påvirker immunforsvaret og vores hukommelse og indlæringsevne. Voksne mennesker bør sove mellem 7 og 8 timer hver nat, men behovet varierer fra person til person.

Du føler måske, at du klarer dig fint med 5 timers søvn hver nat. Men når der er gået nogle dage med mindre end 6 timers søvn, så ryger ens evne til at vurdere, hvor godt det går for én selv, ifølge Birgitte Rahbek Kornum.

 

En middagslur kan godt betale sig

Det kan dog godt lade sig gøre at sove på forskud, hvis det er inden for det samme døgn. Hvis du skal være sent oppe om aftenen, kan du derfor med god samvittighed tage en lang middagslur, så du bedre kan holde dig vågen i de sene nattetimer.

”Når man er vågen fra morgenstunden, så bygger man langsomt et søvnbehov op i løbet af dagen. Hvis man ellers er træt nok til at sove om eftermiddagen, så kan man fjerne noget søvnbehov ved at sove der. Hvis man sover 2 timer om eftermiddagen, så har man allerede fået 2 af sine søvntimer i det døgn,” siger Birgitte Rahbek Kornum. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

8 timers søvn i træk er ikke nødvendigt

Mange har problemer med at falde i søvn om aftenen, hvis de har taget en middagslur, og er bange for, de ikke får 8 timers søvn i løbet af natten. Men man behøver ikke at sove 8 timer i træk. Det er ikke så vigtigt, forklarer søvnforskeren.

”Groft sagt skal man hvert døgn have 8 timers søvn, og man kan fordele dem, som man vil. Den gavnlige effekt af søvn har ikke noget at gøre med, om den er sammenhængende eller ej. Man kan selvfølgelig ikke sprede det ud på 2-minutters intervaller, men det er videnskabeligt undersøgt, at man kan dele sin søvn ned til 1-times intervaller.”

Det betyder heller ikke noget, at man vågner i løbet af natten, så længe det er mindre end 3 kvarter, og at man sammenlagt har fået nok timers søvn i løbet af døgnet, forklarer hun.

Læs mere om søvn i Birgitte Rahbek Kornums bog ”Forstå din søvn – hvad videnskaben siger om god søvn og hvordan du opnår det”