Vi siger nej tak til kød
»Man kan godt ende i en konflikt«
Marc Andersson, 42 år, Hornbæk, musiker og pædagog. Har i 20 år været først vegetar og siden veganer.
»Når man snakker om at leve vegansk, trigger det folk. Det er værre end at snakke politik og penge. Jeg har gjort det klart for venner og familie over årene, hvor stor betydning det har for mig. Men der er mange tæt på mig, som ikke tør tale om det, og andre kommer med kommentarer om, at jeg er for ekstrem. Som voksen kan jeg bare sige fra. Det er sværere for mine børn, der kan blive rigtig kede af det, når de bliver konfronteret med den modstand, der er mod veganere. På et tidspunkt var der nogle drenge i skolen, der blev ved med at spørge min yngste datter: Hvorfor spiser du ikke kød? Hun svarede stille og roligt, men de lyttede ikke. En time efter spurgte de igen: Hvorfor spiser du ikke kød? Så kontaktede vi en, der kom hen på skolen og fortalte om, hvad det vil sige at være veganer. De talte om forskellighed, og at vi har lov til at være forskellige. Der har ikke været problemer siden. Jeg står op for min planet, for mine medmennesker og mine medskabninger. At tage bevidste valg om, hvordan vi kan leve bedre i vores verden, er 100 gange mere tiltalende end bare at leve efter, hvad man har været vant til, fordi det er nemmest.«
»Min mand spiser alle gårdens dyr«
Alaya Riefensthal, 34 år,
Karise, billedkunstner. Har været vegetar i 15 år.
»Resten af familien får lov til at spise alle de pølser, de vil, bare de er økologiske. Jeg går ikke ind og sætter en grænse for mine drenge overhovedet, det skal de selv bestemme. Min mand spiser alle gårdens dyr. Han elsker kød, men spiser det mest, når han er ude, fordi det ikke er så tit, vi får kød herhjemme. Jeg var sådan lidt besat af at skulle være tynd og flot i mine teenageår i 90’erne. Jeg ville bare være smuk til min konfirmation. Så jeg spiste ikke sukker i et år, og i 90’erne var man også bange for fedt. Det er en pinlig historie egentlig. Jeg havde samtidig bestilt stegt pattegris til min konfirmation, og dagen efter ville jeg ikke spise rødt kød. Jeg var stadig lidt for genert til at gå fuldt ind i at være vegetar. Jeg kommer fra en lille by på Djursland, hvor man slet ikke kendte til at være vagetar på det tidspunkt. Da jeg var 19-20 år, tog jeg en Asien-tur, og da jeg nåede til Indien, fik det en helt anden betydning. Ikke fordi jeg blev buddhist, men hele landets befolkning var jo vegetarer, og så var jeg 14 dage i et kloster, og jeg kunne simpelthen ikke gå tilbage til at spise kød efter det. Det startede med at være sådan en forskruet teenager, der ville være fedtfattig, så blev det dyrevelfærd, og senere hen selvfølgelig også et hensyn til klimaet.«
»Festmåltider er ofte kød med kød på«
Suleman Naim, 17 år, Høje Gladsaxe, gymnasieelev. Har været fleksitar i 1,5 år.
»Jeg begyndte at spise vegetarisk, da jeg gik på efterskole, fordi kødet ikke var halal. Efter et par uger syntes jeg, at vegetarmaden var fantastisk. Der var omkring 5 faste vegetarer ud af 100 elever, da vi startede, mange prøvede det i en periode, og det endte med, at der var 30-35 vegetarer. Nu er jeg kommet hjem, og nu får jeg noget kød, men mange af vores hverdagsretter er vegetariske. Men når det er et festmåltid, så er det bare kød med kød på. Her hvor jeg bor i Høje Gladsaxe, er der ikke mange vegetarer. Her har man langt større problemer end at tænke på, hvad man spiser eller ikke spiser. Og det har jeg fuld forståelse for. Mange kommer med den kulturbaggrund, at kød er dyrt og ikke noget, man spiser så meget af. Men når man er kommet herop, og der er kød i lange baner, så bliver man overglad. Men mange får hjerte-kar-sygdomme, for højt kolesteroltal og diabetes. Så selvfølgelig ville det hjælpe at se mere på vores kost, og hvordan vi tilbereder den. Det er en helt anden kulturkamp, som jeg har prøvet at arbejde med, men det tager tid.«
»Det var bare et sjovt nytårsforsæt«
Mille Stor, 18 år, Risskov, gymnasieelev. Har været vegetar i 2 år.
»Det var lidt et sjovt nytårsforsæt i nytåret 2016. Jeg tænkte, nu tager jeg et år som vegetar for at prøve det til alle højtiderne. Det gav nogle mærkelige oplevelser. Jeg var for eksempel til en påskefrokost på et tidspunkt i Nordjylland, hvor der ikke var noget uden kød. Selv salaterne var der bacon i. Jeg mistede ret hurtigt erindringen om, hvordan kød smager, men jeg synes ikke, det er ulækkert overhovedet. Jeg spiser også retter, der har rørt ved kød, fordi det er det, min familie får. Jeg savner ikke kød, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle vende tilbage til det. Jeg præsenterer ikke mig selv som vegetar. Det har jeg ikke behov for, men det er måske også på grund af alle de fordomme. Jeg gider ikke den der snak. Der var engang en dreng, der viftede med et stykke bacon i hovedet på mig. Men altså det støder mig ikke, jeg bor jo i et hus, hvor andre spiser kød. Det var simpelthen sådan en mærkelig ting at gøre. Jeg ved ikke helt, hvilken reaktion han forventede.«
»Jeg vil ikke pådutte andre noget«
Niclas Tonnesen, 27 år, København, læser til kostvejleder og personlig træner. Dyrker styrketræning på konkurrenceniveau. Har været veganer i 4 år.
»Jeg styrketræner og lever vegansk. Hvis jeg kan bygge muskler og løfte lige så meget - eller lidt mere - end de andre i træningscenteret uden at spise kød, så får jeg jo proteiner nok. Man kan godt sige, det er en form for passiv aktivisme at bevise det. Egentlig er det ikke særlig sjovt at stå på en scene til konkurrencer smurt ind i bruncreme, men det er vigtigt for mig at vise folk, at man sagtens kan være sund og få opfyldt sit behov for protein på en plantebaseret kost. Kød på tallerknen ligger dybt i vores kulturarv, men det er blevet meget mere socialt acceptabelt at være veganer. Udviklingen er gået hurtigt, og der kommer hele tiden flere veganske restauranter og varer i supermarkederne. For mig handler veganisme først og fremmest om at behandle andre mennesker og dyr med respekt og passe på vores fælles klode. Jeg kunne godt ønske mig, at flere tænkte sådan, men jeg forsøger ikke at pådutte nogen noget. Jeg vil bare gerne nedbryde fordomme.«