1 dej 4 kager

Vil du imponere dine gæster i juledagene og samtidig spare lidt tid, så giver kageblogger Sena Bakiral dig her opskriften på 1 dej, som du kan bruge til at lave 4 forskellige julesmåkager, nemlig: kanel og æble, pekannød og karamel, mandler og hindbærsyltetøj, hasselnødder og choko-orangefyld

Julesmåkager (giver ca. 40 stk)

 

Grunddej

100 g sukker

1 stang vanilje

330 g. hvedemel

100 g maizena

230 g blødt smør

Evt. en anelse koldt vand til at samle dejen med

1 æggehvide til at rulle dejen i, hvis småkagen skal rulles i nødder.

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 170 grader (varmluft)

Skrab kornene af vaniljen og mas det sammen med lidt af sukkeret.

Bland vanilje, sukker, mel og maizena sammen.

Kom smørret, sukker og vaniljesukker i en røremaskine. Rør kort og tilsæt maizena og mel og rør godt. Du kan også bruge hænderne til at ælte ingredienserne sammen. 

Ælt det sammen til en dej, som ikke er klistret, men som kan hænge sammen, når du triller kugler. Brug evt. en anelse vand hvis dejen er for tør.

Form kugler på ca. 2 cm i diameter og dyp dem i æggehvide.

Rul kuglerne i forskellige toppings: 10 x kanelsukker, 10 x blendet pekannød, 10 x hasselnøddeflager, 10 x mandelflager.

Lav en fordybning i kuglen med fingeren eller med en kagerulle – du må ikke lave et hul.

Bag småkagerne i ovnen i ca. 15 min. De skal ikke tage farve på overfladen, men skal have en lys gylden bund.

Ca. 5 min inden de tages ud af ovnen er det en god ide at trykke ned i kagen med fx enden af en lille kagerulle, så fordybningen forbliver så dyb som muligt.

 

4 SLAGS FYLD – fyld til ca. 10 småkager:

Æblefyld til kanelsmåkager

1 æble

1 tsk smør

1 tsk honning

Riv æblet groft og steg det på en pande med smør og sukker indtil væden er kogt væk.

Når småkagen er bagt fyldes ca. ½ tsk med æblefyld i fordybningen.

Saltkaramel til pecannøddesmåkager

5 spsk dulce de leche  (karamelcreme/pålæg) 

1 nip salt

Rør dulce de leche med salt og fyld i en sprøjtepose. Når kagen er bagt fyldes karamellen i fordybningen.

Hindbærmarmelade til mandelsmåkager

5 spsk hindbærmarmelade

Når småkagen er bagt fyldes ca. ½ tsk med marmelade i fordybningen. Du kan også bruge anden marmelade end hindbær.

Choko-orange til hasselnøddesmåkage

50 g mørk chokolade med orangesmag

75 ml piskefløde

1 spsk smør

Hak chokoladen meget fint. Varm fløde op til kogepunktet og hæld den over den hakkede chokolade. Tilsæt salt og lad det lige stå 1 min. Rør det sammen til en ensartet masse. Fyld i en sprøjtepose og sæt på køl. Lav gerne denne dagen forinden.

Når småkagen er bagt fyldes chokolade i fordybningen.

Læs mere om