Kropskærlighed: Løs hud på maven og muskuløse arme
Mit ansigt afspejler min personlighed
Morten Bennebo Bøeg, 40 år, medarbejder i Meny
»Jeg er så glad for mit ansigt, fordi det afspejler min personlighed. Som person er jeg positiv, diplomatisk, venlig og imødekommende, og folk siger netop, at sådan ser jeg også ud. Man kan se i mit ansigt, at jeg er oprigtig og mener det, jeg siger. Det, synes jeg, er vigtigt – særligt i mit job som sælger. Jeg har ikke et fotomodelansigt. Jeg har et ganske almindeligt, rart ansigt, og det, synes jeg, er rigtig positivt. Jeg har det godt med at være almindelig og tilgængelig. Når folk møder mig, ved de, hvad de får. De kan se, hvem jeg er, gennem mine øjne og mit ansigt. Jeg har et sympatisk, ærligt og almindeligt ansigt, og det er jeg enormt glad for.«
Jeg er stolt af mine arme
Katrin Skúoy, 56 år, gymnasielærer
»Jeg har altid været rigtig glad for min krop og særligt for mine arme – dem kigger jeg på med glæde. Derudover ved jeg, at der er 21 muskler i underarmen, og det synes jeg er ret imponerende og sjovt at tænke på. Jeg synes, mine arme er pæne med gode former på, og man kan tydeligt se aftegningen af musklerne. Jeg er glad for, at mine arme ikke er slanke og fine, men stærke og muskuløse. Det giver noget respekt – det kan jeg godt lide. Jeg træner barrer, det er en slags armstrækkere, for at holde armene ved lige, for det er vigtigt for mig at have stærke arme i mit job som idrætslærer. Jeg viser tit og gerne muskler til mine elever. »Åhr, ja,« siger de så. Generelt synes folk, at det er sjovt, at jeg er så muskuløs. Jeg er stolt af mine arme.«
Jeg har stærke ben
Diem Camille Gbogou, 25 år, skuespiller
»Jeg er 177 cm høj, og mine ben er over en meter lange. Mine ben er mit varemærke, og jeg er ofte blevet komplimenteret for dem i byen – især når jeg har hæle på, for så bliver længden virkelig markeret. Man kan godt fornemme, at jeg har afrikansk genetik. Jeg har store lår og så de her markerede lægmuskler. Når jeg siger til folk, at det er genetik, synes de, jeg er arrogant, men jeg gør ikke noget for at træne mine ben, de er bare naturligt stærke og muskuløse. Det er især længden, folk bemærker. Og at de er mørke. Jeg får tit at vide, at mine ben er eksotiske – det ord hader jeg, men jeg tager da imod komplimenten. Jeg ser mig selv som en person, som formår at rejse sig efter nederlag. Jeg kom til Danmark fra Elfenbenskysten, da jeg var 5 år, og er flyttet meget rundt med min far. Det har været hårdt, og jeg har oplevet svære ting, men mine ben er stærke, ligesom jeg er stærk, og jeg har altid rejst mig. Jeg elsker at fremhæve mine ben, og jeg behøver ikke at gøre ret meget for det. De er bare, og jeg er stolt af at vise dem frem.«
Hænderne minder mig om min far
Sebastian Vincent Szabad, 24 år, cand.merc.
»Man værdsætter ikke hænderne nok – de gør jo alt for én. De ting, jeg godt kan lide, er ting, jeg rører ved med mine hænder: min kæreste, min kaffekop, og når jeg møder nye mennesker, er det også gennem håndtrykket. Da jeg var yngre, kom jeg ofte til skade med hænderne, fordi jeg arbejdede meget med træ og knive, så i dag har jeg en masse ar. Jeg har for eksempel et langt ar fra en ledning, der kortsluttede i min hånd en juleaften, da jeg var 5 år gammel. Det lugtede af bacon og brændte helt ind til knoglen. Det er jo noget, man husker, og arret har fastfrosset historien i mine hænder. Mange siger, at jeg har store hænder og lidt tykke fingre, men jeg synes, de er pæne. De minder mig om min far, for vi har de samme hænder – vores pegefingre er en smule skæve. På den måde binder mine hænder mig også til min familie. Det tænker jeg af og til over, når jeg kigger på dem.«
Min mave har givet mig 3 børn
Luna-Maria Bokelund, 26 år, studerende
»Jeg elsker min mave med dens strækmærker og løse hud, for den har givet mig mine 3 børn. Jeg har ikke altid haft det sådan. I mange år skammede jeg mig og skjulte maven væk i oversizebluser. Min mave har stået i vejen for uddannelse, kærester, alt i mit liv. Bare at tage på stranden med mine børn var uoverskueligt. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg var færdig med at skamme mig over noget så naturligt som strækmærker og løs hud. Jeg synes, det er forkert at være stolt af mine børn og samtidig skamme mig over mig selv. Det har været en mentalitetsændring, som har krævet, at jeg har stået hver dag og kigget på mine mave og rørt ved den og talt pænt til den, og i dag elsker jeg den oprigtigt. Jeg kan se, at min mave er feminin og fin, og jeg tænker på strækmærkerne som beviser på hvert åndedrag, mine børn tog, da jeg bar dem. Når jeg kigger på min mave, ser jeg min egen sårbarhed som kvinde, og det er vanvittigt smukt.«
Jeg kan ikke undvære mit skæg
Ebbe Engmark, 70 år, pensionist
»Jeg er glad for mit hår og mit skæg. Specielt håret, når det er helt nyklippet. Det må ikke blive for langt. Mit hår bliver altid klippet på samme måde og af den samme frisør. Hende har jeg haft i over 25 år. Skægget har jeg haft på samme måde siden 1969. Jeg er nok lidt konservativ. Én gang blev jeg bedt om at fjerne skægget. Det var i forbindelse med en tv-optagelse, hvor jeg skulle spille en rolle, der ikke havde skæg. Jeg hadede det. Hver gang jeg tog hænderne op til ansigtet, føltes det helt forkert. Jeg havde det altså ikke godt i de fem dage, der gik, før det var vokset ud igen. Skægget gør måske i virkeligheden, at jeg ser lidt ældre ud, end jeg er, men det generer mig ikke. Jeg har ikke lyst til at se yngre ud. Mit hår og skæg har været på samme måde i så mange år, at det er blevet en del af min identitet.«