Unge indvandrere er ivrige boglæsere
Så mange unge mellem 13 og 23 år bruger medierne dagligt:
86% Sende SMS
74% Besøge SNS fra computer*
68% Se tv
54% Tale i telefon
47% Bruge hjemmesider i skole-/uddannelse
45% Chatte via SNS på computer
43% Skrive eller læse e-mail
38% Høre radio
36% Chatte via andre kanaler på computer
33% Søge information i fritid fra computer
29% Spiller på computer
23% Bruger tekstbehandlingsprogram på computer
22% Læser bøger
18% Spiller et spil på SNS
15% Henter underholdning på mobil
13% Henter/redigerer digitalt indhold på computer
12% Læser trykt avis
12% Læser eller ser nyheder på mobil
Flere aviser og flere bøger
Bøger er hyggelige og gode til afslapning – hvis det da ikke lige er dem, man skal læse for at følge med i skolen. Sådan tænker flertallet normalt, men bøger står ikke på listen over de medier, som flertallet af unge danskere mellem 13 og 23 år bruger hver dag. Det viser en undersøgelse af de unges medievaner, som DREAM, der er et dansk forskningscenter, der forsker i undervisningsmaterialer, medieforbrug og mediematerialer, har foretaget.
Hver femte unge læser dagligt i en bog, viser undersøgelsen, men ser man på gruppen af unge indvandrere i samme alder, er lysten til at læse bøger større. Næsten hver tredje indvandrer i gruppen mellem 13 og 23 år læser dagligt bøger, fortæller Kirsten Drotner, der er professor ved Syddansk Universitet og leder af DREAM.
»Det er interessant, at de unge indvandrere læser flere bøger. De læser også flere aviser, og vi forestiller os, at de unge med anden etnisk baggrund er mere interesserede i omverdenen,« siger Kirsten Drotner.
Se ud over næsetippen
Udover en større andel af avislæsere og boglæsere, er gruppen af unge indvandrere også mere flittige brugere på sociale medier. Gruppen er mere aktiv på facebook og kommenterer mere på, hvad deres venner laver, end de etnisk unge danskere.
»Unge indvandrere er gode til at bidrage og dele. De ser langt længere end deres egen næsetip,« siger Kirsten Drotner.
Generelt er de unge indvandrere storforbrugere af medier, men når det kommer til læseevnen, er der flere med en dårlig læseevne i forhold til gennemsnittet blandt unge på samme alder.
»Når man ser disse unge i PISA-undersøgelserne, er der mange, der klarer sig dårligt. Når de her unge kommer i skolen, sker der noget. Det er som om, skolen ikke passer til dem,« siger Kirsten Drotner.