Slip for turen på genbrugspladsen: Mange kommuner henter dit storskrald, ekstra pap, plast og metal uden merberegning
Mange kommuner henter storskrald – uden merberegning
Storskrald, gammelt ragelse og andet affald, som ikke passer ned i affaldsbeholderen – eller som der ikke er plads til – kræver ofte en tur på genbrugspladsen. Men hvorfor spænde traileren på bilen, bruge unødig benzin eller strøm og lade din lørdag eftermiddag gå med det slidsomme arbejde, hvis du kan undgå det?
Mange af landets kommuner tilbyder at komme forbi hjemmeadressen og hente f.eks. den gamle udtjente cykel eller barnevogn, fryseren, der ikke længere virker, eller den sammensunkne lænestol. Andre eksempler er badebassiner, imprægneret træ, bundtet pap, store stykker flamingo, porcelæn og keramik. Der er forskelle kommunerne imellem på, præcis hvilke typer affald man kan få hentet som storskrald, og hvor store mængder. Der er desuden få kommuner, der tager et gebyr for ydelsen, men langt de fleste steder skal du altså ikke betale ekstra for ydelsen.
I størstedelen af landets kommuner kan du få hentet dit storskrald
I 62 af landets kommuner er muligheden for at få hentet storskrald en integreret del af den obligatoriske affaldsordning. 8 af landets kommuner har afhentning af storskrald som en tilvalgsordning, der koster et ekstra gebyr. (NB: Tallene er trukket 19. august 2022 og kan ændre sig løbende)
Kilde: Center for Klima og Erhverv
Nogle kommuner tager også haveaffaldet med
Dit haveaffald kan du også være heldig at få afhentet, hvis du bor i en af de kommuner, som tilbyder den service. Ligesom med storskraldet kan reglerne for, hvor store mængder haveaffald du kan komme af med, være forskellige, og nogle steder kan det koste et gebyr.
Måske kan du få en ekstra gratis beholder til pap eller plastik
Svømmer du i pap, eller har du mere plastik- eller metalaffald, end der er plads til i beholderen? Nogle kommuner tilbyder en ekstra genbrugsbeholder – inklusive tømning – uden at du skal betale ekstra.
Hvornår og hvordan kan jeg få hentet storskrald?
Nogle kommuner henter storskrald en gang om måneden, mens andre henter 2-3 gange om året. Orientér dig på kommunens hjemmeside om hentedatoer og om, hvordan du tilmelder dig.
Tjek din kommunes hjemmeside eller ring, hvis du er i tvivl
Er du i tvivl om, hvilke tilbud der gælder i din kommune, så besøg kommunens hjemmeside. Tøv heller ikke med at ringe til den afdeling i kommunen eller det selskab, som står for renovationen, for at forhøre dig om mulighederne. Det er ikke sikkert, at alt fremgår af hjemmesiden.
Sådan gjorde vi
Artiklen er lavet på baggrund af besøg på et tilfældigt udvalg af landets 98 kommuners hjemmesider samt opkald til den ansvarlige enhed for affaldssorteringen i en håndfuld kommuner. Affaldssortering er forskellig fra kommune til kommune, og der sker jævnligt ændringer. Det er derfor en god idé at holde dig orienteret, hvis du vil slippe for en unødvendig tur på genbrugspladsen.