1. »Hvis man når at fjerne skovflåten i løbet af det første døgn, er der næsten ingen risiko«
DELVIS SAND. Skovflåter kan overføre flere forskellige sygdomme. Når det drejer sig om borreliose, er det sandt, at smitterisikoen kan være næsten lig nul, hvis man får fjernet skovflåten i løbet af det første døgn, efter at den har bidt. I langt de fleste tilfælde vil det tage cirka 24 timer, fra flåten begynder at suge blod, til eventuelle borreliabakterier bliver overført.
For en anden flåtbåren sygdom, TBE (Tick Borne Encephalitis), forholder det sig anderledes. Her kan virus overføres med det samme. I Danmark findes TBE kun på Bornholm. Der har ganske vist været to tilfælde i Tokkekøb Hegn i Nordsjælland, men det ligger henholdsvis 3 og 4 år tilbage, og siden er der ikke set tilfælde uden for Bornholm.
2. »Kun et mindretal af flåterne er inficeret med borreliabakterier«
SAND. Kun op til 10-20 pct. af alle flåter er inficerede med borrelia, der ubehandlet kan give alvorlige nervelæsioner og hjerteproblemer.
3. »Der er flest flåter i granskove«
FALSK. Flåter forekommer typisk i højt græs i skovbryn og haver, hvor der kommer rådyr.
4. »Myggespray forebygger flåtbid«
ET LILLE MÅSKE. Brug af myggebalsam, der indeholder hydroxyethyl isobutyl piperidine carboxylate, også kaldet Icaridin/picaridine/KBR 3023, har i et laboratoriestudie vist, at det kan reducere flåtbid med cirka 80 pct. Effekten er dog kun undersøgt i et laboratorium.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
5. »Det er meget alvorligt, hvis flåtens hoved bliver siddende«
FALSK. Hvis hovedet eller rettere sagt kæberne bliver siddende, skal man ikke foretage sig noget.
Kroppen vil selv støde det ud i løbet af nogle dage, og der tilstøder som regel ikke komplikationer. Der er naturligvis altid risiko for infektion i huden, men det har ikke noget med borreliose at gøre. Hvis der er en udtalt rødme, er det klogt at få lægen til at se på det.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
6. »Kom margarine på flåten, så springer den af«
FALSK. Hvis man smører flåten ind i fedtstof, risikerer man, at den tømmer sit maveindhold, hvor borrelia-bakterien findes, og derved øger risikoen for at overføre bakterier.
Flåten fjernes bedst med en tang eller en særlig flåtplade, som man kan købe på apoteket. Det er vigtigt, at man ikke klemmer om bagkroppen og derved klemmer eventuelle bakterier ud.
7. »Hvis man opholder sig i områder med mange flåter, er det en god idé at gå i lyst tøj«
SAND. Hvis man går med tætsluttende fodtøj, lyse sokker og lyse
bukser, der lukker til forneden, kan flåterne ikke trænge ind på
kroppen, og man kan nemmere se dem, så man kan børste dem af.