Sådan skaber du et godt førstehåndsindtryk
Du har 7 sekunder til at gøre et godt indtryk
Undersøgelser peger på, at det ikke tager mere end 7 sekunder for os at danne et førstehåndsindtryk af hinanden. Inden for de første 3 minutter har vi desuden truffet 80 procent af beslutningen om, hvorvidt vi kan lide hinanden eller ej. Beslutningen er udelukkende baseret på vores kropssprog, adfærd og udstråling, og hvis du kan give et godt førstehåndsindtryk, kan du skabe lige såmeget tillid, som man kan på 3 timers smalltalk. Førstehåndsindtrykket er altså vigtigt, når det gælder jobsamtalen, daten eller bare første møde med de nye naboer hen over hækken.
»Der er forskel på, om det er en date, hvor det i højere grad handler om at gøre et godt indtryk på det menneskelige og personlige plan, eller om det er en jobsamtale, hvor man skal sælge sig selv på sine kompetencer,« forklarer Jesper Bergstrøm.
Der findes dog generelle råd, som man kan bruge i alle situationer, og som man kan vælge at lave små modifikationer af.
Start altid forberedelsen hjemmefra
Hvis du vil sikre dig at skabe et godt førstehåndsindtryk, inden du tager til jobsamtale eller på date, er det en god idé at forberede sig hjemmefra.
»Sørg for at have sovet godt, så du er veludhvilet. Det gør, at du ser frisk ud i øjnene, kan tænke klart og har overskud,« siger Jesper Bergstrøm.
Det er også vigtigt, at du er i godt humør og positivt indstillet, inden du går du ind ad døren, så du går ind til det med en god fornemmelse.
»Hvis du er i godt humør, udstråler du meget mere selvtillid og virker mere imødekommende.«
Den mentale forberedelse er rigtig vigtig. Da vores humør påvirker vores kropssprog og omvendt, kan den for eksempel bestå i at lave en »power-pose«, hvor du står med skulderafstand mellem benene og strækker armene ud til siderne.
»Power-posen får testosteronniveauet til at stige, og derigennem stiger ens selvtillid, og stressniveauet falder,« forklarer Jesper Bergstrøm.
Du kan også arbejde med det mentale ved at lytte til god musik, spise godt, være udhvilet og tænke positive tanker om, hvor meget du glæder dig.
Giv et godt håndtryk
Håndtrykket er også med til at skabe det indtryk, folk får af dig, når I mødes første gang. Giv et selvsikkert håndtryk, hvor du holder hånden opretstillet, lukker hånden, når tommelfingrene rammer hinanden, og kig hinanden i øjnene imens.
Det skal du huske:
- Vær veludhvilet
- Ankom i godt humør
- Giv et godt håndtryk
- Husk øjenkontakt, men overdriv ikke
- Smil og vær nærværende
- Tal ikke for hurtigt og pas på stemmelejet
- Husk sidstehåndsindtrykket
Husk øjenkontakt og smil
»Du bør holde øjenkontakt i cirka 70 procent af samtalen. Gør du det for meget, kan det blive intimiderende for den, du taler med, og gør du det for lidt, kan du komme til at virke uinteresseret eller ligeglad.«
Øjenkontakten indikerer også, at du er imødekommende, venligstillet og åben. Samtidig er det også vigtigt at smile.
»Det giver næsten sig selv, at det er en god idé at smile, men mange folk glemmer det faktisk, fordi de har for mange ting i hovedet,« siger Jesper Bergstrøm.
Har du en tendens til at tænke og overveje meget, hvad du skal sige og gøre, er det en god idé at være opmærksom på, at du rent faktisk også smiler, når du ellers synes, der er noget at smile af. På den måde vil du virke nærværende. Hvis ikke du smiler, kan din mimik komme til at virke »død«.
Vær nærværende og opmærksom på dit stemmeleje
Er du meget nervøs inden for eksempel jobsamtalen, kan du hurtigt komme til at snakke lidt hurtigt og med et lyst toneleje. Det kan virke hektisk, og som om man er overbegejstret, og derfor bør man være opmærksom på at tage gode, dybe vejrtrækninger og på den måde holde sin stemme i ro.
»Det er også vigtigt at være nærværende. Rigtig mange mennesker tænker meget og er meget i deres hoved, og hvis man kommer til det, vil man automatisk gøre ting, der signalerer, at man ikke er til stede,« forklarer Jesper Bergstrøm.
Du kan vise, at du er til stede og nærværende, ved at nikke og lytte til, hvad personen, du snakker med, siger. Vær anerkendende, vær i nuet og reager på det, der sker.
Glem ikke sidstehåndsindtrykket
Det indtryk, du forlader folk med, er næsten lige så vigtigt som førstehåndsindtrykket. Det er den fornemmelse, de sidder tilbage med, efter du er gået, og derfor er det vigtigt, at du tager afsked ved at være positiv og smilende.