Sådan siger du farvel til Facebook

At slette sin konto på Facebook er ikke helt ligeså nemt som at oprette en. Det sociale medie lever af sine brugere, så derfor gør de, hvad de kan for at holde på dig.
Facebook like

At melde sig ind i Facebook er noget nemmere end at komme ud igen. Samvirke giver dig her en nem guide til at lukke ned for tidsfordrivet

Hvad bruger du Facebook til?

Med 2 millioner danske brugere på Facebook findes der ikke noget større sted på nettet, hvor vi kan mødes med hinanden. Du kan støde på dine gamle klassekammerater, få de seneste nyheder, eller finde din nye lejlighed på Facebook. Derfor er det heller ikke underligt, at så mange har valgt at oprette sig på det sociale medie.

Men Facebook kan også være så meget andet. Det kan være tidsspilde på arbejdet, et sted hvor folk kan snage i dit liv, og endnu en opdatering fra et perifert bekendtskab, der for 3. gang på en uge, har bagt pandekager. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at nogle vælger at sige farvel til Facebook.

Relateret: Sådan beskytter du privatlivet på Facebook

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sådan sletter du kontoen

Der er ikke nogen stor blinkende slet-knap på din Facebook-profil, som giver dig muligheden for at slippe ud med det samme.

I fanen indstillinger i højre hjørne kan du vælge kontoindstillinger, sikkerhed og deaktiver profil.

Dette fjerner din tidslinje, så vennerne ikke længere kan se, hvad du har skrevet i sin tid, men det er reelt kun på timeout. Facebook gemmer alle dine oplysninger, og du kan til enhver tid fristes til at gå ind og genaktivere din profil igen. 

Er den fristelse for stor, er der også mere drastiske metoder at tage i brug.

En permanent sletning af din Facebook-profil er mulig, men også noget sværere at finde frem til.

Den nemmeste metode er at følge dette link, som giver dig muligheden for at slette din konto permanent, og dermed ikke giver dig en fristende vej tilbage.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Få hjælp online

Det er ikke alle hjemmesider, der er lige nemme at komme ud af. Det har folkene bag justdelete.me sandet, og de gør det nu væsentlig nemmere at slippe ud af internettets kløer. På siden er alle de mest brugte brugerhjemmesider samlet og ved at trykke på de forskellige sider, kan man hurtigt og nemt melde sig ud af alt fra Twitter, Instagram og Facebook.

Siden giver også en oversigt over, hvad de sociale medier beholder af dine data, så du ved, hvor meget du får med ud, når du har trykket slet.

Samtidig har alle sider fået en farve, der viser, hvor svære de er at slippe ud af.