Sådan rengør du brændeovnen
Tør ruden indvendig én gang om ugen
Ruden i brændeovnen kan nemt blive sodet til. Vil du blive ved med at kunne se ilden i brændeovnen, er det en god idé at tørre ruden af indvendig en gang om ugen. Så forebygger du, at ruden bliver alt for tilsodet og dermed sværere at få ren. Sørg for, at brændeovnen er kold, når du tørrer ruden af.
Er der kun lidt sod på din rude, kan du tørre den af med en klud med vand og måske en smule sulfo. Brug en gammel klud, som du kan smide ud bagefter – soden er ikke til at få af.
Miljøvenlig ruderens uden rengøringsmidler
Tag et stykke papir, f.eks. lidt avis, eller en klud, dyp i vand og derefter i lidt fin aske fra brændeovnen. Gnid brændeovnsruden med asken. Asken vil »slibe« ruden ren, men uden at ridse.
Kilde: FruGrøn
Er ruden meget angrebet af sod, skal der skrappere midler til end vand og sulfo. Kom lidt salmiakspiritus med på kluden, det burde kunne opløse soden. Du kan også bruge et andet, lignende grundrengøringsmiddel. Det vigtige er, at midlet er meget basisk og derfor har en høj pH-værdi (11 eller derover).
Flere brændeovnsfirmaer laver særlige glasrens til brændeovnsruder, men dem anbefaler rengøringsekspert FruGrøn ikke, da de ofte indeholder mange problematiske stoffer og ikke nødvendigvis virker bedre end normale rengøringsmidler.
Fyr rigtigt op, og undgå sod
En god måde at forebygge en tilsodet rude på er at fyre rigtigt op. Fyrer du med den rigtige slags brænde og den korrekte ventilering, vil røgen sode meget lidt.
Læs her, hvordan du fyrer rigtigt op i brændeovnen, så ruden ikke bliver tilsodet.
Tørrengør brændeovnen udvendig
Udvendig på brændeovnen behøver du hverken bruge vand eller sæbe. Her kan en tør klud, støvbørste eller støvsuger klare snavset, som ofte blot er askestøv. Bedst vil det dog være at bruge en langskaftet støvkost med mikrofiber, da den opsamler de lette støv- og askepartikler, så dit indeklima ikke bliver forurenet.
Vil du gerne have brændeovnen fuldstændig ren, kan du bruge en oprevet klud til at tørre den af med. Det skader ikke (men er heller ikke nødvendigt). Brug ikke brun sæbe på brændeovnen, da det kan efterlade en fedtet hinde.
Du kan gøre rengøringen af brændeovnen nem for dig selv ved at støvsuge den, når du alligevel er i gang med at støvsuge resten af stuen. Gerne én gang om ugen.
Tøm brændeovnen og rengør den indvendig én gang om året
Indvendig behøver du ikke rengøre brændeovnen oftere end én gang om året. Men så er det også godt at få gjort.
Sørg for, at brændeovnen er helt kold, og tøm alt indholdet ud. Tørrengør ovnen indvendig med en børste eller klud – du behøver ikke decideret at vaske den. Når brændeovnen er tom og ren har du mulighed for at tjekke, om alt er, som det skal være, og at der ikke er noget, der er i stykker, eller måske noget, der har brændt sig fast.
Tøm først askeskuffen, når den er fyldt
Du behøver ikke tømme askeskuffen i tide og utide – det skal du faktisk helst lade være med. En halvfuld askeskuffe giver bedre forbrænding end en tom, så tøm kun askeskuffen, når den er helt fuld.
Sørg for, at ovnen er helt kold, når du tømmer askeskuffen, og gør det gerne i forbindelse med, at du alligevel skal støvsuge, da det kan svine og støve en del. Et trick er at lægge en avis eller lignende over skuffen, når du bærer den ud til skraldespanden, så støvet ikke hvirvler op og ud over det hele.
Kilde: Rengøringsekspert FruGrøn (Anne Grete Rasmussen), Bolius.