Sådan lærer (du) dit barn at læse

Se de bedste råd til nye forældre, som gerne vil hjælpe deres børn med en nøgle til læsningens univers og den gode historie.

Udfordring at læse

Skolestart er ikke kun madpakker, vækkeur og striksere sengetider.
Det er også lektielæsning for de 65.000 nye børn, der startede i 1.
klasse efter sommerferien, og som skal lære at læse. Det kan lidt være
af en udfordring – ikke kun for børnene.

»Alle forældre ønsker, at deres børn hurtigt lærer at læse, men
selv med de bedste intentioner kan hjælpen nogle gange have den stik
modsatte effekt og faktisk fremme nogle læseproblemer,« siger Kirsten
Wangebo, pædagogisk konsulent i Videncenter for Læsning og Skrivning ved
Professionshøjskolen UCC.

Her er hendes bedste råd til nye forældre, som gerne vil hjælpe
deres børn med en nøgle til læsningens univers og den gode historie.


  • Snak med læreren om, hvordan børnene lærer at læse i skolen, så du får en idé om, hvordan det foregår.

  • Brug 15 minutter hver dag på at læse med dit barn – også lørdag og
    søndag. Det behøver ikke være lektier – det kan også være andre bøger.

  • Undgå afbrydelser – dvs. sluk for radio, fjernsyn, mobiltelefoner og
    computere. Det er allerbedst at sidde med armen omkring barnet i sofaen,
    så læsningen bliver noget, I har i fællesskab. Dit barn kan også sidde
    og læse på køkkenbordet, mens du for eksempel skræller kartofler. Du
    skal bare udvise ’fokuseret opmærksomhed’. Barnet skal ikke opleve
    situationen som noget, der skal overstås.

  • Du skal ikke lege lærer og begynde at undervise, som du i sin tid blev
    undervist, da du gik i skole. For eksempel skal du lade være med at bede
    dit barn om at stave sig igennem svære ord.

  • Undgå at sige, at noget er forkert eller rigtigt. Hvis barnet ikke læser
    et ord korrekt, er det bedre at sige: »Det kunne der godt stå. Men prøv
    lige at læse forfra igen og se, hvad der også kunne stå.« Det gælder om
    at gøre barnet til en dygtig ’risk taker’, som tør komme med et godt
    bud. Det kan være, at der står »Se et føl« ved siden af et billede af en
    lille hest. Hvis barnet så læser »Se en hest« – hvilket jo er ret
    logisk – kan den voksne sige: »Ja, det kunne der sagtens have stået. Men
    prøv lige at se på det første bogstav. Hvilken lyd siger det?« Og hvis
    barnet ikke ved det, må den voksne sige det og hjælpe barnet på rette
    spor.

  • Det er en god idé at læse godnathistorie for sit barn. Når barnet
    begynder at kunne læse lidt, kan I forsigtigt bytte roller engang
    imellem, så barnet også læser lidt for dig.
Se, hvad vi ellers skriver om: #bøger og #lektier