Sådan får du stearin af dit tøj
Du skal bruge:
En kniv, køkkenrulle, kaffefiltre, rensebenzin, strygejern og strygebræt.
Sådan gør du - trin 1:
- Skrab mest muligt af stearinen af med kniven, men pas på ikke at beskadige stoffet.
- Placer to stykker køkkenrulle oven på hinanden på strygebrættet.
- Placer dugen med stearinpletten, så pletten er præcis oven på køkkenrulle-stykkerne.
- Placer et kaffefilter oven på stearinpletten.
- Placer endnu et stykke køkkenrulle oven på kaffefilteret.
- Nu har du en 'sandwich', der fra toppen består af: køkkenrulle, kaffefilter, dug med plet, to stykker køkkenrulle, strygebræt.
Sådan gør du - trin 2:
- Placer strygejernet på toppen af 'sandwichen' og sørg for, at jernet er indstillet på laveste varme, og at dampfunktionen er slået fra.
- Bevæg strygejernet i små cirkler i 15-20 sekunder ad gangen.
- Kaffefilteret suger nu stearinen ud af stoffet og køkkenrullen beskytter stoffet, strygebrættet og strygejernet mod stearin.
- Gentag proceduren, indtil stearinen er ude af dugen.
Sådan gør du - trin 3:
- Er der stadig en lille fedtplet på stoffet, der hvor stearinen var, går denne typisk væk ved almindelig vask.
- Forsvinder fedtpletten ikke ved vask, kan du prøve at duppe pletten forsigtigt med lidt rensebenzin.