Sådan får du mest ud af dine grøntsager

Der findes et hav af sprøde, knasende og farverige grøntsager, men hvordan anvender vi dem bedst muligt? Og hvordan sikrer vi, at halvdelen ikke ender i skraldespanden fordi vi ikke ved, hvordan vi kan udnytte dem maksimalt og opbevare dem korrekt? Samvirke har lavet en guide, der gør det nemmere for dig at mindske madspild og få et bedre udbytte af dine grøntsager.

Porrer

Porre kan anvendes som erstatning for løg. De kan spises rå, kogte, stegte eller dampede. De er lækre i supper, tærter og salater. Både den hvide milde bund og den mere grove grønne top kan anvendes i madlavningen. Kun rodenden og eventuelle visne dele skæres fra. Opbevar dine porrer i en plastpose i køleskabet. På den måde kan de holde sig spændstige i ca. 14 dage.

Rodselleri 

Rodfrugten har en stærk og karakteristisk smag. Den knudrede og ujævne knold skal skrælles og skylles og kan anvendes både i supper og ovnbagt sammen med rødbede og pastinak. De lange stilke i toppen af knolden samt de mørkegrønne blade øverst på stilken kan anvendes som suppevisk eller i fond. Rodfrugter er ikke så følsomme og kan derfor fint opbevares i køleskabet. Her kan rodsellerien holde sig i helt op til 2-3 måneder.

Asparges

De grønne stængler kan spises rå, dampet, grillet eller kogt. Det er ikke nødvendigt at lade stænglen knække, hvor den naturligt knækker når man bøjer den. Er aspargesene helt friske, skal de nærmest ikke skæres i bunden. Ellers skæres kun den nederste træede del af og en langt mindre del af stænglen går til spilde. Asparges kan holde sig i 6-8 dage i en plastpose i køleskabet. Slatne asparges bliver sprøde igen, hvis du knækker det nederste af stængelen og kommer dem i koldt vand i 30 minutter.

Løg

Løget findes i flere varianter og kan bl.a. bruges i salater og sammenkogte retter. Det er kendt for dets skarpe smag og som en effektiv smagsgiver i madlavningen. Stængel og rod afskæres og kun de yderste tørre blade fjernes. Løg rådner let, hvis de får fugt og de har det derfor bedst under knastørre forhold eksempelvis i en skuffe i køkkenet. Allerbedst er det, hvis man har mulighed for at placere dem et mørkt sted, så de ikke spirer.

Artiskokker

Den skulpturelle blomstergrøntsag har en nøddeagtig smag. Kog artiskokken og dyp fx de enkelte blade i en smørsauce med friske krydderurter og ’Sug’ kødet ud af bladet, og spis det. Inderst inde finder du artiskokbunden, som også kan bruges til artiskokcreme i en sandwich. Inden tilberedningen fjernes artiskokkens stilk samt de nederste blade. Artiskokken har det bedst i køleskabets nederste skuffe, hvor den kan holde sig i 6-8 dage.

Kål

De sunde hoveder, er ofte en anelse bitre i smagen. De komplimenteres derfor godt af en sød dressing. Kålen kan snittes og anvendes rå i salater. Det kan sauteres, koges eller dampes samt lynsteges og bruges i wokretter. Fjern kun de yderste lag hvis de er beskadigede ellers kan hele kålhovedet anvendes. Kålhovedet skal filmes eller opbevares i en plastpose inden det anbringes i køleskabet. Her kan kålen holde sig friskt og sprødt i op til 14 dage.

Fennikel 

En stængelgrøntsag, som smager sødt med en krydret smag af lakrids. Fennikel kan spises rå i salater, dampet eller kogt, hvorefter man kan vende den med bulgur eller couscous. Inden tilberedning fjernes kun de yderste grove og lidt træede lag af fennikelknolden. De friske grønne blade på toppen minder om dild og kan anvendes som en ekstra smagsgiver sammen med kartofler eller fiskeretter. Opbevar din fennikel i en plastpose op til tre uger i køleskabet.

Brocolli

Broccolien har en mild kålsmag. Den kræver kun få minutters tilberedning og kan spises rå, kogt, dampet eller lynstegt. Fjern blade og yderskindet på stokken med en lille kniv, og anvend både den lysegrønne faste stok, de tynde stilke og de sprøde grønne buketter. Stokken gør sig især godt i wokretter, mens de knasende rå buketter er lækre i en salat. Broccolis holdbarhed er 6-7 dage, hvis den opbevares i køleskabet.

Læs mere om