Sådan bliver barn og hund bedste venner
Hvis du har et mindre barn, og du tænker på at anskaffe dig en hund, er det vigtigt, at både barn og hund lærer hinanden at kende. Samvirke har samlet en række tips til, hvordan barn og hund bliver gode venner.
- Mindre børn bør ikke være alene med en hund. Der kan hurtigt ske
uforudsigelige ting, opstå lyde, forkerte bevægelser eller andet, der
kan gøre hunden eller barnet forskrækket.
- Lad hunden sove og spise i fred. Lær børnene, at hunden skal have fred, når den sover eller spiser.
- Klap ikke hovedet. Lær børnene, at hunde ikke kan lide at blive krammet eller klappet direkte oven på hovedet.
- Lad legetøjet være. Lær børnene at bede en voksen om hjælp, hvis hunden har taget deres legetøj.
- Væn din hvalp til børn fra første færd. Hvis hunden ikke er vant
til de små, kan børn virke skræmmende med deres høje stemmer, flagrende
bevægelser og uforudsigelige adfærd.
- Husk, at du er rollemodel.
Dit barn gør det samme som dig - på
godt og ondt. Hvis du truer, straffer og råber ad hunden, gør barnet det
samme, når du ikke er der, og kommer måske til at udsætte sig selv for
unødig fare. Hvis du viser den rigtige fremgangsmåde i forhold til
hunden, lærer barnet også en fornuftig, respektfuld og sikker omgang med
dyr.
- Gå til hvalpetræning. Hundetræning er med til at skabe en
harmonisk familiehund. Hvalpen får lært lydighed og grundlæggende
færdigheder.