Sådan behandlede de smerterne i gamle dage

Tyg på nogle urter, ryg en bønne eller tag et sug i ætermasken. Det gjorde også ondt (rigtig) ondt på folk i gamle dag. Se her nogle af de midler, man brugte til at bekæmpe smerten.

Alrunerod

Egypterne mente, at planten var en gave til medicinen fra deres solgud Ra. Både grækerne og romerne brugte roden som smertestillende middel, gerne opblødt i vin. Alrunen var et af de mest benyttede bedøvelsesmidler og former for narkotika i middelalderen.

Alkohol

Romerske og græske kirurger har brugt alkohol som et beroligende middel til deres patienter, før de satte kniven i dem. Alkoholen kunne være blandet med fx alrunerod eller andre urter. Praksis med at forsøge at gøre patienterne sanseløse af enten alkohol eller urter var ilde set i middelalderen. Datidens kirurger, som var uddannede barberer, kunne risikere at blive anholdt for heksekunst, hvis de bedøvede deres patienter.

Opium

Opiumsvalmuen og dens virkning har været kendt fra omkring år 5000 f. Kr. Opiums mere medicinske egenskaber blev brugt af både egyptere og persere. Omkring 1800 fandt man frem til det stof i opium, som især var aktivt. Det kaldte man morfin.

Hash 

Hampeplanten har været brugt som rusmiddel i mindst 2500 år. Både indere, romere og grækere nævner planten som lægemiddel og har brugt den til at dulme smerter med. Hampplanten blev både spist og inhaleret.

Folkemedicin

Opskrifter på urter, rødder og blomster, som skulle drikkes, spises eller smøres på smertende områder findes i stor stil i overalt i verden. Folkemedicinen var gerne tilsat en god portion overtro og nogle bestemte ritualer. Mange af blomsterafkogene osv. var i bedste fald harmløse, men de traditionelt anvendte urter har også overleveret et stof som salisylsyre, som vi i dag kender i smertestillende piller.

Hurtigt håndelag

De fleste operationer og indgreb er gennem tiderne blevet udført uden nogen form for bedøvelse eller smertestillende midler. Til uudholdelig smerte for patienterne, som fx blev spændt fast i en stol eller holdt fast. Men også datidens kirurger var meget påvirkede af patienternes åbenlyse smerte. For at mindske smerten og ubehaget for alle, blev nogle af dem gode til at udføre indgrebene meget hurtigt. Fx kunne en engelsk kirurg fjerne en blæresten på under et minut.

Æter

At indånding af kvælstofilte, kaldet lattergas, kunne virke smertestillende blev opdaget allerede i 1795. Men først 50 år efter blev lattergassen mere udbredt – især til tandlægerne. Æter virkede kraftigere end lattergas og blev taget i brug ved operationer i 1840erne. Æteren irriterede lungerne og gav opkastninger, og derfor blev derfor hurtigt erstattet af kloroform.

Kokain 

Kokablade var kendt for sine smertestillende egenskaber i Sydamerika siden inkaerne. Det aktive stof – kokain – blev fundet i 1859. Kokain blev det første lokalbedøvende stof, og blev fremstillet syntetisk i 1885.

 

Kilder: Kenneth Walker: The Story of Medicine. NarkotikaDatabasen. Roy Porter: The Greatest Benefit To Mankind.

Læs mere om