Rickshawtoilettet - det rullende toilet
Rickshawtoilettet er en miljøvenlig og smart sammensmeltning af den populære rickshaw og et toilet.
Rickshawen er det mest populære transportmiddel i Dhaka. Man anslår, at der findes omkring 500.000 rickshaws i byen.
Den lokale ngo-organisation Arban (Association for Realisation of Basic Needs) står bag på projektet med at ombygge rickshaws til mobile toiletter, man kan flytte rundt i byen alt efter, hvor behovet er.
To af de eftertragtede rickshaws er placeret overfor det største hospital i byen.
Bilkis Begum, der er 40 år, gør rent og passer toilettet. Hun fik jobbet, fordi hun var fattig og boede i et skur ved siden af pladsen, hvor rickshawen nu er parkeret.
Toiletterne er åbne fra kl. 6 om morgenen til kl. 22 om aftenen.
Bilkis gør toiletterne rene hver morgen og aften.
”Omkring 100-150 mennesker bruger toiletterne hver dag. Alle slags mennesker - både studenter, besøgende på hospitalet eller alle de, der bare har brug for at gå på toilet. Jeg giver dem det, de har brug for, vand, sæbe og et håndklæde. Jeg har endda papir,” fortæller Bilkis.
Der en ingen rindende vand, men Bilkis køber dunke med vand af de lokale vandsælgere. Hun køber også sæbe, håndklæde og rengøringsmidler. Bilkis daglige løn er 50-100 taka svarende til mellem fire og otte danske kroner.
”Det koster 2 taka (15 øre), hvis du kun skal tisse og 5 taka (37 øre), hvis du skal mere. Jeg kan godt lide at passe toilettet. Før havde jeg ikke noget job, men nu tjener jeg da lidt penge. Der er ingen andre toiletter i nærheden, og folk sætter pris på toiletterne,” siger Bilkis.
En af stamkunderne er den 35-årige lokale forretningsmand M.D. Bagul.
”Da jeg først så toiletterne, gjorde jeg nar af dem. Vi havde aldrig set noget lignende i Dhaka. De er bittesmå, og jeg tænkte: ”Hvordan kan folk dog bruge dem?”
Men efter at jeg selv begyndte at bruge dem, fandt jeg ud af, at de faktisk er helt fine.”
Der er kun ganske få offentlige toiletter i Dhaka, og de er i meget dårlig stand. Mange er næsten ubrugelige og køerne til dem, der virker, kan være uendeligt lange.
Arban og andre hjælpeorganisationer håber på i fremtiden at kunne rulle mange flere mobile toiletter ud på gaderne i Dhaka.