På julemærkehjem: Waldemar lærer at stå på egne ben

Waldemar og Niklas bor på Slyngelstuen

Det er læsetid, og Waldemar går op ad trappen til første sal i den gamle villa. Det er torsdag 1. maj og ca. syv uger siden, han og resten af grønt hold flyttede ind. Hans værelseskammerat Niklas ligger allerede på sin seng på det værelse, som en vikar kalder for ’slyngelstuen’. Da Waldemar kommer inden for døren, går han målrettet over til Niklas og begynder at daske til ham med et blåt perlearmbånd. Som forsvar hæver Niklas det ene ben og slipper en dybt klingende prut ud i værelset, mens han griner.

”Fy for fanden, ad!” råber Waldemar højt, inden han trækker sig tilbage til sin egen seng. De falder dog hurtigt til ro. Døren ud til gangen skal nemlig stå åben under læsetid, så de voksne kan følge med i, om koncentrationen svigter.

Mistrivsel og trivselskrise er efterhånden blevet velkendte ord i offentligheden. Som et svar på trivselsdebatten udgav Trivselskommissionen tilbage i februar en rapport, der bl.a. indeholder 35 konkrete anbefalinger til forældre, institutioner, foreninger og andre, der spiller en rolle i børn og unges liv. De går bl.a. på mindre skærmtid, mere fokus på krop og bevægelse, større fokus på fritidsinteresser og på at give børn tro på egne evner samt bedre forudsætninger for at deltage i fællesskaber, ligesom der skal være et øget fokus på dannelse.

Både sociale og faglige udfordringer

Mange af disse anbefalinger har været inkorporeret i julemærkehjemmenes pædagogik igennem mange år.

Ligesom Waldemar er alle børnene på Fjordmark kommet hertil efter henvendelse fra enten forældre eller lærere, der sammen med julemærkehjemmet og barnet er blevet enige om, at et ophold kan være en god idé. De fleste af børnene har problemer med at følge med fagligt i skolen, men derudover kan der også være udfordringer, som at de har svært ved at få venner, eller at de ikke har så meget tro på sig selv og egne evner. Nogle af børnene kommer med en diagnose i bagagen, andre gør ikke. Men fællesnævneren for dem alle er, at de mistrives.

Waldemar har altid været god til at få venner og havde også rigeligt med venner på sin gamle skole. Han elsker fodbold, at fiske og generelt bare at være udenfor. Men han havde svært ved skolen, når der var meget uro i klassen, og manglede også en tro på, at han var god nok.

”Den dreng, jeg møder, da han starter, har svært ved at være væk hjemmefra,” fortæller Mette Skjønnemand, Waldemars kontaktperson, som har fulgt ham tæt, siden han flyttede ind tilbage i marts.

”Han havde svært ved at løsrive sig fra sine forældre, så et af hans største mål var at kunne være væk hjemmefra, så han i fremtiden kan have soveaftaler med kammeraterne og tage med på lejrskoler.”

30 minutters telefon om dagen

Allerede den første dag på Fjordmark ramte realiteterne Waldemar hårdt. Ikke nok med at han kun måtte bruge telefonen 30 minutter om dagen, han fandt også ud af, at han skulle bo på værelse med tre andre drenge. Og brød sammen.

”Han sad med hætten på sin trøje trukket helt op over hovedet og græd oppe på sit værelse, da jeg fandt ham,” fortæller Mette
Skjønnemand.

Hun vendte situationen med ham og fortalte, at det godt kunne blive aktuelt, at de fandt et mindre værelse til ham. Hun ville dog gerne, at han lige så tiden an, så han kunne se, om ikke det kunne blive noget for ham.

Og stemningen vendte da også hurtigt.

”Allerede et par dage efter kom han hen til mig, da jeg mødte ind, og råbte:

’Mette! Jeg skal ikke skifte værelse! Jeg har det helt vildt godt på det her værelse, du må ikke flytte mig!’ Så det gik sådan set ret hurtigt med, at han fandt sig til rette deroppe.”

Stram struktur

”I dag er en stor dag,” lyder forstander Jesper Lildholdts ord ud i spisestuen den første dag i maj.

Tre lange borde med børnene bænket tæt sammen står på langs i lokalet. For enden, foran tre terrassedøre med småsprossede vinduer ud til hjemmets park, står et lille bord med fire børn. Det har været Waldemars plads igennem de første syv uger sammen med tre andre fra hans hold – det grønne hold – og det er også dem, han skal spise sammen med de næste tre uger, indtil opholdet er slut.

”I dag skal vi over at prøve vores nye skole!” fortsætter Jesper Lildholdt.

”Halvdelen, hold 3 og 4, starter med at have skole i dag, og resten starter ud med at have hobbyværksted,” supplerer en af pædagogerne.

Når børnene tager hul på de 10 ugers ophold, mødes de af en stram struktur i hverdagen. Indlejret i rutinen er ikke kun børnenes skolegang, men også forskellig slags sport, gåture, madværksted, kreative værksteder og den faste daglige læsetid.

Strukturen er en del af hele den pædagogiske praksis på stedet, fortæller forstander Jesper Lildholdt.

”Der er rigtig mange ’skal’er, når man er på julemærkehjem, og der er mange ting, hvor vi bestemmer, at de skal være i et bestemt værksted, at de skal være ude at dyrke en bestemt slags motion, eller at de skal lege en bestemt leg. Men det er så også vores opgave at få dem til at lykkes med de her ting,” siger han.

Børnene skal opleve at lykkes 

”Mange af vores børn har igennem forskellige nederlag lært at sige nej til mange ting og at springe fra. Derfor ser vi det også som vores opgave at få dem til at lykkes med de ting, vi præsenterer dem for. Vi vil gerne give dem så mange små sejre som muligt, som de kan tage med hjem, når de engang er færdige på julemærkehjemmet.”

var hjemme i deres normale skoler, men til gengæld bliver der taget særlige hensyn til børnene i den tid, de er i skolen. Der er to lærere til klasser på 7-8 børn, og man kan få lov til at sidde lidt mere for sig selv eller måske have et headset på, hvis man – som
Waldemar – har svært ved at være i en klasse med meget larm og uro. For mange børn gør det en enorm forskel.

Godt at øve sig

Waldemars hold har først skole over middag, så han sætter kurs mod hobbylokalet.
”Hvad kunne du tænke dig? Du kan lave armbånd, eller du kan lave tegninger til kyllingepapir,” spørger en pædagog. Hun
refererer til en af Fjordmarks sponsorer, Danpo, der har startet en tegnekonkurrence for børnene på hjemmet.

”Armbånd,” svarer han uden at tøve.
I hobbyrummet er der hylder og skabe på alle vægge. De bugner af materialer. Waldemar går over og kigger lidt i reolen på den ene væg, inden han vælger nogle plastikæsker med blå og røde perler og sætter sig ned ved det store ovale spisebord i den ene side af rummet.
Bordet er lyst op af gulligt lys fra en lavthængende loftslampe. Børnene taler roligt med hinanden, mens en af pædagogerne hjælper dem i gang med deres projekter.
Mette Skjønnemand kommer ind og sætter sig ved siden af Waldemar. Hun har en lille, sort JBL-højttaler med, som nogle af drengene har efterspurgt.

”Søg efter ’Riptide’,” lyder det ivrigt fra en af dem, inden elektroniske beats flyder ud i rummet.

”Jeg har virkelig ikke tålmodighed til det her, Mette,” lyder det let beklagende fra Waldemar, mens han laver store øjne og kigger
intenst på den tynde tråd med en nål i enden.

”Nej, men det er godt at øve sig på nogle af de ting, som man ikke er god til. Det er sådan set også derfor, at vi har de her hobbyrum-dage,” forklarer hun roligt, mens højttaleren skifter over til at spille et heavy metal-nummer.

Fritid efter frokost

Senere samme dag står solen højt på himlen og bader parken, der strækker sig ned mod Flensborg Fjord, i varme. Bladene på de høje træer er stadig lysegrønne og rasler blidt i vinden, og græsset føles frisk, hvis man rører ved det. Børnene har fritid efter frokost. De fleste af dem er indenfor, så der er stille, lige med undtagelse af Waldemar og to af hans venner, der spiller fodbold. I den ene side af parken, ved siden af hoppepuden, er to fodboldmål stillet op. Det er det eneste sted i parken, hvor der er jævnt.

Gåtur til grænsen

Når der er motion på skemaet, roterer det mellem forskellige aktiviteter, bl.a. en tur i svømmehallen, tid i sportshallen og gåtur. 1-3 gange hver uge er børnene ude at gå.
Hvis man følger kysten vestpå fra Fjordmark, slanger en vandrerute sig gennem skoven, indtil man ender på en lille træbro, der markerer grænsen mellem Danmark og Tyskland. Stedet bliver kaldt for ’Lille Grænse’ og er en populær gåtur blandt børnene. Når gruppen har gået både derud og hjem igen, har de gået samlet set omkring 6 km.
”I starten skulle der ikke så meget til, før han klagede lidt eller havde ondt et sted, når vi var ude at gå,” fortæller Mette Skjønnemand. ”Når han blev træt, vendte han det også meget indad, blev negativ og sagde til sig selv, at han ikke duede til noget.”

To uger inden Waldemar skal stoppe på Fjordmark, er han på endnu en gåtur til ’Lille Grænse’. Det er Mette Skjønnemand, der har børneflokken med, men denne gang lægger hun mærke til, at der er sket noget med Waldemar, siden han startede. Han brokker sig ikke på noget tidspunkt. Til gengæld er han helt oppe foran i gruppen og stormer af sted under træernes grene. Flere gange i løbet af turen vender han sig rundt og spørger: ”Kan vi ikke godt gå længere?”

Mette Skjønnemand bliver glad over at se hans engagement. ”Kan du huske, hvordan det var i starten, Waldemar?” spørger hun.

”Ja ja, sådan er det bare slet ikke mere!” siger han, mens begejstringen lyser ud af øjnene på ham.

Daglig motion

Både kost og motion fylder meget i hverdagen på julemærkehjemmet. Det handler om at give børnene sunde vaner, men det er ikke udelukkende for kroppens skyld. Begge dele er også en vigtig del af at skabe en fast struktur og en forudsigelig hverdag for børnene, som kan give ro i hovedet og i sidste ende skabe bedre trivsel.

”Det gør mig glad at være ude at gå. Jeg føler mig sådan lidt fri ude i naturen. I starten kunne jeg slet ikke lide at være ude at gå. Men nu elsker jeg det virkelig. Og jeg holder også reglerne, når jeg er hjemme i weekenderne – intet usundt og daglig motion,” fortæller Waldemar.

Det er eftermiddagstid sidst i maj, og Waldemar runder et hjørne på gangen på vej ind fra parken sammen med en stor gruppe af de andre børn. Drengene småtumler med hinanden på vejen ind. På gangen står Michael, en af vikarerne på Fjordmark. I forbifarten kigger Waldemar hurtigt op på Michael og siger i en kæk tone: ”Smil lige lidt, Michael.”

Michael ser en smule overrasket ud og griner, mens Waldemar fortsætter ned ad gangen.

Vigtigt at sige farvel 

I starten satte Waldemar det mål, at han ville blive mere selvstændig. Og udviklingen er tydelig. 
”I starten søgte han meget de pædagoger med de lidt mere bløde værdier. Mor-typen, kan man vel kalde dem … og særligt mig,” fortæller Mette Skjønnemand, ”men han er blevet mere tryg ved også de mandlige pædagoger, der har en lidt anden tilgang til børnene. Jo mere tryg han er blevet hernede, jo mere har han også løsrevet sig fra mig og fra sine forældre derhjemme og er blevet mere selvstændig. Men det er stadig en meget vigtig ting for ham, at jeg kommer og siger farvel hver dag, inden jeg går. ”

Én ting har hængt ved lige siden begyndelsen. Noget, der egentlig er en undtagelse fra reglerne.
Da aftenen falder på, og sengetiden for den ældste del af børnene nærmer sig, går Waldemar ned i den tomme spisestue. Det er stadig lyst udenfor, selvom klokken nærmer sig 21. Rundtomkring i det gamle hus kan man fornemme den sidste aktivitet, der skal ud af kroppen, og høre sporadisk opstemt råben, men i spisestuen er der helt stille. Waldemar står henne ved vinduet. Han har ikke tændt lyset, så han er nem at overse. Han holder sin telefon op til øret.

Jeg har tabt mig 12 kg

”Der var for resten noget, jeg glemte at fortælle, da vi snakkede sammen før,” fortæller han. For at håndtere hjemveen fik han fra begyndelsen lov til at ringe hjem til sine forældre og sige godnat inden sengetid.

”Vi var jo oppe og blive vejet i dag, og jeg har tabt mig 12 kg,” fortæller han og smiler, mens der bliver stille i telefonen. 
”Mor, hvorfor siger du ikke noget?” spørger Waldemar. 
”Græder du?” spørger han så, inden hans forældre igen er tilbage i telefonen og fortæller ham, at det er flot gået.

Når de 10 uger lige om lidt er forbi, det sidste gruppebillede taget, og børnene er kørt med deres forældre ud fra gårdspladsen på Fjordmark, slipper julemærkehjemmet dem ikke helt. Til hvert hold er der tilknyttet en opfølgningskoordinator, hvis arbejde går i gang, lige så snart børnene stopper. De har kontakt med både hjemmet og skolen og følger barnet i op til 10 uger, efter deres ophold er slut.

”Vi kan se på vores opfølgning, at et ophold virker på langt de fleste parametre, som vi spørger ind til. Eksempelvis hvor tit de føler sig ensomme eller har ondt i maven. Selvfølgelig er det ikke alle, der lykkes på et ophold, men rigtig mange gør, og op til to år efter kan vi se, at børnene ligger ret stabilt i forhold til at drage gavn af opholdet,” fortæller Jesper Lildholdt.

Et af de parametre, Jesper Lildholdt refererer til, er bl.a., at 44 % af de børn, der begynder på et ophold på et julemærkehjem, svarer, at de ikke har god tro på sig selv. Efter endt ophold er det tal steget til 71 %.

Jeg kan stå på mine egne ben

Waldemar har elsket at være på Fjordmark, men han er også klar til at komme hjem, nu hvor opholdet lakker mod enden. Og når han kommer hjem, skal han begynde i en ny skole – med mindre klasser og færre elever.

”Jeg glæder mig til at komme tilbage til den gode, gamle hverdag. Der hvor man bare kan stå tidligt op og nyde at være sammen med familien, inden man skal i skole. Det var hårdt at undvære dem i starten. Der ringede jeg også meget sammen med dem, men nu er det kun nogle få minutter om dagen, og så er jeg ellers sammen med vennerne.”

”Jeg tror bare, jeg er blevet bedre til at klare mig uden mine forældre end i starten. Jeg behøver ikke at klistre mig op ad de voksne længere. Jeg kan stå på mine egne ben.”