Kræsenhed: Man kan jo ikke leve af spegepølsemadder

Seks år med spegepølsemadder skal nu slutte 

Noah har spist spegepølsemadder til aftensmad, siden han var tre. Nu er han otte. Lige medmindre, der er pasta på menuen, så spiser han det med smør på. Eller hvis familien laver pizza, så spiser han bunden toppet med spegepølseskiver. 

Når andre mødre fortæller om deres kræsne børn, så tænker Noahs mor Karina Wærum Dar: Prøv lige, at komme hjem til os, så skal jeg vise dig et kræsent barn. For Noah spiser kun gulerod, agurk, rugbrød, grovboller, Nutella, leverpostej, spegepølse, nødder og frugt. Sundhedsplejersken holder ekstra øje med ham. Hun siger, at Noah er ekstremt sensitiv. En healer har prøvet at kurere ham. Og i hans gamle børnehave husker pædagogerne ham som det mest kræsne barn, de har kendt.

 Kræsenheden spænder ben

»Man kan jo ikke leve af spegepølsemadder,« sagde Noah til sin mor den anden dag. Og hun fik lyst til at sige: »Jamen skat, det har du jo gjort de sidste fem år.«

Karina og hendes mand Masaud har prøvet mange forskellige strategier for at få Noah til at spise mere varieret. Men det har altid resulteret i gråd og konflikter, og er derfor endt med spegepølsemaden alligevel. 

Endnu et forsøg

Nu er der gået flere år siden sidste forsøg, Noah er blevet ældre, og kræsenheden er begyndt at spænde ben for ham socialt, og det bekymrer dem:

»Til legeaftaler og børnefødselsdage vil han hentes, når de andre skal spise, han har ikke længere lyst til at sidde der med sin medbragte spegepølsemad. Han er blevet bevidst om, at det er kikset, så det er begyndt at blive et socialt problem for ham,« fortæller Karina. Derfor vil de give det endnu et forsøg.

Mad er et voksenansvar

FDB’s sundhedsansvarlige Joan Preisler, der har arbejdet med kræsenhed i mange år, sidder med ved familiens køkkenbord på Christianshavn. Noah og hans fireårige lillebror Luca spiller playstation inde i stuen. Karina og Masaud Wærum Dar har fortalt historien om Noahs kræsenhed, og Joan Preisler svarer: 

»Børns kræsenhed handler utroligt sjældent om børnene – det handler om den måde, forældrene agerer på. Som udgangspunkt spiser børn det, som de får serveret,« siger hun.

Forældrene skal beslutte sig for at tage ansvar

Ifølge Joan Preisler kan man kun komme Noahs kræsenhed til livs, hvis forældrene beslutter sig for at tage lederansvaret for familiens måltider, og det børnene spiser:

»Små børn på otte år kan slet ikke forholde sig til deres egen mad. Det er ikke et børneansvar – men et voksenansvar. Hvis der bliver serveret boller i karry til aftensmad, så er det det, som alle familiemedlemmerne spiser. Det er trygt for barnet, og på den måde bliver det en del af fællesskabet rundt om spisebordet. Til gengæld skal barnet selv have lov til at bestemme, hvor meget eller lidt, det vil spise, hvornår og i hvilken rækkefølge.«

 Kræsenhed kan få et barn til at føle sig udenfor

Noahs pølsemadder har i seks år været med til familiesammenkomster, børnefødselsdage og legeaftaler. Men Joan Preisler gør det klart, at familien fremadrettet skal undgå at bekræfte Noahs kræsenhed.

»Både hjemme ved spisebordet og i skolen med kammeraterne får Noah den oplevelse, at han er speciel og ikke en del af fællesskabet. Der kan nemt opstå en social stigmatisering ud af kræsenheden,« siger Joan Preisler. 

Barnet har brug for støtte

Selvom barnet er træt af kræsenheden, som Noah, så er det svært for barnet selv at ændre på. Derfor skal forældrene træde til, skabe rammer og fjerne ansvaret fra barnet. Børn har brug for støtte, når de skal overskride den grænse, det er at smage på noget, de ikke bryder sig om.

»Nogle gange er det svært for generte børn at komme i gang med at overskride de her grænser i livet. Og det er rigtigt svært for Noah, men han vil gerne, og derfor skal I hjælpe ham,« siger Joan Preisler.

Ikke et forsøg, men en ny epoke i familien

Henover køkkenbordet gør Joan Preisler det klart for forældrene, at det vigtigste er, at de beslutter sig for at tage ansvaret, fordi de ved, at det er bedst for Noah. 

Både far og mor er fast besluttede på at påtage sig lederskabet ved spisebordet. Og ikke bare på forsøgsbasis, men som en ny epoke i familielivet. Det er meget vigtigt, at de har det sådan, fastslår Joan Preisler, for Noah skal mærke, at det ikke bare er midlertidigt. 

»Børn skal smage ting mange gange, før de kan lide det, så der vil være en overgangsfase, der ikke bliver sjov,« siger Joan. 

Handlingsplanen skal være kærlig, men bestemt

Forældrene fortælle Noah, at de har besluttet sig for, at hans kræsenhed skal stoppe kærligt, men bestemt. Fra nu af skal han spise det samme som resten af familien, og det er for hans egen skyld, skal de sige. Han skal have en følelse af, at de tager ansvaret, og at det er okay, at det er svært for ham.

»Jeg synes bare, at vi har prøvet det før, og Noah kan sulte sig selv, indtil han ryster,« siger Karina Wærum Dar. 

»Det vigtigste er, at man ikke skaber nogle konflikter under måltidet. Hvis børn ikke spiser, så spiser de ikke,« svarer Joan.

Kræsne børn går sultne i seng - men kun i starten

»Men hvad hvis han ikke spiser, selvom han er sulten?« spørger Karina Wærum Dar.

»Spiser han ikke noget i starten, så tænk: Det er okay. Måske kommer han en halv time efter aftensmad, og så skal I anerkende ham for hans sult. Sig, jeg kan godt forstå, at du er sulten, kom lad os sidde i køkkenet. Jeg vil gerne varme aftensmaden til dig og sidde sammen med dig, imens du spiser. Som forældre skal man være glad og imødekommende, men stå fast på, at det er mig, den voksne, der bestemmer, hvad du spiser, for det er vigtigt, at du spiser varieret.«

 Et helhjertet forsøg

En uge efter første møde er Joan Preisler tilbage hos familien. Aftensmaden står på pastaskruer med kødsauce. Og selvom Noah ikke smovser kødsauce i sig, så dypper han forsigtigt skruerne i det. Spegepølsen er væk. Forældrene står fast, det her er ikke et forsøg. 

»Vi har nok aldrig prøvet så helhjertet før. Det var befriende at tage beslutningen. Vi er ikke enige om det hele, men vi er enige om, at nu gør vi det,« siger Masaud Wærum Dar. 

Farvel til spegepølsen

Noah har reageret ganske udramatisk på ændringen, lige med undtagelse af en aften for en uge siden, hvor han gik sulten og grædende i seng, fordi han ikke kunne lide boller i karry med ris, som var på bordet den aften

»Det er grænseoverskridende at sende et barn sultent i seng, det gjorde lidt ondt,« siger Karina Wærum Dar. 

Joan Preisler nikker og siger: »Dannelsesrejser er aldrig sjove, for man bliver udfordret, det er en krise, og det ændrer en. Noah er i gang nu, og måske er I to også med på rejsen. Det er ikke sjovt, men man kommer stærkere ud på den anden side.«