Kommentar: Et hundeliv

Hvad gør man, når husets labrador begynder at snerre af en rød natkjole? Hvorfor være åben og lukke hundekærligheden ind, når den bare forsvinder? For bør alt det smukke i ens liv ikke vare for evigt? Kan det passe, at noget er til låns i et kort øjeblik? Man mødes og kysser hinanden i en stund for så bare at skilles senere.

»Jeg tror altså ikke, at hunden kan lide din natkjole,« siger manden til mig.
Jeg er iført et rødt, psykedelisk nat-arrangement og har en knurrende hund lige i snotten.
Jamen, hvad sker der? Af med dragten!

I løbet af de næste to måneder flipper hunden mere og mere ud overfor mig – og kun mig. Jeg er slet ikke tryg ved ham og sover på sofaen uden manden og den evigt snerrende hund, som om vi har krise i parforholdet.
Kan hunden ikke klare min stemme? Beskytter han farmands aften-tv-småkager? Kan han måske ikke se eller høre så godt? Er det noget fra hans tid som overset hvalp? Og ender jeg med 14 Frankenstein-sting med sort kinatråd i ansigtet?

Hunden kom ind i vores liv for to år siden. Vi havde lige mistet vores dansk-svenske gårdhund, Rafi, efter ni år. Alt blev stille i huset. Og ja, man kan godt tude i bruseren! »Vi skal have hjertelyd i huset igen,« sagde jeg til manden. Vi har plads og tid og optimale landlige rammer.

Ikke så meget at overveje i den sammenhæng, så vi drog af sted til et dyreinternat og fandt hunden. En seks måneder gammel brun »næsten« Labrador-han med store ører og os som tredje ejer i løbet af hans korte liv.

Han udviklede sig til en smuk hund. Sang vidunderlige hundesange til os fra sofaen, sov i arm og slog en prut, når han stod oprejst og kiggede ud af vinduet. Men hans jagtinstinkt var stort - alt for stort. Han kunne være væk i flere timer over mark og land og komme hjem med hørmende pels.

To år senere, da den bliver ved med at snerre af mig og min natkjole, beslutter vi i samråd med vores dyrlæge at aflive hunden. Manden kører den grimme tur, han er jo trods alt gammel soldat, tænker jeg og videregiver den grusomme opgave. Han er hel ødelagt efter turen og må have en kaffepunch. Jeg er skamfuld men lettet. »Hvis det ikke var for dig, kunne hunden og jeg fint have levet sammen,« siger manden.

Jeg bakker stille ud af rummet, for her skal der ikke siges mere, han er ramt af en sømpistol i hjertet.

Igen er huset så stille. Jeg tænker på det korte hundeliv. Hvem har givet mig magten over liv og død? Jeg ser andres hunde på gaden og inde i andres biler. Hundespor i jorden. Jeg går med bøjet hoved; for jeg er hundemorder. Og nu skal vi aldrig have hund her mere igen, vel?

Hvorfor være åben og lukke hundekærligheden ind, når den bare forsvinder? For bør alt det smukke i ens liv ikke vare for evigt? Kan det passe, at noget er til låns i et kort øjeblik? Man mødes og kysser hinanden i en stund for så bare at skilles senere.
Den røde natkjole ryger i skraldespanden. Men min hundeforsikring bliver ikke opsagt.

Fire måneder efter taler universet til os og giver os en fin lille Cavalier King Charles-tæve via min fætter. En byhund der nu efter et par måneder har fundet sin indre bonderøv her hos os. Med halm i pelsen og mælkebøttefrø på snuden.
Nu er der hjertelyd i hjemmet igen!

Læs mere om