Køb af vaskemaskine: Her er 5 ting, du skal vide

Hold øje med vaskeevne, restfugtighed og støjniveauet, når du skal købe ny vaskemaskine. Samvirke guider dig til, hvad du skal holde øje med, før du beslutter dig

1. Restfugtighed er vigtigere end centrifugeringshastighed

Den hurtigste centrifugeringshastighed er ikke nødvendigvis den bedste. 1200 omdrejninger kan centrifugere tøjet lige så fri for fugt som 1600 omdrejninger, da maskinerne med det højeste omdrejningstal sjældent centrifugerer på fuld hastighed ret længe.

Lavere hastighed er også mere skånsomt for tøjet. Gå i stedet efter restfugtighed. Bogstaver angiver mængden af fugt i tøjet, når du tager det ud af maskinen. A er bedst, G er til de maskiner, hvor restfugtigheden i tøjet er størst. 

2. Tjek støjniveauet

Støjniveauet er angivet på energimærket. Husk at støj fordobles, hver gang lydniveauet stiger 3 dB. Dobbelt så højt lydniveau i forhold til 40 dB er altså 43 dB og ikke 80 dB.

Vent lidt med at købe - hvis du kan

Fra 1. marts 2021 skal alle nye vaskemaskiner i EU have:

  •   Øko-program, der bruger mindre vand og energi end et standardprogram.
  •   Program til optimal vask og senere tørring i tumbler.
  •   Mindre forbrug af el i slukket og standby-tilstand.
  •   Mulighed for at købe og udskifte reservedele i mindst 10 år.
  •   Den nye EU-forordning betyder også, at vaskemaskinen nemmere end i dag skal kunne skilles ad, repareres og genbruges. 

3. Det bedste energimærke er billigst i drift

Mange plusser giver minus på elregningen – næsten i hvert fald.
En vaskemaskine, der har energimærket A+++ bruger strøm for 350 kr., om året ved et gennemsnitsforbrug. Har vaskemaskinen A-mærket, bruger den 530 kr., i strøm hvert år. Selvom vaskemaskinen med det bedste energimærke er lidt dyrere, vil besparelsen nemt tjene sig hjem
i vaskemaskinens levetid.

4. Programmer skal passe til dine behov

Sørg for at vælge en vaskemaskine med programmer, der passer til dit behov. Langt de fleste danskere vasker tøj, der ikke er særligt beskidt. Et kort program på måske 20 min., kan være en hjælp, hvis tøjet bare skal friskes op. Andre maskiner har et allergiprogram, der er godt til eksempelvis vask af sengetøj.

5. Tromlestørrelse skal passe til din familie

Vaskemaskiner findes typisk med tromler, der kan klare 5,7, 8 eller helt op til 12 kilo vasketøj ad gangen. Kiloangivelsen passer til et standardprogram til almindelig bomuldsvask. Andre programmer kan have lavere kapacitet. Vaskemaskiner vasker mest rent, hvis du fylder op til programmets maksimumkapacitet, så vælg en tromlestørrelse, der passer til dig og din familie.

Skal man udskifte vaskemaskinen til en mere energivenlig model?

Langt hovedparten af en vaskemaskines belastning af miljøet og klimaet sker ved brug. Fremstilling af maskinen udgør kun en mindre del af miljø- og klimabelastning i den samlede levetid, men spar på naturressourcer som metal ved først at skifte maskinen, når den er udtjent. Står valget mellem reparation og udskiftning af maskinen, er det først en samlet gevinst for miljø og klima at købe nyt, hvis du kan gå mindst 2 energiklasser op.

På energimærket på en vaskemaskine kan du finde mange nyttige informationer om for eksempel vaskeevne og restfugtighd

Læs mere om