Kan man være andet end hankøn eller hunkøn?

Drenge går i blå bukser og leger med biler, og piger har lyserøde kjoler og leger med dukker. Sådan lyder et par karikerede normer, som vi forbinder med køn. Selvom normerne har flyttet sig, synes vi stadigvæk, at en masse ting som farver, tøj, egenskaber, interesser passer bedre til det ene end det andet køn. De normer gør det svært for mennesker, der ikke ser sig selv som hankøn eller hunkøn, men måske har en kønsidentitet midt imellem. Flere og flere af dem står frem, fortæller Alex L. Delamare, der er  projektleder og tovholder for LGBT+ Danmarks transpolitiske arbejde og selv er nonbinær transperson:

»Vi taler om køn på en ny måde. Inden for de seneste 5 år er der begyndt at komme stemmer fra folk, der ikke føler sig 100 procent som mænd eller som kvinder. Derfor er vi begyndt at udvikle ord for, at køn kan være noget andet end det, der sidder i skridtet, og det, vi er opdragede med.«

Men selvom flere nonbinære står frem, kan betegnelsen stadig være svær at forstå. For hvordan kan man føle sig som noget andet end en dreng eller en pige?

»Vi må stole på de nonbinære. Det er selvfølgelig svært at forstå, hvad det vil sige at være nonbinær, hvis du selv aldrig har følt dig som eller mødt nogen, der er andet end mand eller kvinde, men vi skal stole på den erfaring, folk har haft med deres krop. Vi skal ikke sige, at det ikke kan være på en bestemt måde, men i stedet stole på, hvordan andre oplever deres køn.«

At vi kan have en samtale om køn, gør ikke med et fingerknips livet nemmere for de nonbinære. Rigtigt mange nonbinære møder stadig alt fra uforstående omgivelser til folk, der råber efter dem på gaden:

»Når man udfordrer normerne, kan det have store konsekvenser. Især for personer, der bliver »læst« som drenge og mænd. Piger kan lidt nemmere have kort hår, gå i jeans, have en hoodie og kasket på uden at blive læst som andet end en tomboy eller en, der har vaskedag og bare hevet resterne frem fra bagest i skabet. Læses man som dreng oplever man hurtigere øgenavne, tilråb og omgivelsernes sanktioner, bare de har neglelak eller en T-shirt på, der er længere, end de kønnede normer tillader,« siger Alex L. Delamare og fortæller, at det langtfra er alle nonbinære, der vælger at klæde sig på en måde, der ikke flugter med flertallets måde. 
 
Det er nok bare en fase. Alex L. Delamare fortæller, at nonbinære oplever andres fordomme, når de fortæller, at de er nonbinære. Måske får de at vide, at det nok er en fase, at de er psykisk syge, eller også bliver de afkrævet svar om deres fysik eller deres seksuelle præferencer.

»Rigtigt mange nonbinære oplever heldigvis, at omgivelserne er nysgerrige og gerne vil høre til kønsidentitet, men som nonbinær afkræves man tit svar på store sandheder. Vi deler gerne, for vi vil gerne hjælpe andre til at forstå, hvem vi er.«
Men kønsidentiteten er ikke det hele.

»Masser af nonbinære har et godt liv. Et skønt liv. Nogle gange kommer vi til at skære alting så skarpt, at nonbinære kun er én slags eller opfører sig på én måde. Vi kan også være sådan nogle, der studerer, arbejder som buschauffør eller elsker at sove længe. Nonbinære er ligesom alle andre. At være nonbinær er kun en brøkdel af et helt menneske,« siger Alex L. Delamare.

»De kasser, vi putter hinanden i, er meget trange«

Luka John Lübbers, 22 år, læser language og international studies, Aalborg, nonbinær:

»Jeg antager ikke noget om nogen. Det er enormt hæmmende for at forstå andre, hvis man altid tror, at man ved en masse om dem på forhånd, hvis de har et bestemt navn, kommer fra en landsdel eller siger, hvem de forelsker sig i. Jeg forestiller mig bare folk som et blankt stykke papir. De kasser, vi putter hinanden i, er meget trange. Det vil gavne alle, hvis vi satte hinanden fri, for køn ér flydende. Jeg benægter ikke, at der findes biologiske køn, men det er bare kasser, vi er tildelt. Jeg passer ikke ind i dem, og du skal bare tage en ny kasse, hvis du ikke kan lide den, du er blevet tildelt ved fødslen.

Hele samfundet har en forestilling om at der kun findes to køn. I børnehaven var alting delt op i farver, og vi legede prinsesser og riddere. Børn ser jo hurtigt, at nogle roller mest er til drenge, og andre er tiltænkt piger. Dengang tænkte jeg meget over, at det tit føltes som en maske, man skulle tage på, og jeg tænkte også, om de andre børn havde det på samme måde. Jeg tænkte ikke, at jeg var nonbinær, men jeg følte ikke, at der var den rigtige plads til mig. I skolen bad jeg hurtigt om, at jeg måtte klæde om alene efter idræt. Jeg følte ikke, at min krop og mig passede sammen, så jeg ville ikke have, at mine klassekammerater skulle se den. 
Det var først, da jeg som 19-årig meldte mig som frivillig til en sommerlejr for unge LGBT’er, at jeg opdagede, at der er noget, der hedder nonbinær. Jeg rystede helt indeni af glæde.

I hverdagen er der masser af forhindringer. Jeg har ikke brugt et offentligt toilet i flere år, da jeg ikke har lyst til at høre på folks kommentarer. Jeg føler mig heller ikke altid inkluderet i gruppearbejde. Jeg planlægger altid sociale aktiviteter som for eksempel en tur på bar efter, om de har toiletter, der ikke er kønsopdelte.
Jeg har en drøm om at få en top op-operation, som vil fjerne det, der kan identificere, hvilket køn man er tildelt ved fødslen. Lige nu er det svært for mig at finde badetøj, der passer. Jeg vil gerne have noget neutralt, så jeg kan være den, jeg er, og se ud som jeg altid har set ud for mig selv, når jeg lukker øjnene.«

»Det var ikke rart at blive kaldt ‘en af drengene’«

Atlas Fruergård Poulsen, 21 år, historiestuderende, Allerød, identificerer sig som gender fluid:

»Da jeg var 18 år, skiftede jeg navn til Atlas. Det var, som om noget klikkede i mig, når folk brugte mit gamle navn. Jeg kunne også mærke en konflikt, når jeg var til fest, og folk sagde, at »du er da en af drengene« – for var jeg det? Det var ikke mig, men jeg havde ikke ord for, hvorfor jeg havde det sådan. Når når folk brugte mit døde navn eller kaldte mig dreng, følte jeg en form for apati. Det var først, da jeg kom i kontakt med andre unge, jeg fandt ud af, at min indre konflikt skyldtes, at navnet ikke passede på min kønsidentitet.

Jeg ser mig selv som gender fluid. På en skala fra dreng til pige føler jeg mig nogle gange tættest på dreng, andre gange tættest på pige. Det ligger ikke hundrede procent fast.

Mine venner har accepteret, at jeg er nonbinær. Mine forældre har jeg ikke haft kontakt til i 2 år. Da jeg fortalte dem, at jeg hverken så mig selv som helt dreng eller helt pige, mente de, at det nok bare var en fase, at det ville gå over. Og jeg fik at vide, at jeg måtte skjule det, hvis jeg ville bo hjemme.

Jeg bliver nogle gange spurgt: »Ja, men er du rigtigt en mand eller kvinde«. Det spørgsmål er bare ikke så enkelt at svare på. Verden er mere nuanceret end en biologitime i folkeskolen. Jeg vil gerne stå frem, så andre kan se på mig og vide, at de ikke er alene i verden. At man ikke skal være usikker. Man kan sagtens være nonbinær. Man skal være den, man er.

Man må gerne sige »du« til mig, når vi taler sammen, men når man taler om mig, bliver jeg glad, hvis folk bruger »de« og »dem«. Egentlig kan jeg være ligeglad, for jeg er ikke til stede, men jeg synes, man viser stor respekt, hvis man bruger kønsneutrale ord. Jeg plejer at bruge det her eksempel, hvor man forestiller sig, at to mennesker taler sammen til en fest: »Hvor er Atlas? De gik ud for at tale i telefon. Deres ven ringede.« Jeg er ret tålmodig og ikke særligt snerpet. Det skal nok gå, så længe du har en god intention.

Jeg drømmer om at skrive en historiebog set fra LGBT-personers synsvinkel. Folk, der er anderledes, har altid eksisteret og også haft en indflydelse på historien. Det bliver bare glemt.«

»Nu er jeg på plads i mit liv«

Sølve Storm Falkenberg, 29 år, psykolog, København, identificerer sig som nonbinær:

»I mine teenageår spurgte jeg selv en fra klassen: »Er du egentlig dreng eller pige«. Det er nok en af de ting, jeg er mest ked af, jeg har gjort. For det behøver man ikke stå til regnskab for over for andre. Måske dækkede det over min egen usikkerhed om, hvem jeg var. I dag er jeg heldigvis blevet meget klogere.

Jeg har haft et turbulent liv, og undervejs i mit liv har jeg skullet opfinde mig selv flere gange. Der har ikke været mange forbilleder, jeg kunne se op til. En dag faldt jeg over et afsnit af tv-serien Greys hvide verden, hvor en person omtalte sig selv som hverken mand eller kvinde. Pludselig var der noget, jeg kunne genkende i alle de ting, vi alle sammen ser, men som er ret snævre måder at leve på. Helt fra Biblen taler man om, at der findes mænd eller kvinder – og i tv-serier er der mænd og kvinder, der lever med mande- og kvinderoller.

Lige siden jeg var lille, har jeg villet have kort hår. Det er gået op for mig, hvor mange koder samfundet har om vores udseende. Er man korthåret som kvinde, må man være lesbisk. Og langhårede mænd er feminine. Eller sådan så man på dem i mange år. Men mænd var langhårede, lige indtil vi fik maskiner. Så var det ikke praktisk, nærmest farligt, med langt hår på arbejdspladsen. De fordomme er her hele tiden: Jeg er fra Vestegnen, så folk gætter på, at jeg er mere »hårdtslående« – nogle ser mig og tænker, at jeg må være lesbisk eller elske at dominere mænd. Det er ikke rigtigt.

Da jeg begyndte at se mig selv som nonbinær, kunne jeg mærke en tryghed brede sig i mig. Det har taget tid at vokse ind i betegnelsen, men jeg er begyndt at føle en tryghed ved mig og have en stor kærlighed til mig selv. Det er en kønseufori, og jeg er på plads i mit liv. Jeg har en stor selvkærlighed og selvrespekt. Nu er jeg den, jeg er – og jeg holder ikke noget af mig selv tilbage. Det er der ikke grund til. Vi skal væk fra at være optaget af de biologiske køn og i stedet have frisind sammen. Frisind er vejen til noget stort!

Om 10 år arbejder jeg forhåbentlig endnu mere med unge queerpersoner og deres sundhed og trivsel. Jeg vil give dem ro til at finde sig selv og andre mennesker, der passer til det bogstav, du identificerer dig som i miljøet af LGBT+. Og så har jeg forhåbentlig erhvervet mig et par katte mere.«