Maren Uthaug, 49 år, forfatter og illustrator, København. Hun har skrevet romanen En lykkelig slutning, der handler om syv generationer af bedemænd og dødens mange afskygninger.
»Alle ritualerne, man bliver slæbt igennem til en begravelse, giver ikke mening for mig. Det slog mig efter et år, hvor jeg oplevede 7 begravelser – inklusive min egen mors. Jeg følte, jeg deltog i et skuespil, hvor jeg havde glemt handlingen og mine replikker. Er det nu, jeg skal bære kisten ud? Er det nu, jeg skal sige noget? Jeg kom hele tiden til at grine af det, fordi jeg syntes, det var så fjollet midt i alt det triste. Det gav mig ikke nogen forløsning eller trøst. I en tid, hvor mange som jeg ikke er troende, synes jeg, der mangler nogle ritualer, der er lige så højstemte som det, kirken kan tilbyde.
Jeg har overvejet, hvad jeg selv kan gøre, når jeg dør, for at gøre det personligt. Det ville jo være fint af mig at give mine børn en manual, nu hvor jeg ikke er medlem af folkekirken. For min skyld kunne man bare tage min krop og give den til videnskaben, men fordi jeg ved, hvordan jeg selv havde det, da mine forældre døde, vil jeg gerne give mine efterladte en mulighed for at tage ordentligt afsked. Det må gerne være festligt med nogle fustager øl og noget god hvidvin. Jeg synes også, min kiste skal være der, så jeg kan være med.
For 200 år siden lå den døde på bordet i stuen i en uge, så folk kunne komme forbi og tage afsked og drikke en skål med den, der var gået bort. Samtidig var hele landsbyen involveret i begravelsen. Nogle gravede hullet, nogle gjorde liget klar, og nogle lavede mad. Der må have ligget en meget stor forløsning i fællesskabet, som vi ikke har på samme måde i dag, hvor bedemanden tager sig af det hele. Døden er blevet en meget mere privat sag, og jeg synes, vi har fået et anspændt forhold til den. Man må ikke længere have åbne kister i kirken, og vi pakker generelt det hele mere ind. Også vores følelser. For man bliver jo også vred og frustreret, når man mister, men vi lader, som om det hele er fint, og »det skal nok gå«,»han er et bedre sted nu« og alt sådan noget pis.
Jeg er ikke selv bange for at dø, for jeg tror bare, det er stilhed. Men jeg er åben over for forslag, og hvis Skt. Peter pludselig står foran mig, så er jeg da med på den.«