Kan man bage med olivenolie?
Jeg plejer at bruge smør i kager, når jeg bager. Margarine anser jeg for temmelig usundt.
Kan jeg erstatte smørret med en god olie, som både kan tåle høje temperaturer og ikke giver smag til kagen som olivenolie.
Hvad er omregningsfaktoren fra smør til margarine.
Nicoline Halkjær From, Roskilde
Svar fra Leif Skibsted
Smør indeholder mindst 80 procent mælkefedt og højst 16 procent vand, så hvis smør skal erstattes med en planteolie, skal man anvende 80 procent af de anførte mængder smør. Almindelig margarine indeholder nogenlunde de samme mængder fedt som smør.
Fedtprocenten fremgår af pakningen både for almindelig margarine og for de forskellige »lavfedt«margariner og blandingsprodukter af smør og planteolie, der er på markedet. Brug køkkenvægten, da fedtprocent er en vægtangivelse, og husk at supplere med vand.
Olie kan ikke erstatte smør eller margarine i wienerbrød eller i bagværk baseret på butterdej, fordi fedtstoffet her er med til at give den karakteristiske lagdelte struktur. I brød og skærekager kan olie eller flydende margarine derimod anvendes.
Man kan selv eksperimentere med smagen, i italiensk brød som foccacio er olivenoliesmagen vigtig, mere neutralt smagende er rapsolie, solsikkeolie eller tidselolie.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.