Interview: Pelle Hvenegaard om alt fra rollen som tv-vært til kampen mod barnløshed og om at vise verden, hvem han i virkeligheden er

Pelle Hvenegaard ligner stadig en drengerøv. Iført et par Fjällräven-bukser og en farvestrålende ternet skjorte med de fire øverste knapper stående åbent træder han ind ad døren på en café ved Christianshavns Kanal en onsdag morgen før jul. Et partisantørklæde dækker det meste af det afrikanske kontinent, som sammen med et lille rødt hjerte er tatoveret på hans næsten hårløse bryst. Det mørke hår og øreringen i venstre øre er dækket af en rød tophue. Han beder om cortado og en bolle med lys pålægschokolade, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvilket voksent menneske – hvilket seriøst voksent menneske – går på café og bestiller en bolle med pålægschokolade?

Sådan klæber fordommene sig til Pelle Hvenegaard. Han har været barnestjerne, skuespiller, iværksætter, redaktør og tilrettelægger, men de fleste vil nok først og fremmest kende ham som den drengede, kække vært fra ’Dagens mand’. Det er stadig det, folk oftest nævner, når han bliver genkendt på gaden. I TV 2-datingprogrammet i slut-00’erne trådte en singlemand ind i studiet, og 20 kvinder skulle vurdere, om han var en, de ville gå på date med. I specialudsendelser var rollerne byttet om, særlig opsigt vakte de programmer, hvor alle medvirkende var homoseksuelle mænd, og med tiden gik der blandt deltagerne sport i at afvise hinanden på den mest perfide måde. Nogle vil sige, at det var sådan, Gustav Salinas fik en tv-karriere, i hvert fald endte programmet ifølge Hvenegaard med at blive ”overfladisk og ukærligt” og med at smitte af på hans image i en grad, så selv hans nuværende kone var overbevist om, at han var lidt af en fissekarl inden deres første date for snart 15 år siden. 

Men på det seneste er det, som om der er sket noget. Pelle Hvenegaard er blevet forfatter og har udgivet to bøger stilet til sin adoptivdatter Ukhona. Han har hjulpet den congolesiske flygtning Alexandre Nsoni med at udgive hans første digtsamling til flotte anmeldelser i Politiken og Information. Og senest kunne man i efteråret møde ham i podcasten ’Fixerummet’ på Radio IIII, hvor han portrætterer de misbrugere, der frekventerer stofindtagelsesrummet H17 ved Mændenes Hjem i København.

Selv vil han sige, at intet er forandret. At det blot er begyndt at gå op for resten af verden, at han ikke er ”en overfladisk tosse”. Han vil også sige, at han egentlig er ligeglad med, hvad andre tænker, men han mærker, netop som han er ved at runde 50 år, at folk er begyndt at se anderledes på ham. Som da han for et par år siden var til en forfatteraften på Bornholm, og en ældre kvinde kom op til ham: 

”Tusind tak, og hvor er det bare rart at mærke dig,” sagde hun. ”For når jeg har set dig i fjernsynet, har jeg jo tænkt mit.”

Fra rig til på røven 

Om Pelle Hvenegaard tror de fleste også, at han efter en lang tv-karriere må have masser af penge på kontoen. Han har jo været på skærmen i mere end et årti, været chef på TV 2, og så er han kendt. De kendte er som regel rige, ikke? Bevares, Pelle Hvenegaard har da i perioder tjent mange penge, men han har også været god til at bruge dem, og omtrent på denne tid sidste år var han – for at sige det rent ud – på røven. I otte år havde han levet af sociale medier. Betalte samarbejder, den slags. Forinden havde han sagt farvel til tv for at lave en app, der kombinerede quiz med reklamer, men mod slutningen af 2016 blev han adoptivfar til ni måneder gamle Ukhona, og det var ikke foreneligt med at være iværksætter. 

”Jeg havde ikke kæmpet seks år for at blive forælder – mod barnløshed – for så ikke at være sammen med mit barn,” siger han, da vi har sat os på cafeen. 

I 2021 startede han sammen med sin kone Caroline en rejsepodcast, hvor de med sponsoraftaler kunne tjene penge på deres største passion: at rejse. Det gik godt i et par år, men så trak podcastens største sponsor sig. I mellemtiden var Caroline gået tilbage til skolebænken for at læse jura, og pludselig stod parret uden fast indtægt og med en kassekredit, der næsten var brugt op.

Australsk venlighed blev inspiration til nyt videoformat 

”Jeg plejer at sige, at jeg var på barsel i otte år,” fortæller Pelle Hvenegaard, ”men da vi gik ind i 2024, kunne jeg godt se, at o.k., nu bliver jeg nødt til at tjene nogle penge, hvis ikke vi skal ende med at gå fra hus og hjem. Det er mange år siden, jeg sidst har haft søvnløse nætter over økonomi – det er jeg jo blevet alt for gammel til – men jeg kunne bare se, at vi brugte flere penge, end vi tjente.”

Heldigvis havde Hvenegaard fået en idé. I Australien, på en af familiens rejser, var han blevet forbavset over, hvor åbne og hjælpsomme alle var. Folk hilste og ønskede ham en god dag, han fik komplimenter for sin påklædning, og var der brug for hjælp, ja, det manglede da bare. Da han kom hjem, så han med nye øjne på danskerne, der gik rundt og passede sig selv. Er vi blevet helt ligeglade med hinanden? tænkte han. 

Med skjult kamera ville Pelle Hvenegaard stage hverdagssituationer – en gammel mand, der ikke kan komme ned ad en trappe, en kvinde, hvis bil er gået i stå – og hylde den første, som hjælper dem. Den første video, hvor en ældre kvinde rejser en væltet cykel op og bliver overrasket af Pelle Hvenegaard med blomster og et diplom, optaget få meter fra cafeen, hvor vi sidder, lagde han på Instagram og TikTok i september 2023. I dag er den set næsten 400.000 gange, og selvom han understreger, at ’Den gode gerning’ først og fremmest handler om at gøre en positiv forskel, fik det ham til at tænke: Det må man da også kunne tjene nogle penge på.

Sponsoreret ferie, jetlag og arbejde i døgndrift

På den modsatte side af Christianshavns Kanal, fire uger senere, kommer Pelle Hvenegaard ud af opgangen til sin lejlighed med en bagvendt kasket på hovedet. Klokken er 11 om formiddagen en lørdag midt i januar, men mentalt befinder han sig stadig i Colombia, hvor han lige har været på tre ugers sponsoreret ferie med familien, og her er den fire om natten. Han landede i går eftermiddags og kørte så direkte til Jylland med sin datter for at hente deres hund, labradoodlen Choko, som var blevet passet.

Pelle Hvenegaard er et af den slags mennesker, der aldrig rigtig synes at blive ældre. Lidt af håret og en del af skægstubbene er blevet grå, der er kommet lidt rynker til omkring øjnene, men i det store hele ligner han sig selv på billeder fra for 10 år siden. Jetlag kan ingen dog løbe fra, og jeg kan se på ham, at han er træt. Men det nytter ikke noget. I dag skal vi til Herning for at optage ’Den gode gerning’ i Boxen, hvor de danske håndboldherrer i aften spiller VM på hjemmebane. Videoen skal udkomme allerede i morgen tidlig, så Pelle Hvenegaard får ingen søvn på vej hjem i bilen – der skal han redigere. Med på turen skal også filmfotograf René Gundesbøl, hans ven og kollega (de to mødte hinanden på tv-serien '2900 Happiness'), der er kameramand på projektet. 

Af Dansk Håndbold, der sponsorerer 'Den Gode Gerning' under VM, er de blevet lovet en kendt tidligere håndboldspiller (i deres mest sete video er Lukas Graham forklædt som en mand på krykker, der har tabt sin sko), men først her til morgen har de fået navnet at vide. De havde håbet på Bo Spellerberg, men i stedet har de fået en anden, ikke helt så berømt landsholdsspiller fra 90'erne. 

"Gad vide, om folk overhovedet kan genkende ham?"  spørger Pelle Hvenegaard.

"Ja, jeg aner ikke, hvordan han ser ud," siger René Gundesbøl, mens vi begiver os vestpå i et elektrificeret folkevognsrugbrød. 

"Jeg troede, du var en overfladisk tosse"

Med over 45.000 følgere og flere millioner visninger går ’Den gode gerning’ så godt, at Pelle Hvenegaard håber at kunne leve fast af det i 2025. På vej til Jylland fortæller han og René Gundesbøl, at de i de kommende uger har en række møder med større danske virksomheder, som har vist interesse i at sponsorere dem. De populære videoer hjalp Pelle Hvenegaard med at holde skruen i vandet i 2024 sammen med lidt mere influencerarbejde (bl.a. reklame for Lego og Quooker) og nye sponsorer til rejsepodcasten, mens han også fik færdigskrevet og udgivet sin anden bog, ’Kære Ukhona – Det her skal du vide, hvis jeg skulle dø i morgen’. Og så lavede han ’Fixerummet’ på Radio IIII, fordi hans kone ved siden af jurastudiet fik job som vikar i H17 og foreslog ham at lade misbrugerne fortælle deres historier. 

Inden han gik i gang, tilbragte han tre måneder i deltidspraktik i stofindtagelsesrummet for at lære stedet at kende, og for at folk skulle føle sig trygge ved at tale med ham. I det første afsnit af serien, der blev rost i Politiken for dens bevægende skildring af misbrugernes skæbner, møder vi Buster, der dulmer sin PTSD fra en voldelig barndom med en såkaldt speedball, en blanding af kokain og heroin. Og en side af Pelle Hvenegaard, som de færreste i offentligheden kender.

”Der er nok nogle, der har tænkt: Hvorfor fanden skal ham fra ’Dagens mand’ pludselig interviewe stofmisbrugere? Hvad ved han om det? På den måde er jeg nok blevet puttet lidt i en kasse pga. nogle af de ting, jeg har lavet tidligere i min karriere,” siger han, første gang vi taler sammen på Christianshavn.

”Da jeg udgav min første bog, var der også overraskende mange, der skrev og sagde: ’Jeg vil gerne starte med at sige undskyld. Jeg troede, du var en overfladisk tosse.’ Og det er da dejligt nok, selvom jeg jo hele tiden selv har vidst, at jeg både kan lave underholdning og ting med masser af dybde.” 

Pelle Hvenegaard har med andre ord ikke lavet ’Fixerummet’ for at bevise noget over for nogen. Det handler om noget helt andet, siger han og fortæller om en besked, han modtog fra en politibetjent, der havde hørt podcasten: 

”Jeg har været politibetjent i København i 40 år, og jeg har altid bare tænkt, at de var nogle skide junkier,” skrev betjenten. ”Men efter jeg har hørt ’Fixerummet’, har jeg fået et andet billede.”

Et fyldt Boxen og impro skuespil

Sidst på eftermiddagen i Herning er Boxen fuld af rød- og hvidklædte håndboldfans, som fordriver tiden inden aftenens kamp mod Italien med at drikke fadøl, spise burgere, købe merchandise og få malet dannebrog i ansigtet. Pelle Hvenegaard og René Gundesbøl er på vej ud iblandt dem for at lave location scouting, da der opstår et problem. Ved ankomsten er vi blevet mødt af en ansat i Dansk Håndbold, der fortæller, at den tidligere håndboldspiller, der skal medvirke i videoen, er på vej. 

”Han er med på den værste,” siger hun. 

Men kort tid efter er spilleren i røret. Han vil gerne vide, hvad der præcis skal ske, og Pelle Hvenegaard får telefonen stukket i hånden.

”Jeg har taget en hættetrøje og en paryk med til dig,” siger han og forklarer det koncept, som han og René Gundesbøl har udtænkt på vejen over: En mand i kørestol, altså håndboldspilleren i forklædning, triller op til en bar i fanzonen og bestiller fem store fadøl og en omgang forårsruller med nudler. Med hænderne fulde kan han ikke rulle tilbage til sin plads, og den første, der hjælper ham, bliver hyldet. Trumfen er, at håndboldspilleren pludselig skal rejse sig foran det intetanende ’offer’ og afsløre, at ja, det er mig, der spillede over 100 landskampe i 90’erne. 

”Han troede vist, at han bare skulle overrække nogle præmier,” siger Pelle Hvenegaard, da han har lagt på. 

Spilleren er åbenbart bekymret for, om kørestolen kan bære hans 112 kilo tunge håndboldkrop, og så vil han helst ikke have uglet sit hår af parykken, da han skal til et møde i en af hallens VIP-bokse bagefter. Pelle Hvenegaard har forsøgt at forsikre ham om, at det hele nok skal gå. Men ak. En halv time og en tur i pressebuffeten senere får vi at vide, at spillerens møde meget uventet er blevet fremrykket, så han desværre ikke kan medvirke alligevel. 

”Sikke en tøsedreng,” udbryder René Gundesbøl, der lige har været ude for at sætte GoPro-kameraer op i en af fanzonens ølboder. I stedet aftaler de, at Pelle Hvenegaard selv må sætte sig i kørestolen. Der er ikke andet for. 

”Dejligt, at man har lavet tv i 20 år,” siger han og trækker kasket og hættetrøje godt ned over hovedet.

Et par timer senere sidder Pelle Hvenegaard i passagersædet ved en ladestander i udkanten af Odense og venter på, at folkevognsrugbrødet suger strøm til resten af hjemturen. Han er i fuld gang med at klippe videoen med ægteparret Troels og Linda fra Egtved, der sprang til med det samme, da de så den stakkels mand i kørestolen med favnen fuld af fadøl og forårsruller. De blev en smule perplekse, da manden, der viste sig at være ham der fra tv, pludselig rejste sig op og overdængede dem med præmier: diplomer, blomster, landsholdstrøjer og trådløse højttalere. Optagelserne var overstået på et par minutter, men det går ikke altid så let. I en af de andre videoer for Dansk Håndbold, hvor en frivillig skulle vælte et stort rullebur fyldt med pap, måtte de starte forfra tre gange, før nogen kom og hjalp med at samle det op. 

”Videoerne får flere views, hvis der er nogle, som går forbi uden at hjælpe,” smiler Pelle Hvenegaard. Det er blevet mørkt udenfor, og efterhånden lyser trætheden ud af ham.

En vision om at gøre verden til et rarere sted 

”Men omvendt er det dejligt at se, når folk er hjælpsomme, og vi manipulerer ikke. Der var en enkelt gang oppe i Aalborg, hvor en kvinde nåede at rejse cyklen, vi havde væltet, inden vi var nået tilbage i bilen og tænde for kameraet – der gik vi altså over og væltede den igen.”

Enkelte gange har de fået henvendelser fra folk, som synes, at de udstiller de mennesker, der ikke hjælper, men dels er folks ansigter slørede, dels mener Pelle Hvenegaard, at de blot repræsenterer os alle sammen. Derudover får de kun positive tilbagemeldinger, siger han. Jeg spørger, om ikke man kunne indvende, at ’Den gode gerning’ er lidt noget følelsesporno, men til det svarer han:

”Jeg håber da, at vi rammer folks følelser. Det er et godt middel at bruge, og jeg har det lidt sådan: Whatever it takes. Jeg synes, vi har et godt budskab om, at verden ville blive et lidt rarere sted, hvis vi interesserede os mere for hinanden, og jeg kan jo se, at det virker – også for mig selv. Jeg er blevet mere opmærksom på at rejse en væltet cykel eller give en hånd, hvis nogen har brug for hjælp. Det forpligter selvfølgelig også, det, vi laver.”

Omkring midnat er vi tilbage i København. Det er akkurat lykkedes Pelle Hvenegaard at klippe indslaget færdig, så han kan komme hjem og putte sin niårige datter, der har ringet på vejen hjem, fordi hun savner ham. Så heldig er René Gundesbøl ikke. Han ender med at sidde oppe til klokken seks om morgenen, før han er færdig med at finpudse optagelserne. 

”Jeg håber, du husker at skrive om den dampende lort, Pelle har lagt på mit skrivebord!” råber han, da vi siger farvel.

Efter en dag som i dag, hvor Pelle Hvenegaard har været på farten i 12 timer med galopperende jetlag for at producere en halvandet minut lang TikTok-video, kan han godt komme til at tænke: ”Hold kæft, mand, jeg er snart 50 år, og jeg ligger og gøgler på skjult kamera.” Men så får han en besked fra en mor, der skriver, at hendes lille datter er begyndt at samle skrald op på gaden, fordi hun har set deres videoer, og så giver det hele mening. 

Problemer druknet i alkohol og sex

Det har det ikke altid gjort for den tidligere skuespiller, der blev katapulteret ind i offentlighedens søgelys som 12-årig. Hans mor havde læst ’Pelle Erobreren’, mens hun var gravid, og da han skulle navngives, stod valget mellem Lasse og Pelle. Da hun så i avisen, at de søgte skuespillere til en filmatisering med Bille August som instruktør, fik Pelle Hvenegaard lov til at tage til audition. Han havde blot spillet et enkelt teaterstykke på fritidshjemmet på Østerbro, da han fik rollen og pludselig stod dér over for Max von Sydow. Filmen vandt både Den Gyldne Palme i Cannes og en Oscar for bedste udenlandske film i 1988, og samme år blev Pelle Hvenegaard kåret til best young actor ved European Film Awards, den europæiske pendant til Oscar-uddelingen.

Hvad han ikke vidste dengang, var, at tidlig berømmelse kommer med en pris. Listen over barnestjerner, der er kommet galt af sted senere i livet, er lang. Alle kender historien om Britney Spears. Macaulay Culkin fra ’Alene hjemme’ sloges i mange år med alkohol- og stofmisbrug. Det gør Lindsay Lohan stadig. Og så er der dem, der slet ikke er her længere, som skuespillerne River Phoenix og Corey Haim for blot at nævne et par stykker. Ikke at Pelle Hvenegaard vil sammenligne sig selv én-til-én med dem. Men da ’Pelle Erobreren’ udkom, vidste alle pludselig, hvem han var – længe inden han selv vidste, hvem han gerne ville være.

”Jeg havde været noget, før jeg var klar til at være nogen, og da det så stoppede, var jeg pludselig endnu mindre end før. Det tomrum brugte jeg mange år på at forsøge at udfylde,” siger han et par dage efter turen til Herning, da vi mødes til frokost på Café Wilder på Christianshavn. 

I interviews har Pelle Hvenegaard flere gange fortalt om dengang, han overvejede at køre sin Cadillac ud over en skrænt i Los Angeles, netop som han i begyndelsen af sine tyvere var ved at sparke døren ind til Hollywood. Men det er ikke den eneste gang, han har overvejet at tage sit eget liv, blot den mest dramatiske. I mange år druknede han sine problemer i alkohol og sex og havde svært ved at knytte meningsfulde bånd til andre, fordi han dybest set ikke holdt af sig selv. Det var ensomt at stå på et diskoteksgulv i netundertrøje med en guldbajer i hånden og forsøge at drikke sig fra følelsen af, at han ikke var et vellykket menneske. Det hjalp at uddanne sig til journalist og få et fagligt fundament. Noget af den anerkendelse, han havde higet efter, kom også i form af en tv-pris og værtstjanser i bedste sendetid. Men indtil han blev far, manglede der stadig noget. 

Titlen som far blev redningen 

”Det er fandeme meningsfuldt at være noget for et andet menneske, der er 100 % afhængigt af dig. Jeg har aldrig været religiøs eller politisk engageret, og selvom jeg fandt mening i at skabe noget på tv, var det ikke det, der gjorde det for mig. Jeg tror, jeg vidste ret tidligt, at det ville blive min redning at blive far. Der er jo noget grundlæggende meningsfuldt i at være – og gøre – noget for andre, som jeg tror, alle kan genkende.” 

Tror du også, det har været medvirkende til, at du laver nogle andre ting arbejdsmæssigt i dag? 

”Jeg går ikke og ærgrer mig over, at jeg ikke har lavet flere meningsfulde ting tidligere i mit arbejdsliv. Der kan jo også være mening i at underholde og give folk noget at grine ad. Engang troede jeg, at jeg skulle ind på DR og lave public service, og jeg kunne måske godt have taget nogle lidt ’klogere’ valg udadtil for at beskytte mit image, men jeg havde ikke haft det lige så sjovt, og jeg var ikke selv blevet lige så klog. Men det har da nok spændt ben for mig i nogle sammenhænge, og derfor er jeg også glad for at få lov til at vise en anden side af mig selv i sådan noget som ’Fixerummet’. Det vil jeg gerne lave mere af. Men jeg fortryder ikke noget.”

En følelse af at være grundlykkelig

I dag, som han sidder på Café Wilder i lyserød sweatshirt med oprullede ærmer, så man kan se hans datters tegninger tatoveret på armene, siger Pelle Hvenegaard, at han er et grundlykkeligt menneske. Han er gift på 13. år og har Ukhona, og det er det, der betyder noget. Meget mere end de penge, han ikke har så mange af, og den nyligt vundne anerkendelse fra dem, der plejede at rynke på næsen. Men under overfladen gemmer sig stadig en mørk side, som han har måttet lære at leve med. Da han var i tyverne, hjalp en psykolog ham med at erkende, at han nok havde haft en depression i kølvandet på sit første ægteskab med filminstruktør Lotte Svendsen.

I dag, når de mørke tanker kommer, f.eks. når et projekt går i vasken, er han bedre i stand til at håndtere dem. Bl.a. er Pelle Hvenegaard begyndt at løbe. Han løber fra mørket, og det er bedre end at drikke det væk, som han siger.

”Førhen kunne det føles, som om jeg stod og stirrede ud over en skrænt, hvor der var flere hundrede meter ned. I dag er der en bund – som en trampolin – der gør, at jeg hurtigt kan komme op igen. Følelsen er ikke så grundlæggende, fordi den der altædende meningsløshed er forsvundet.”

Sidste gang, Pelle Hvenegaard kan huske at have stirret ud over skrænten, var sidste år, mens han arbejdede på sin bog. Da han havde besluttet sig for at skrive den, hakkede han løs på tastaturet, ”men uanset hvad jeg gjorde, blev det noget gevaldigt lort”. 

Så kom den gamle følelse af uduelighed snigende. Der var jo også et forlag, han havde lovet et manuskript, og det hele virkede uoverskueligt, indtil det lykkedes at finde formen: Bogen skulle være en liste med ting, hans datter skulle vide, hvis han blev kørt over af en bus i morgen. Pelle Hvenegaard er en mand, der sætter pris på det, han har. Han ved godt, at det nemt kunne være endt anderledes, som det er gjort for mange andre, der blev kendt for tidligt.

”Det var dyrekøbte lærepenge. Og jeg ville ikke ønske det for min datter eller min værste fjende, men det har også givet mig styrken til at leve det liv, jeg vil. Og så betyder det ikke så meget, hvad andre tænker om mig.” Pelle Hvenegaard fortæller, at han for nylig blev ringet op af et forældrepar. De fortalte, at deres 10-årige datter var blevet tilbudt en stor tv-rolle, men at de var meget i tvivl, om de skulle lade hende gøre det. Derfor havde de ringet for at få et godt råd.

”I kan få den korte version, og så kan vi tale lidt mere bagefter,” sagde Pelle Hvenegaard i telefonen. ”Ville I lade jeres datter sætte sig ind i et fly, hvis I vidste, at der var 50 % chance for, at det styrtede ned?”