Redaktionen anbefaler






ISH destillerer skallerne fra chilifrø for at tilføre deres alkoholfri gin den velkendte varme, man kender fra traditionel spiritus.
Hvis man som forbruger har fået øjnene op for de alkoholfri alternativer, så har man nok også lagt mærke til prisen. Det er nemlig helt normalt at betale samme pris eller i nogle tilfælde mere, hvis man går uden om de traditionelle alkoholbaserede drikkevarer og i stedet vælger en vin, færdigblandet drink eller øl uden procenter.
»Jeg forstår godt den umiddelbare undren over prisen,« siger Morten Sørensen, der er stifter af virksomheden ISH Spirits, som producerer alkoholfri drikkevarer.
Siden 2018 har den danske virksomhed blandt andet lavet gin, rom og tequila. Og selvom de færdige flaskers indhold er uden alkohol, så har produktet gennemgået samme proces som den traditionelle spiritus, men alkoholen skal til sidst tages fra.
»Vi har en opgave i at forklare forbrugerne, at når vi producerer alkoholfri vin og spiritus, er produktionsomkostningerne større, end de er i tilsvarende varianter med alkohol,« forklarer Morten Sørensen, der også er bestyrelsesmedlem i verdens første organisation for ikke-alkoholiske drikke, ANBA.
Den holdning deler Jacob Kocemba, grundlægger af Copenhagen Sparkling Tea, der laver boblende te uden eller med lav alkohol.
»Det tager tid at afalkoholisere et produkt, og så er det langt mere kompliceret at fremstille, da man skal have flere smagskomponenter i spil. Alkohol er jo en fantastisk byggesten for smag, og når man tager den ud, kræver det – i vores tilfælde – at vi bringer mange forskellige slags teer i spil for at skabe et interessant og komplekst produkt,« siger han.
Copenhagen Sparkling Tea serveres på nogle af Danmarks - og verdens - bedste restauranter som f.eks. Geranium, Alchemist og Jordnær.
Når Jacob Kocemba laver sparkling tea, er grundvinen byttet ud med den mere kostbare druemost, og når man samtidig har en mindre volumen i produktionen, påvirker det prisen i sidste ende.
»Når vi laver sparkling tea, anvender vi f.eks. druemost, og den er dobbelt så dyr som grundvin. Dertil kommer, at vi laver mindre batches, og så er holdbarheden kortere uden alkohol.«
Kilde: Bryggeriforeningen
Virksomheder, der laver alkoholfrie varer, slipper dog for at betale en ekstra afgift, der pålægges alkoholproducenter. I Danmark skal der nemlig betales afgift på øl, spiritus og vin. Tager man en helt almindelig 0,33 cl pilsner på 4,6%, vil afgiften lyde på 73,99 øre.
De alkoholfri alternativer er efterhånden til at få øje på i dagligvarebutikkerne. Lige nu fylder de omkring 3,5 procent af markedet, og i takt med den stigende interesse vil flere brands også konkurrere om pladsen.
»I den nærmeste fremtid vil vi se, hvordan markedet inden for de alkoholfrie alternativer fordeler sig efter discountbrands og mere eksklusive brands. På samme måde som alle andre etablerede kategorier i et supermarked. Derfor vil vi også støde på billigere alkoholfri brands, end vi gør i dag,« konkluderer Morten Sørensen.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10