Hvordan forholder det sig med kolesterol i skaldyr og rogn?

Nu har jeg hørt et eller andet sted, at fisk er godt rent kolesterolmæssigt, mens rogn og skaldyr og især torskelevertran er fyldt med »dårlig kolesterol« og mindst lige så slemt som fedt kød. Er det rigtigt?
?

Tak for jeres gode solide svar i Brevkassen, som jeg altid læser med interesse og lærer noget af. Jeg prøver at leve fornuftigt - følger stort set kostrådene. Jeg er meget glad for fisk og spiser det oftere end kød.

Men nu har jeg hørt et eller andet sted, at fisk er godt rent kolesterolmæssigt, mens rogn og skaldyr og især torskelevertran er fyldt med »dårlig kolesterol« og mindst lige så slemt som fedt kød.

Er det rigtigt?

Bodil Andersen, København

Svar fra Per Brændgaard

Den vigtigste grund til, at du ikke bør spise for meget torskelevertran, er det høje indhold af A-vitamin. Det er usundt at få for meget af det, da det blandt andet kan føre til knogleafkalkning. Torskelevertran har et ekstremt højt indhold af A-vitamin.

Rogn og skaldyr har et højt indhold af kolesterol. Men din krop producerer selv ret store mængder kolesterol hver dag i leveren. Hvis du spiser mere kolesterol, producerer kroppen selv tilsvarende mindre, så kolesteroltallet i blodet forbliver uændret. Det er kolesteroltallet i dit blod og ikke i din mad, der er afgørende for din sundhed. Rogn og skaldyr kan derfor sagtens være en del af sund, varieret mad. Men som med de fleste ting her i livet, så gælder det om at holde den gyldne middelvej.

Hvis du overdriver og spiser store mængder rogn og skaldyr, kan du overskride kroppens evne til at regulere kolesterolbalancen, så kolesteroltallet begynder at stige. Hvis du har forhøjet kolesteroltal, så kan det hjælpe at skære ned på spisningen af kolesterolrige madvarer. Men hvis dit kolesteroltal er normalt, så kan du sagtens spise en del rogn og skaldyr - og også æg, som er en anden, sund kolesterolbombe. Dit kolesteroltal afhænger mere af indholdet af fedtsyrer og kostfibre end fedt og kolesterol som sådan i din mad.

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.

Læs mere om