Hvilket fuldkornsbrød skal jeg vælge?

Fuldkorn er generelt godt, men vælg fuldkornsrugbrød, som er bedre for sundheden end andet brød, skriver Samvirkes ekspert

Brød med fuldkorn er sundt, men skal det være rigtig godt, skal det være fuldkornsrugbrød

?

 Er et 100-procents fuldkornshvedebrød lige så sundt som et 100-procents fuldkornsrugbrød?

Marianne Heinild

Svar fra Leif Skibsted

Fuldkornsbrød af både hvede og rug er sunde kostvalg på grund af højt indhold af kostfibre, B-vitaminer og mineraler. Rug indeholder op til dobbelt så mange kostfibre som hvede. Rugens kostfibre er mere vandbindende end hvedes kostfibre og forebygger forstoppelse, der er en udbredt skavank, når man lever af forarbejdede fødevarer.

Rug indeholder også mere af andre stoffer med positiv effekt på helbredet som lignaner, der i tyktarmen af bakterier omdannes til stoffer, der forebygger tarmkræft. Rug indeholder også mere alkylresorcinol end hvede, en plantephenol og samtidig antioxidant, der også synes at forebygge tarmkræft, der er en af de hyppigste kræftsygdomme i Danmark. Konklusionen er derfor klar: Fuldkornsrugbrød bør indgå i alles daglige kost. 

Leif Skibsted er professor emeritus ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Læs mere om