FOKUS
rejser
Tænk utraditionelt, når du opbevarer noget af stor værdi i dit hjem. Skuffer er alt for oplagt et gemmested, og tyvene roder dem med garanti igennem.
”Vi er vanemennesker, og mange af os gemmer penge og andre værdigenstande i skuffer og lignende, og det er nogle af de første steder, tyvene kigger,” fortæller Riccardo Krogh Pescatori, konsulent ved Forsikring og Pension.
Derfor er det vigtigt, at man tænker sig om, før man lægger pengene et sted, man selv mener er trygt og godt for at minimere udbyttet, hvis man en dag får besøg af tyven.
”Man skal huske, at tyvene er ofte under et tidspres, så hvis man gør det besværligt for tyven, at få fat i dine penge og værdier, så stresser tyven, og på den måde kan man minimere, tyvens udbytte,” forklarer Riccardo Krogh Pescatori.
Derfor bør man heller ikke bare lade sin bærbare computer står fremme, men gemme den under sengen eller under dynen. Ligesådan kan det være en fordel, at fastmontere en fladskærm til væggen.
Hvis man skal gemme sine penge, skal man altså finde et sted, som tyvene ikke umiddelbart tænker på, og som ikke er let at finde.
”Man kan eksempelvis gemme sine kontanter eller værdigenstande i en inderlomme i en jakke i et skab,” siger Riccardo Krogh Pescatori og fortsætter: ”Køkkengrej såsom bestik og lignende er heller ikke særligt attraktivt for tyve, så det er heller ikke et sted, de umiddelbart kigger, og derfor et godt sted, at gemme sine værdier”.
Den bedste løsning vil selvfølgelig helt at forhindre tyvene i at skaffe sig adgang til sit hjem, og kende sine forholdsregler, hvilket blandt andet er at sørge for, at ens hjem er udstyret med nogle gode låse.
”En anden rigtig god ting er, hvis man har mulighed for at skaffe sig en pengeboks, og opbevare sine værdier deri. Det er også stressende for tyven, især hvis det er en pengeboks, som sidder fast eller er muret ind i en væg. Det er isært godt, hvis man har mange dyre smykker, som man ikke har samme glæde ved, hvis man opbevarer dem i en bankboks,” siger Riccardo Krogh Pescatori.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10