Første skoledag for 7 hvalpe

Første dag i hundeskolen er et møde med klik, godbidder og leg. Samvirke er taget til hvalpetræning i Smørum vest for København.

Til enhver første skoledag hører et frikvarter. Bastian, Gabbi og Chili får brændt noget krudt af, inden timen går i gang igen.

Velkommen i hundeskolen

Syv hundehvalpe i forskellige former og pels er samlet på en græsplæne i Smørum. Hundene snuser og kigger forventningsfuldt rundt på hinanden, da de begiver sig over mod stedet, hvor hvalpetræningen foregår. 

I dag er første skoledag for Konrad, ­Gabbi, Aksel, Chili, Karla, Bastian og My, der er i alderen tre til fem måneder. De er alle i snor og for enden af snoren står deres motiverede ejer. Hundeinstruktør Aino Pedersen fortæller:

»Den første træningstime handler primært om at skabe kontakt mellem hund og ejer gennem forskellige øvelser. Først når hunden synes, at ejeren er den bedste i verden, er den i stand til at vælge alt det andet fra.« 

Den lille dværgpincher-blanding My og ejeren Tine Gadegaard bruger en miniopvaskebalje i stedet for en balje af normal størrelse, da hundene skal øve sig i at sætte forpoter på balje.

I sidste uge havde instruktøren de syv kursister til teoriaften hjemme hos sig selv – uden hvalpe.

På teoriaftenen hørte de om idéen bag klikkertræning, så de er godt rustet til den første ud af otte træningssessioner på den åbne græsplæne. 

Kort fortalt går klikkertræning ud på, at man ved et klik eller en anden tydelig lyd som for eksempel et kort »ja!« signalerer helt præcist, når hunden gør det, man vil have den til. Hunden får så derefter en godbid eller en trækkeleg med sit yndlingslegetøj. Hvis den gør noget uønsket, ignorerer man det, og hunden lærer på den måde, at dens adfærd har konsekvenser. Derfor er der større sandsynlighed for, at hunden vil gentage det, som gav godbidden. Og ikke gentage det, som den alligevel ikke fik noget ud af.

»Klik – godbid, klik – godbid, klik –godbid …« siger Aino Pedersen og fortsætter: »Inden de kom i dag, har kursisterne klikket og givet godbidder cirka ti gange. Så når hunden hører klikket, ved den, at der rimeligt hurtigt efter kommer noget godt.«

»Du må ikke kigge!«

Den fire måneder gamle Chili er i gang med at bide i en blå, flad kegle, der afmærker, hvor i træningscirklen hund og ejer skal være. Den blå plasticgenstand synes mere interessant for den engelske bulldog-blanding end den øvelse, som er i gang. 

Imens Chili bruger den flade kegle som bidelegetøj, undersøger den 15 uger gamle eurasier, Bastian, nysgerrigt en balje, som hans ejer Ole Bistrup har lagt ned på græsset. Men så bliver baljen fjernet igen, da Aino Pedersen beder kursisterne, der har lagt deres baljer ned på græsset allerede, om at tage dem op igen. De skal nemlig være en overraskelse.

»Du må ikke kigge!« siger Ole Bistrup til sin hund, efter han har gemt baljen bag ryggen, til stor morskab for de andre kursister og hans kone Lone Bistrup, der står bag ved ham. Men Bastian er godt klar over, hvor baljen er forsvundet hen, og han rykker sig om på siden af sin ejer, så han akkurat kan skimte den.

Tid til bajletræning

Baljerne bliver lagt på jorden, og Konrad på 16 uger kigger forvirret rundt og op på sin ejer, Christine Elmdam. Nu kommer Aino Pedersen forbi og giver tips til, hvordan hun skal få sin shih tzu-hvalp i gang med øvelsen. Og så går det hurtigt. Inden hundetræneren er videre til næste hund, står Konrad med forbenene oppe på baljen. Christine Elmdams ægtefælle, Kurt Elmdam, sidder i sin campingstol bagved og griner begejstret, mens Konrad nyder godbidden.

Det primære mål med denne øvelse er at lære hunden, at den både har forben og bagben. 

»Hunden er ikke bevidst om, at den har en bagkrop. Man kan sige, at hunden som udgangspunkt er forhjulstrukken. Baljeøvelsen skal hjælpe den til at blive firhjulstrukken. Senere skal hunden lære at sætte sig pænt ved siden af ejeren, og hvis den ikke har kontrol over sin bagpart, bliver det svært,« siger Aino Pedersen.

Som en sidegevinst lærer hunden, at det kan betale sig at prøve sig frem og være kreativ, når den skal løse en opgave, og ejeren lærer at se og belønne selv de mindste initiativer fra hundens side.

Et klik skal altid efterfølges af en belønning i form af noget, hunden gerne vil have – typisk en godbid eller for eksempel en sjov leg. Hvis man klikker forkert, skal man give hunden belønning alligevel, for hvis man undlader belønning efter klik, vil klikket miste sin værdi.

Hvalpen skal i starten anerkendes for alle de små forsøg, den gør, for at forstå, hvad baljen skal bruges til. Når hvalpen for eksempel kigger på baljen, klikker man og giver den umiddelbart efter en godbid. Nu forstår den, at den får noget godt ud af at kigge på baljen.

»Hunde gør kun noget for deres egen skyld. Det med, at man har en hund, som vil gøre alt for sit menneske, det er ikke rigtigt. Den lærer af sine erfaringer og gør kun det, der kan betale sig,« siger Aino Pedersen.

Ovre hos Chili og ejeren Mia Grøndhal har den lille, kraftigt byggede hunhund fået forbenene op på baljen, og både Chili og ejer synes begejstrede. Keglen er nu bare et uinteressant – og gennemtygget – objekt. 

Frikvarter

Halvvejs inde i lektionen er det tid til fri leg. Hvalpene spæner rundt, og Bastian og Gabbi, en engelsk springer spaniel på fem måneder, begiver sig ud i en leg, hvor hovedpointen synes at være, at Bastian hopper hen mod Gabbi, som til alles morskab lægger sig ned på ryggen i lynhurtige bevægelser og spiller død. Hun er hurtigt på benene igen og gentager så proceduren. Bastian får til sidst bidt lidt for meget i Gabbis brunsorte pels, og legen bliver stoppet. Han skal lige lære, hvor grænsen går.

Efter frikvarteret bliver der gennemgået endnu et par øvelser, men hundene er ved at være godt brugte. Til slut forlader de syv hunde og deres ejere græsplænen, og den ivrighed, hundene viste før timens start, er erstattet af en god del mathed.

»Når hundene kommer hjem fra træning, er de dødtrætte. De har ikke kun brugt deres muskler, men i høj grad også deres hjerne,« siger Aino Pedersen.

Læs mere om