Fodmassage der virker

Smid skoene og strømperne og gå med bare tær på stuegulvet, når du har fri eller på sand, når det er sommer. Når du alligevel tager fodbad, eller når fødderne føles trætte og stive, skal du unde dem en massage.

Tryk altid med tommelfingrene - og gnid foden med citron, når du tager fodbad inden fodmassagen.

Lad fødderne få luft

Tag skoene af, når du kommer hjem, så fødderne får luft og frihed. Gå rundt på bare tæer, det styrker og giver velvære. Gå en tur på bare fødder i sand, det giver afslapning og muskeltræning. Spred tæerne, når du ser tv

Fødderne har godt af træning og udstrækning, fordi det styrker muskler og bevægelighed. Det er en god ide at gå og løbe. Lav fodgymnastik foran computer og TV, vip med fødderne, krum og stræk dem, spred og saml tæerne. Du kan også massere fødderne på tennisbolde eller massagebolde af nubret gummi.

Gnid foden med citron

Giv dig selv eller din partner fodmassage, når I alligevel tager fodbad. Put en halv citron i et stort fad eller en balje med varmt vand. Gnid den anden del af citronen under fødderne og tag så fodbad. Det renser, afslapper og gør fødderne bløde. Tør forsigtigt fødderne i et blødt håndklæde.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Bevæg foden i cirkler

Tag en fod ad gangen, hold om ankelen og bevæg langsomt foden rundt i cirkler med den anden hånd. Gør det samme med hver tå. Træk en smule i tåen samtidig. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Stryg med lange bevægelser under og over foden

Læg din tommelfinger ind under foden og stryg den fra miden og ud. Brug lange strygende bevægelser.  Læg tommelfingrene oven på foden og masser med lange strygende bevægelser ud mod tæerne og op mod ankelen.

Tryk med tommelfingrene

Hold foden i dine hænder og tryk med tommelfingrene op og ned ad foden. Brug eventuelt creme eller olie, og undgå et få det ind mellem tæerne.

Ælt foden

Ælt fodens muskler godt igennem med rolige bevægelser. Trykket skal føles fast og rart. Masser indersiden, ydersiden, svangen og hele fodsålen fra tæerne og helt ud til hælen. 

Lad tommelfingrene krydse hinanden

Hold tommelfingrene på hver sin side af fodsålen. Lad dem glide mod hinanden og passere hinanden. Start øverst på foden og bevæg dig ned til hælen. Fold hænderne oven på foden med dine tommelfingre under foden. Vrid forsigtigt foden op og ned, så foden udspændes.

Retning mod hjertet

Lad fingerspidserne glide mellem de lange knogler på foden og med retning mod hjertet. Slut med at lade tommelfingrene glide fra ydersiden af ankelen og op ad underbenet og masser lægmuskelen.

Husk et glas vand

Husk at drikke et glas vand, når du er færdig med massage. Undlad massage, hvis du har høj feber, hævelser, udslæt, sår eller et nyt ar.