Fattigmandsfornøjelser: 10 måder at få eventyr på i hverdagen - helt gratis
Der skal ikke så meget til, før en kedelig onsdag bliver til en lille fest. Her er 10 sjove fattigmandsfornøjelser for børn og andre barnlige sjæle. De giver alle lidt feriefølelse eller eventyrstemning i børnehøjde.
Spindelvæv
Tag et garnnøgle og vikkel hele stuen ind. Leg edderkop ved at kravle over, under og gennem spindelvævet.
Stjernekaster
Stjernekastere koster få kroner per styk, men skaber en fest. Kommer du stjernekastere i kartoffelmosen bliver en trist onsdag hurtigt til en festlig aften. Hvis man vil skabe endnu mere feststemning, kan alle tage fint tøj på inden middagen, eller man kan skiftes til at udbringe en skål eller holde en lille tale.
Fodbad
Små fødder kan også nyde at komme i lunt vand. Man kan evt. komme sten ned i vandet eller plukke blomsterhoveder og lægge i vandet.
Jorden er giftig
Smid puder og tæpper ud på stuegulvet og placer stole og lignende i passende hoppeafstand. Nu gælder det om at komme rundt i stuen uden at røre ved det giftige stuegulv. Det er sjovt! Og kan leges fra 2 år til teenagesurheden indtræffer.
Hjemme bio
Se 2 film i træk eller lav et filmmaraton over en weekend, hvor I eksempelvis ser alle Harry Potter-filmene. Spis popcorn til og arranger jer med tæpper, puder, dyner og rare ting. Når man synder med masser af TV, skal man gøre det ordentligt.
Byg en hule
Alt bliver bare hyggeligere inde i en hule. Selv tandbørstning kan være en fornøjelse, når det er huletandbørstning. Du har brug for et par stole og 3 tæpper eller som her en madras, der står på højkant i en bue mellem en seng og en dragkiste med et tæppe over.
Temad
Mange børn mener af uransagelige årsager, at det er kedeligt at spise rester. Men hvis du serverer resterne som ”temad”, er det pludselig en hyggelig begivenhed at spise op fra i går. Server maden på sofabordet og på små tallerkner. Drik te til og se noget hyggeligt i fjernsynet.
Massage og musik
Giv massage og spil klassisk musik. Kom evt. potteplanter ned på gulvet, så man får massage i en urskov.
Øjeblikkelig ferie
Det tager 3 minutter at hænge en hængekøje op – og det føles som øjeblikkelig ferie at ligge i køjen. Du kan sagtens hænge køjen op i byen, der skal bare 2 træer til. Man kan få mange letvægtshængekøjer, der næsten ikke vejer og fylder, og som man kan tage med på tur.
Telt
Slå telt op i haven, i naboens have, i gården eller i en park. Et lille telt tager få minutter at slå op, men det er noget så hyggeligt at bruge 1 time i et telt. Lige som med huler kaster et telt et hyggeligt skær over de fleste aktiviteter.