Evakuering: Sådan forbereder du dig
Evakueringer er sjældne, men vær godt forberedt
Bliver dit hus eller ejendommen, hvor din lejlighed ligger, ramt af en brand, stormskader eller oversvømmelse, kan det være, at myndighederne vurderer, at du skal evakueres. En evakuering kan vare alt fra nogle timer, til brandmyndighederne har vurderet bygningen som tryg at opholde sig i, til flere dage, uger og måneder, hvis brand-, storm- eller vandskader skal udbedres.
»En evakuering sker altid pludseligt, og jeg har flere gange oplevet mennesker blive overrasket og kede af, at de ikke fik nogle vigtige ejendele med sig,« fortæller Dan Gjern Schneider, der er frivillig og underviser i Beredskabsforbundets Albertslund-Brøndbykreds og har medvirket til blandt andet evakueringer ved storbrande i København.
Forbered en taske med dine vigtigste ting
Dan Gjern Schneider anbefaler, at du pakker en lille taske, som kan stå ved din hoveddør. Så kan du tage tasken i hånden, hvis du skal forlade dit hjem i en fart.
I tasken bør du have:
- Livsnødvendig medicin. Typisk medicin, du har fået udskrevet på recept.
- Tøj til 1 dag
- Vigtige papirer (eller bare en kopi af dine vigtigste papirer)
- En USB-nøgle med vigtige dokumenter, billeder og indskannede papirer, som du vurderer, er vigtige at få med
Dine vigtige papirer kan du selvfølgelig gemme elektronisk hos tjenester som e-boks, Google Drev og iCloud.
Bliver du evakueret, så lås døren, når du forlader dit hjem. Så kommer andre ikke ind i en evakueret bolig og udsætter sig selv for fare.