Er det sundt at spise dåsemakrel hver dag?
Min søn spiser en dåse makrel i tomat på rugbrød hver dag til frokost og spiser almindeligt varieret til aftensmad. Er det sundt at spise så meget makrel i tomat?
Kirsten Wilhelm, Søborg
Svar fra Per Brændgaard
En dåse makrel om dagen er for meget. Nettovægten på en dåse makrel i tomat er typisk omkring 125 g, hvoraf cirka 80 g er makrel. Hvis din søn spiser en dåse hver dag, altså syv dåser om ugen, så spiser han derved i alt 560 g fisk om ugen. Voksne og store børn anbefales at spise 200-300 g fisk om ugen.
Det anbefales ikke at overskride det øvre loft på 300 g om ugen af hensyn til risikoen for at få for mange miljøgifte. Forskellige slags fisk og fiskeprodukter er desuden anbefalelsesværdigt. Det vil altså være godt, hvis din søn vænner sig til at spise andre former for pålæg end fisk, så han kommer ned på de anbefalede 200-300 g fisk om ugen. Og at han vænner sig til at spise andre slags fisk end makrel.
Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.