Opdrættet fisk bliver tjekket
I frostdisken kigger du måske nogle gange ned på en frossen fisk opdrættet i Thailand. Så kigger du væk og vælger en anden fisk – fra Danmark.
Det er der ikke nogen grund til. I hvert fald ikke, hvis det er, fordi du er bange for, at der er tvivlsomme rester af medicin i fisken. Der bliver nemlig taget prøver af den importerede fisk.
Helene Rugbjerg fra Fødevarestyrelsen er ekspert i brug af lægemidler til dyr og overvågning af rester i fødevarer, og hun er med til at lave undersøgelser af både importeret og dansk produceret opdrætsfisk.
”Vi finder vi af og til rester af lægemidler i fisk fra Sydøstasien. Men finder vi noget, så bliver fiskene sendt retur,” siger Helene Rugbjerg.
Et system i EU gør, at et land kommer under restriktioner, hvis man finder medicinrester i fisken. Efterfølgende bliver der foretaget skærpede undersøgelser af importeret fisk fra det pågældende land.
Ingen rester i norsk laks
Opdrættet norsk laks har før været kritiseret for at indeholde rester af stoffet diflubenzuron, som bruges til at bekæmpe lakselus. Det har Helene Rugbjerg dog ikke set spor af i de undersøgelser, Fødevarestyrelsen har foretaget.
Samtidig nævner hun, at man i Danmark stort set aldrig finder spor af medicinrester i opdrættet fisk.
”Uanset hvor fisken kommer fra, vil jeg sige, at det er sikkert at spise, hvis man køber det i danske butikker,” siger Helene Rugbjerg.