DIY: Små træskilte holder styr på dine spirer og planter

Nu er det tid til at så og plante i potter og bede. Med de her simple træpinde kan du holde styr på, hvad du har sat hvor

Det skal du bruge: 

Friske grene, f.eks æble- eller hasselgrene, grensaks, en skarp kniv, vandfast tusch.

 

Hvis du bruger grene, der er for tørre, får du svært ved at snitte i dem, derfor er det bedst at bruge de friske

Sådan gør du:

  • Klip nogle forholdsvis lige grene af, de må godt være ca. 8 mm i diameter. Hvis du har fået fat i en lang gren, klipper du den til i passende stykker. Hvis det er en lille potte, har du brug for en kortere pind, end hvis det er til en stor potte eller til et bed i haven.
  • Snit barken af og lidt ind i træet, pas på, du ikke kommer for langt ind i midten, så får du svært ved at skrive, da kernen er fugtig og blød. 
  • Vi lod grenen tørre natten over.
  • Nu er det tid til at skrive enten lodret eller vandret navnene på alle de frø, urter, planter og spirer, du har brug for at holde styr på.
Hånd tegner på træpind

Skriv med forskellige farver på dine træpinde, hvis du har brug for at opdele dine planter i grupper