Derfor skal du spise fisk
Hvorfor er det så vigtigt at spise fisk?
»Det er der flere grunde til. For det første indeholder fisk forskellige næringsstoffer, som kan være svære at få fra andre madvarer og som kroppen ikke selv kan producere – især D-vitamin og omega-3-fedtsyre. Begge er livsvigtige for os og vores helbred – både fysisk og psykisk.«
Hvad gør D-vitamin?
»D-vitamin er blandt andet styrkende for knoglerne, da det bevirker, at tarmene bedre kan optage kalken fra kosten, som så kan kanaliseres videre ud i kroppen.«
»Man har forsket meget i D-vitaminets virkning på menneskekroppen og man har opdaget, at vitaminet har mange andre funktioner end at styrke kalkoptaget. Man fandt ud af, at D-vitamin er vigtigt at indtage, når man har udbredte kroniske smerter i muskler og led som man ikke rigtig ved, hvad skyldes. D-vitamin påvirker også immunforsvaret, så hvis du har et svagt immunforsvar, kan det være tegn på D-vitamin-mangel.«
»Faktisk er mangel på D-vitamin også sat i forbindelse med en øget risiko for kræft, da vitaminet er vigtigt for den basale cellefunktion, så D-vitamin har mange roller i kroppen. Når det er sagt, så er det vigtigt at understrege, at D-vitamin ikke noget mirakkelmiddel og ikke kan kurere alt muligt, men det er et vigtigt vitamin.«
Hvad gør omega-3-fedtsyrer?
»Omega-3-fedtsyre ’smører’ nervetrådene i hjernen og det betyder helt konkret, at hjernen får lettere ved at overføre nervesignaler. Mangel på omega-3-fedtsyre er kædet sammen med bipolære forstyrrelser, som kort kan beskrives som humørmæssige svingninger mellem manisk og depressiv. Omega-3-fedtsyrerne har altså en stabiliserende indvikning på vores humør og mentale balance. I USA anbefaler man for eksempel patienter med forskellige psykiatriske problemer at indtage omega-3-fedtsyrer ud over deres almindelige kost.«
»Betændelse i led og gigtsmerter dæmpes også af omega-3-fedtsyren og lider man af det, bør man indtage ekstra mængder af omega-3, da man for at opnå en optimal behandling skal indtage så store mængder, at det vil være stort set umuligt at indtage via fisk.«
Men kan jeg ikke bare spise en vitaminpille?
»Jo det kan du i teorien godt, men pointen er så, at du oven på en vitaminpille stadig er nødt til at spise noget andet mad for at blive mæt. Fisk er fyldt med sundt fedt (umættet fedt), modsat for eksempel svinefedt, så når du spiser fiskefrikadeller i stedet for almindelige svinekødsfrikadeller, fylder du din krop med et sundt alternativ til det usunde fedt.«
»Det handler både om at indtage de nødvendige vitaminer og mineraler – og om at indtage mad, der er sundt. Men jo – får du ingen sollys, ingen fisk og ingen sunde olier, så er det en ret god ide at indtage omega-3-fedtsyre og D-vitamin via en pille.«