De flyvende læger - bierne leverer naturmedicin, der behandler mavesår og sklerose

På de danske hospitaler bruger man honning til at hele sår, og ude i verden hjælper bierne med til at behandle sklerose og mavesår

Honning heler sår 

Diarré, gigt, vandladningsproblemer, sklerose og ledbetændelse er blandt de lidelser, hvor biernes produkter menes at være gavnlige. I Danmark bruger man biens honning til behandling af svært helende sår, fordi honning har en bakteriedræbende effekt. Blandt andet på Videnscenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital i København er honning en del af behandlingen. Ifølge Finn Gottrup, professor og ekspert i sår fra Bispebjerg Hospital, er honningen effektiv. 

»Vi kan se effekten. For mig er der slet ingen tvivl om, at honning virker mod sår, der er gået infektion i,« siger han. 

Honning er det af biernes produkter, hvor virkningen er bedst dokumenteret. Honningen findes i bandager og geler, der netop bruges på patienter, der skal have hjælp til sårheling. 

Terapi med biprodukter kaldes apiterapi

Apiterapi kaldes den behandlingsform, hvor man også bruger biernes andre produkter til at behandle sygdomme. Det kan for eksempel være, når pollen, som vi kender som kilden til nys og røde øjne hos allergikere, sælges i helsekostbutikker som middel til at modvirke appetitmangel og som styrkende kosttilskud. Propolis er et andet af biernes produkter, der findes på hylderne i danske helsekostbutikker. Propolis er en harpikslignende masse, som bierne indsamler fra træer for at kunne tætne huller i bistadet. I helsekostbutikker sælges propolis som middel mod irritation i hals og svælg og som styrkende kosttilskud. 

Biernes medicinske ABC


Bigift – Anvendes mod smerter, ledproblemer og stimulerer immunforsvaret. Man kan enten opsamle giften eller få bien til at stikke patienten direkte. Begrænset videnskabelig dokumentation.

Gele Royal – Dronningebisaft. Gives til kvinder i overgangsalder og er god mod menstruationssmerter. Sælges i danske helsekostbutikker.

Honning – Indeholder bakteriedræbende enzymer, der virker helende på sår og infektioner.

Pollen – Rig på mineraler, fedtsyrer, proteiner og vitaminer og er biernes egen ernæringskilde. Sælges som kosttilskud i Danmark.

Propolis – Antibiotikalignende egenskaber. Sælges som kosttilskud i Danmark og som middel mod irritation i hals og svælg.

»Produkter som propolis og pollen har mange gode egenskaber, som man forsøger at dokumentere effekten af. I Danmark sælges det kun som helsekostprodukter, men flere lande bruger det som lægemiddel,« siger Asger Søgaard Jørgensen, der er tidligere konsulent i Danmarks Biavlerforening og præsident for Apimondia, som er en verdensorganisation af biavlere.     

Biernes gift er guf for huden

I Østeuropa kan man købe hudcremer, der indeholder bigift, fordi det menes at stimulere blodomløbet. Nogle steder provokerer man bien til at stikke en patient, fordi det stimulerer immunforsvaret, og andre bruger biens stik som akupunktur. Rusland og østeuropæiske lande er førende inden for forskning og anvendelse af biernes produkter som medicin.

»Brugen af apiterapi er baseret på erfaringer, og det er svært at dokumentere effekten ud fra lægevidenskabelige protokoller. Problemet med apiterapi er, at produkterne er svære at standardisere,« siger Asger Søgaard Jørgensen. 

Biernes produkter vil variere afhængigt af, hvor og hvordan bierne har levet. Og et godkendt lægemiddel skal være ens fra portion til portion. 

Biernes billige medicin er en fordel i ulande

Biernes produkter har været brugt som medicin gennem tusinder af år. I nyere tid er man begyndt at finde videnskabelige beviser for, at biernes produkter kan bruges i lægevidenskaben. 

»Efterhånden som man får problemer med antibiotikaresistens, begynder biernes produkter at vinde indpas, fordi man endnu ikke har oplevet resistens i forbindelse med apiterapi. Og det er en stor fordel,« siger Asger Søgaard Jørgensen. 

»En af fordelene er, at biprodukterne er meget billige, fordi det er naturprodukter. Det har stor betydning i ulande, hvor befolkningen ikke har adgang og råd til medicin. Her er det oplagt at udnytte biernes naturlige medicin,« siger Asger Søgaard Jørgensen, der tror på, at apiterapi har en fremtid – også i Danmark.  

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Det kan du selv bruge honning til derhjemme

  • I teen   –
    Honning lindrer halsirritation. Men de lindrende enzymer dør ved
    temperaturer over 40 grader. Så afkøl teen, inden honningen kommer i.
  • På skeen – En teskefuld honning direkte fra glasser lindrer også ondt i halsen.
  • På huden – Gnid en krystalliseret honning 
  • på huden, vask af og bliv dejlig blød.
  • På såret – Smør honning på dit sår. Det kan hjælpe til hurtigere heling.

Læs mere om