De arbejder med døden: Mød hospicesygeplejersken, den clairvoyante, krematoriebetjenten og forfatteren

Henning Bahn, 58 år, krematoriebetjent, Glostrup

»Der er ingen af os, der bryder sig om, når vi får en barnekiste ind. Når det sker, sørger vi for at få procedurerne kørt igennem i en fart. Folk skal være skrevet ud af CPR-registeret, før vi må kremere dem, så vi rykker hurtigt for at få papirerne i orden. Jeg har også oplevet at kremere folk, jeg kendte. Det var ikke særlig sjovt. Men ellers er jeg ikke som sådan følelsesmæssigt udfordret. Jeg tror, det handler om, hvilken psyke man har. Nogle kan klare det, og andre kan ikke. For mig er det noget med at acceptere naturens gang og så tage den professionelle maske på. Og selvfølgelig taler vi med hinanden, hvis der er noget, der har gjort ekstra indtryk.

Jeg kan godt blive lidt eftertænksom, hvis jeg kremerer en med et CPR-nummer, der ligner mit eget. Det minder mig om, at jeg ikke er udødelig. Men samtidig får det mig til at sætte ekstra pris på de små glæder i livet og ikke lade ligegyldige problemer fylde.

Nogle gange stiller de pårørende forskellige ting på kisten eller lægger gaver, som den afdøde skal have med. Det kan være alt fra sko, cerutter og bankoplader til breve og børnetegninger. Det er hyggeligt, synes jeg, og så står man og tænker lidt over, hvilket liv den afdøde har haft.

Engang blev jeg spurgt til et selskab, om det er rigtigt, at de døde rejser sig op, når de bliver brændt. Og det kan faktisk godt ske, at en arm eller et ben vipper op, når en sene bliver brændt over eller en knogle slipper sit fæste. Det er helt fint, at folk spørger. Vi vil gerne gøre det så lidt mystisk som muligt. Derfor laver vi også rundvisninger for f.eks. sygeplejersker og konfirmander.

Jeg er glad for mit job. Især når vi får respons fra taknemmelige pårørende i forbindelse med urnenedsættelser og bisættelser. Jeg har oplevet, at en familie bad om at få en urnenedsættelse udsat, indtil jeg kom hjem fra ferie. Det er lige så meget værd som månedslønnen.

Jeg er ikke selv bange for at dø. Jeg kan være ærgerlig over, at der vil være noget, jeg ikke når at opleve. Men bange, det er jeg ikke.«

Ann Meier, healer og clairvoyant, 49 år, Kolding

»Det er en fredfyldt oplevelse at være i kontakt med en afdød. De kommer med kærlighed, og det er den, de gerne vil formidle til dem, de søger kontakt med. Det er fantastisk at opleve, når jeg laver afdødekontakt i min klinik.

Jeg tror på, at vores sjæl repræsenterer den højeste energi - lyset, som er ubetinget kærlighed, og som er den tilstand, vi overgår til, når vi forlader det fysiske liv. Men nogle afdøde hænger fast i det fysiske liv – det er for mig dem, man kalder ånder. De kæmper ofte med uforløste tilstande, som afholder dem fra at gå ind i lyset. Derfor kan det være meget smertefyldt at kommunikere med dem, når jeg er på en husrensning hos folk, der oplever ubehagelige energier i deres hjem.

Nogle af ånderne har taget livet af sig selv, og mange har været udsat for fysisk eller psykisk vold og ydmygelse. Jeg mærker det som en trykken i brystet og kan få svært ved at trække vejret. Det kan være udtryk for en stor smerte eller sorg hos den afdøde, som betyder, at de ikke føler sig værdige til at gå ind i lyset og modtage den ubetingede kærlighed. Men når de har fået leveret deres historie og delt deres følelser, så slipper de som regel det fysiske liv.

Energier tiltrækker hinanden, og det er ikke tilfældigt, når folk oplever, at deres hus er hjemsøgt, tror jeg. For når jeg begynder at kommunikere med ånderne, oplever jeg altid, at det giver mening for beboerne i huset – at de kan relatere det til deres eget liv. For eksempel kan en af beboerne i huset have oplevet alkoholmisbrug i barndommen, som har betydning for personens relationer og selvbillede. Så vil ånden typisk også have drukket selv eller haft en forælder med et misbrug. Ved at fortælle om smerten kan ånden blive forløst og samtidig give beboerne nogle brugbare indsigter.

Alle har spirituelle sanser, men det er forskelligt, hvor meget vi er i kontakt med dem. Mange oplever, at sanserne vækkes, når de mister en nærtstående. De oplever, at den afdøde kommer fra den anden side og ser til dem og hjælper dem, hvis de har brug for det.« 

Maren Uthaug, 49 år, forfatter og illustrator, København. Hun har skrevet romanen En lykkelig slutning, der handler om syv generationer af bedemænd og dødens mange afskygninger.

»Alle ritualerne, man bliver slæbt igennem til en begravelse, giver ikke mening for mig. Det slog mig efter et år, hvor jeg oplevede 7 begravelser – inklusive min egen mors. Jeg følte, jeg deltog i et skuespil, hvor jeg havde glemt handlingen og mine replikker. Er det nu, jeg skal bære kisten ud? Er det nu, jeg skal sige noget? Jeg kom hele tiden til at grine af det, fordi jeg syntes, det var så fjollet midt i alt det triste. Det gav mig ikke nogen forløsning eller trøst. I en tid, hvor mange som jeg ikke er troende, synes jeg, der mangler nogle ritualer, der er lige så højstemte som det, kirken kan tilbyde.

Jeg har overvejet, hvad jeg selv kan gøre, når jeg dør, for at gøre det personligt. Det ville jo være fint af mig at give mine børn en manual, nu hvor jeg ikke er medlem af folkekirken. For min skyld kunne man bare tage min krop og give den til videnskaben, men fordi jeg ved, hvordan jeg selv havde det, da mine forældre døde, vil jeg gerne give mine efterladte en mulighed for at tage ordentligt afsked. Det må gerne være festligt med nogle fustager øl og noget god hvidvin. Jeg synes også, min kiste skal være der, så jeg kan være med.

For 200 år siden lå den døde på bordet i stuen i en uge, så folk kunne komme forbi og tage afsked og drikke en skål med den, der var gået bort. Samtidig var hele landsbyen involveret i begravelsen. Nogle gravede hullet, nogle gjorde liget klar, og nogle lavede mad. Der må have ligget en meget stor forløsning i fællesskabet, som vi ikke har på samme måde i dag, hvor bedemanden tager sig af det hele. Døden er blevet en meget mere privat sag, og jeg synes, vi har fået et anspændt forhold til den. Man må ikke længere have åbne kister i kirken, og vi pakker generelt det hele mere ind. Også vores følelser. For man bliver jo også vred og frustreret, når man mister, men vi lader, som om det hele er fint, og »det skal nok gå«,»han er et bedre sted nu« og alt sådan noget pis.

Jeg er ikke selv bange for at dø, for jeg tror bare, det er stilhed. Men jeg er åben over for forslag, og hvis Skt. Peter pludselig står foran mig, så er jeg da med på den.«

Jim Olsen, hospicesygeplejerske, 48 år, Roskilde

»Folk spørger mig nogle gange: »Er det ikke slemt, når patienterne er unge«. Og jo, det er det. De kan jo efterlade små børn og en partner, som de var i gang med at bygge et liv sammen med. Men det kan vække lige så mange tanker i mig, når det er en ældre person, der måske har haft den samme partner igennem 50-60 år. Det er jo halvdelen af deres eksistens og liv, de skal sige farvel til. Og sidder man tilbage som 80-årig enke eller enkemand, går man nok ikke lige ud og finder en ny livsledsager.

Selvom indlæggelsestiden i gennemsnit er 17 dage, kan vi nå at komme meget tæt på patienterne og de pårørende, så naturligvis kan jeg blive påvirket, når de dør. Men man skal tænke på, at vi er professionelle, og det er ikke mig, der mister – det er vigtigt at understrege. Samtidig må man huske på, at patienterne har været så plagede og invaliderede af deres sygdom, at døden ofte er en befrielse for dem. Der er mange patienter, der siger: »Nu kan jeg ikke mere. Nu må det have lov til at slutte.« Så har man det altså ikke godt.

Der kan gå dage, hvor der ikke er nogen, der dør, men vi oplever også dage med 3 og 4 dødsfald. Dér kan man godt blive sådan lidt »puha«. Vi kan også godt synes, at det hele bliver lidt industrielt i perioder, hvor der er meget stor udskiftning, og vi ikke når at få et personligt forhold til patienterne.

Jeg prøver at møde både patienter og pårørende på en måde, som jeg selv gerne vil mødes, når det bliver min tur. Ærlighed er vigtigt, synes jeg, og modet til at tale om tingene. Efterhånden har jeg så meget erfaring, så jeg kan fornemme, hvordan det bedst kan gribes an.  

Selv er jeg ikke bange for at dø. Jeg ved jo ikke, om jeg skal frygte noget, for der er ikke nogen, der er kommet tilbage fra den anden side og har fortalt om det. Men jeg kan være bange for, om vejen derhen kan blive for lidelsesfuld, fordi jeg lander i nogle hænder, som ikke formår at fornemme, hvordan jeg gerne vil have det.«