Da økologien blev født ...

I efteråret 2023 er det 30 år siden, at Coop første gang havde økologiske varer i tilbudsavisen. Det var her, de første økologiske varer fik det folkelige gennembrud - blandt andet oste fra Thise Mejeri. Herunder kan du læse artiklen om økologiens første spæde skridt på vej mod supermarkederne i 1979. Artiklen blev udgivet første gang i Samvirke i august 2017. 

I 1979 kørte en folkevogn fra FDB’s hovedkontor i Albertslund til det nyopstartede kollektiv Svanholm Gods i Hornsherred. I bilen sad to mænd. De var ulastelig klædt med slips og jakkesæt. I deres mapper lå plancher og papirer klar til fremlæggelse. 

De parkerede bilen i alléen, der fører op til godset Svanholm, og gik op til hovedbygningen, hvor de passerede diverse klapvogne, trækvogne og en hel del rod. Da de var gået gennem den hvælvede port ind til godsets gårdsplads, gik de til venstre, op ad trappen og ind i sydfløjen. De blev vist ind i Spejlsalen. På egetræsparketgulvet lå en stor gruppe mennesker på puder og madrasser. Stukken og de guldindfattede fyldningsdøre stod i skarp kontrast til de langhårede mennesker i islandske sweatre, der lå og sad på gulvet. 

De langhårede var til årsmøde i Jordbrugsstudiegruppen og ville gerne vide, hvordan de kunne afsætte deres grøntsager til Brugsen. De korthårede var indbudt til at forklare, hvad der skulle til for at levere alternativt producerede grøntsager til FDB – det daværende Coop.

Det gik hurtigt op for medstifter af Svanholm Poul Henrik Hedeboe, der havde inviteret de to fra FDB, at de ikke kunne sidde på puder. Han fremskaffede stole. Der var ingen overheadprojektor, så plancherne blev i mapperne, imens de fortalte om »leveringsdisciplin« og »aftalte mængder til aftalte tider«.

Jordbrugsstudiegruppen var dannet i 1975 og præget af tidsånden, medlemmerne ønskede et opgør med kapitalismen og dens produktions- og livsformer. Inden for gruppen opstod der hurtigt fraktioner, der ønskede hver deres alternative form for landbrug. Der var de socialistiske bønder, kvinder i landbruget, andelsbønder, biodynamikere, og så var der gruppen med interesse for biologisk dyrkning, de blev kaldt Sjællandsgruppen eller romantikerne. Det var af denne gruppe, LØJ, Landsorganisationen for Økologisk Landbrug, et par år senere udsprang.

FDB’s to udsendte i folkevognen var Niels-Juul Rytter Poulsen, afdelingschef for frugt og grønt i FDB, og Bent Callisen, sekretær i grøntsagsproducenternes forening NordGrønt. Efter mødet husker Niels-Juul Rytter Poulsen, at de fik et »meget solidt vegetarisk måltid«. Han kunne godt lide de unge, ambitiøse mennesker. Men grøntsagsdyrkerne fra Jordbrugsstudiegruppen var ikke professionelle nok. De ville ikke kunne møde den logistik og de krav om kapacitet, FDB havde. Desuden var der ikke noget klart koncept for produktionsformen.

»Vi ville forskrække dem. Vi præsenterede dem for kendsgerningerne,« siger Niels-Juul Rytter Poulsen her 37 år senere og fortsætter: »Man kan ikke være flippet, hvis man vil leve af at dyrke grøntsager. Men nogle af dem var meget seriøse og ville gerne leve af det.«

Poul Henrik Hedeboe fra Svanholm husker, at han følte en vis skuffelse efter mødet: 

»FDB sagde, at de måske var inter­esserede i vores grøntsager, men at vi ikke var professionelle nok. Det var ikke løgn. Men det undrede mig, at de ikke inviterede til et opfølgende møde.«

FDB og kemikalierne

Niels-Juul Rytter Poulsen havde været i FDB siden 1947 og oplevet, hvordan virksomheden siden 1960’erne havde haft beskyttelse af forbrugerne i højsædet. Folk fra FDB kørte rundt og kontrollerede producenterne og skrev såkaldte kemikaliejournaler. Og der blev taget stikprøver af de varer, der kom ind på FDB’s lager. Desuden havde man IP-producenter, der stod for integreret produktion, som var en produktionsmetode med nedsat brug af pesticider. IP-producenterne skulle også aflevere kemikaliejournaler med oplysning om brug af diverse gifte.

Dengang var der mere fokus på den rene vare frem for den rene jord.

»Der var ikke noget genialt i det med økologien. Det var naturligt for FDB at gå fra kemikalierapporterne til økologiske varer. Den store udfordring for os var, at man skulle kunne stole på, at det var økologiske varer,« forklarer Niels-Juul Rytter Poulsen.

Men Niels-Juul Rytter Poulsen oplevede ikke stor opbakning internt i FDB til at lancere giftfrie grøntsager, og også eksterne folk fra Landbohøjskolen var skeptiske. De mente ikke, at det kunne lade sig gøre at brødføde verden uden at bruge gift og gødning. Desuden gik den producentforening, som FDB havde taget initiativ til, NordGrønt, heller ikke ind for økologi og ville ikke have økologiproducenterne med.

Hobbylandbrug.

På Svanholm var der to grupper, der ville dyrke jorden. Gartnergruppen og Landbrugsgruppen. Gartnergruppen var allerede gået i gang med at dyrke grøntsager i 1979. Det var alternativt, hyggeligt og ikke særlig effektivt.

Landbrugsgruppen var derimod ledet af to landmandsuddannede. Poul Henrik Hedeboe og Bo Læssøe. De ville dyrke jorden professionelt, men uden gift. Efter mødet med FDB oprettede de et hold under Aftenskolen, hvor Bo Læssøe var underviser, og de andre fra Sjællandsgruppen deltog i kurset. Her diskuterede de, hvilke regler der skulle gælde for den danske miljøvenlige grøntsagsproduktion. De læste de engelske, tyske og svenske regelsæt og vedtog et sæt danske regler. De fokuserede på, hvad forbrugerne ville kunne forstå, og vedtog, at der ikke måtte bruges kunstgødning eller sprøjtes med plante- eller insektgift.

»Det skulle være umiddelbart til at forstå for alle. Uden hokuspokus,« siger Poul Henrik Hedeboe, der var hårdtarbejdende, men ikke altid populær.

»Der var mange drømmere, der ikke var realistiske på det tidspunkt. Jeg ville hardcore gøre noget, og jeg ville ikke have vores planer forurenet af urealistiske drømme. Jeg ville finde vejen til de almindelige mennesker,« siger Poul Henrik Hedeboe, der meget sigende ikke er med på det store fællesbillede, der hænger i spisesalen af de første folk på Svanholm. Han arbejdede i markerne og havde ikke tid til at stille op til fotografering, forklarer han. 

Det andet møde mellem FDB og Svanholm

Efter at aftenskoleholdet havde besluttet, hvad reglerne for dansk økologi skulle være, stiftede de sammen med andre, der var interesseret i giftfri dyrkning, Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) 7. marts 1981. Kort efter fik LØJ, Svanholm og en række andre gårde, der havde en form for alternativ dyrkning, en invitation til et møde med FDB i Odense. Poul Henrik Hedeboe deltog som repræsentant for LØJ og Svanholm. 

Efter at de forskellige producenter havde fremlagt og fortalt om deres produktion, voterede FDB. Inden dagen var omme, fik Poul Henrik Hedeboe besked på, at FDB gerne ville samarbejde og sælge deres økologiske grøntsager i Brugsen. FDB ønskede at kommunikere med én person, og at der var ét regelsæt. Det blev Poul Henrik Hedeboe, der var kontaktperson for økologien, og LØJ’s regler, der var de gældende. Poul Henrik Hedeboe rejste hjem fra Fyn med følelsen af sejr. 

Men det sjællandske bagland i LØJ så ikke aftalen med FDB som en triumf. Folkene i LØJ havde fået kolde fødder og så FDB som for stor en spiller. Efter en afstemning viste det sig, at der ikke var flertal for, at de økologiske varer skulle sælges i supermarkedet. Selvom Brugsen var kendt for at være det mindst ringe sted at købe dagligvarer i mere flippede kredse og anset for at være bedre end de privatkapitalistiske konkurrenter, så var FDB for stor og kommerciel for den nystartede bevægelse LØJ.

Poul Henrik Hedeboe var skuffet over baglandet, men tog ikke et nej for et nej. Han etablerede en underafdeling, som de kaldte Grøntsagsbranchen, og her gik otte producenter sammen om at levere grøntsager til Brugsen.

De første leverancer kom ud i Brugsen i 1981. Det var gulerødder, løg og kartofler. I begyndelsen var de usorterede, deforme og uvaskede. I praksis var det biodynamiske varer, for de biodynamiske producenter var de eneste, der var så veletablerede, at de kunne levere varerne. De levede op til de økologiske regler, men derudover var grøntsagerne høstet ved gunstige månefaser, og der var brugt en del baldriandråber i produktionen. Det spirituelle var ikke en del af økologien, men så længe biodynamikerne levede op til de økologiske regler, var FDB ikke skræmt af det.

Brune poser

Økologerne ville have, at deres grøntsager skulle sælges i papirposer, fordi de var mere miljøvenlige end poser af plast. Men det var forbrugerne ikke klar til. 

»En brun papirpose kan gemme mange ting,« forklarer Niels-Juul Rytter Poulsen, der efter mange diskussioner fik overtalt økologerne til at bruge de såkalte polyposer, hvor man kunne se grøntsagerne igennem.

Ud over at LØJ kontrollerede, at producenterne levede op til de økologiske regler, så havde FDB også stærk egenkontrol, og FDB’s hortonom Hans Jørgen Hansen rejste rundt og besøgte landmændene og tjekkede, at de ikke snød med reglerne. En enkelt gang blev man nødt til at fyre en producent, fordi der var sække med kunstgødning på hans gård.

»Der var mange muligheder for at skyde os ned, så når reglerne blev brudt, havde vi ikke andet valg end at fyre ham. Vi skulle have rene varer – ikke snyd. Det drejede sig hele tiden om at holde sin sti ren,« siger Niels-Juul Rytter Poulsen.

Da de økologiske grøntsager langt om længe landede i Brugsen, solgte de langtfra sig selv. Selvom FDB var kendt for at ville beskytte forbrugerne og gå forrest med idealistiske idéer, var skepsissen stor. De forbrugere, der efterspurgte økologiske grøntsager, ville hellere købe deres alternative varer ved stalddøren. 

Flertallet i fattig-80'erne efterspurgte oven på en energikrise og en kartoffelkur billige varer. Økologi var ikke lokkemad, der fik de prisbevidste forbrugere ned i Brugsen. Nej, de begyndte i stigende grad at gå i det tyske lavprissupermarked Aldi og i Dansk Supermarkeds discountforretninger. Hvilket ikke var en fordel for salget af de økologiske varer. Om det var den udvikling, der fik en FDB-indkøber til at invitere Poul Henrik Hedeboe fra Svanholm til et hemmeligt møde, vides ikke.

Han kom ind på kontoret, og på et stort stykke papir stod der: MØJ. 

»Kan du gætte, hvad det står for?« spurgte indkøberen begejstret. Det kunne Poul Henrik Hedeboe ikke.

MØJ stod for Mellem Økologisk Jordbrug. Det skulle være en form for økologi med mindre skrappe regler til lavere priser.

Poul Henrik Hedeboe ville ikke være med til at lave MØJ. Han troede ikke på konceptet. Det ville blive for svært at forklare forbrugerne, at man godt måtte bruge lidt kunstgødning og sprøjte lidt, hvis det var nødvendigt. Og det ville ikke være godt for miljøet.

MØJ kom aldrig længere end til papirkurven i FDB’s hovedkvarter i Albertslund. Til gengæld begyndte det at gå bedre med salget af økologiske varer i begyndelsen af 1990’erne. Det tog ti år, før forbrugerne rigtig var klar til at købe de usprøjtede grøntsager. I 1991 kom det røde Ø-mærke til, og Danmark var det første land i verden med en uafhængig statskontrol af de økologiske varer. I dag er det røde Ø det stærkeste og bedst sælgende brand blandt danske dagligvarer. Og Danmark har det højeste forbrug af økologiske varer pr. indbygger.