Bordskik: Sådan opfører du dig ordentligt

Kan man smøge den udenfor en halv times tid, når selskabet bliver kedeligt, og behøver man at ringe og sige tak for sidst? Vi prøver at være korrekte, men der er plads til forbedringer.

Det er de andre, der er uhøflige

Skrev du og takkede værten for festen, da du sidst var til bryllup eller konfirmation? Eller nøjedes du med at råbe »tak for sidst« tværs igennem køerne ved kasseapparaterne, da du mødte værten i supermarkedet?

Vi vil gerne opføre os pænt og ordentligt, men hvad er ordentligt? Engang tyede vi til Emma Gad, der i forrige århundrede skrev bogen Takt og Tone. I dag er vi vores egne og især de andres eksperter, vi synes nemlig, at det er de andre, der er uhøflige viste en YouGov-undersøgelse for nylig. Gode manerer interesserer os. Derfor vælter spørgsmålene ind til skik-og-brug-eksperter som Inge Corell, Sanne Udsen og Gitte Hornshøj.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vi siger sjældent: Tak for sidst

Uden at det skal lyde snobbet, har de fleste plads til forbedringer i retning af god opførsel, siger Gitte Hornshøj.

Vi orker for eksempel ikke altid at ringe og sige tak for sidst. 

»Et sølvbryllup er måske blevet forberedt et helt år, og der opstår et tomrum hos værtsparret, hvis gæsterne ikke ringer og siger tak eller skriver et takkekort bagefter. Værterne bliver glade for at høre fra gæsterne, når festen er overstået,« siger Gitte Hornshøj.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Borddamen må ofte passe sig selv

God etikette med borddamer og bordherrer er noget af det, mange kløjes i, fortæller Gitte Honshøj.

»Det kommer bag på folk, at man har pligt til at være opmærksom på sin borddame eller bordherre under middagen. Det er ikke høfligt at gå udenfor og holde en lang smøgpause, faktisk skal man også danse den første dans efter middagen med sin borddame, følge hende på plads bagefter og blive hos hende, ind til hun er godt i gang med at underholde sig med andre i selskabet.«

Høflighed letter det sociale samvær

Emma Gad er stadig aktuel. Måske opfatter man hende fejlagtigt som en løftet pegefinger, men hun havde både lune og kærlighed til sine medmennesker. Hendes motto var: »Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke over for Andre.«

Bordskik og etikette handler egentlig bare om at få det sociale samvær til at køre som en velsmurt maskine fortæller Gitte Hornshøj.