9 sjældne fisk, du (stadig) kan se i Danmark
Underlige fisk
De fleste kender en karpe, en gedde og en ørred, som er nogle af de almindeligste ferskvandsfisk herhjemme. Men derudover har vi i Danmark ca. 57 andre fiskearter, der lever rundt om i søer, åer og vandløb. Heraf er mere end 20 arter importerede og altså ikke naturligt hjemmehørende i Danmark.
Klik dig igennem galleriet og se 9 eksempler på nogle af de sjældneste ferskvandsfisk, der er naturligt hjemmehørende i Danmark. Flere af dem er truede, og nogle er desuden fredede.
Alle eksemplerne findes på plakaten Danmarks Ferskvandsfisk, som er produceret af Peder Størup fra naturbeskyttelse.dk. Illustrationerne er udført af Carl Christian Tofte.
Snæbel (Coregonus oxyrinchus)
Snæbel findes i dag stort set kun i Danmark. Hvis du vil være heldig at se en snæbel, skal du forsøge i Vidåen og i Ribe Å, som er de eneste steder herhjemme, der findes egentlige bestande.
Familie: Snæbel er en laksefisk i laksefamilien
Længde: Normalt 40-50 cm op til ca. 60 cm
Udbredelse: Meget sjælden og stærkt truet
Pigsmerling (Cobitis taenia)
Pigsmerling er en lille fisk - en af de mindste ferskvandsfisk i Danmark. Den lever på bunden af åer, bække og søer, hvor den spiser forskellige små vanddyr. Du kan være heldig at se den i nogle vandsystemer på Fyn og Sjælland.
Familie: Pigsmerlingfamilien
Længde: Hannerne op til 7 cm og hunnerne omkring 10 cm
Udbredelse: Forholdsvis sjælden til meget sjælden
Stalling (Thymallus thymallus)
En friskfanget stalling kan lugte lidt af timian. Det er derfor den på latin hedder Thymallus (Thyma = timian). I Danmark findes stallingen fortrinsvis i vestjyske åer.
Familie: Laksefamilien
Længde: Normalt 30-40 cm op til ca. 50 cm
Udbredelse: Forholdsvis sjælden til meget sjælden
Knude (Lota lota)
Knuden lever som den eneste af vores torskefisk i ferskvand. Den er næsten udelukkende nataktiv og ses derfor sjældent. Om dagen skjuler den sig typisk ved bunden af dybe huller, i trærødder eller stenrev. Knuden findes i en del større søer og vandløb.
Familie: Torskekvabbefamilien
Længde: 40-60 cm op til 80
Udbredelse: Forholdsvis sjælden til sjælden
Havlampretten (Petromyzon marinus)
Havlampretten findes herhjemme så vidt vides kun i den vestlige og nordlige del af Jylland samt i havet. Havlampretten hører til dyregruppen rundmunde. Den lever af at suge sig fast på andre fisk og æde af dem/drikke deres blod. Havlampretten gyder i åerne, hvor dens larver lever som orme i bunden, indtil de forvandler sig og søger ud i havet som parasitter.
Familie: Lampretfamilien
Længde: 60-75 cm op til 120
Udbredelse: Sjælden
Dyndsmerling (Misgurnus fossilis)
Dyndsmerlingen er meget sjælden herhjemme og kendes kun fra dele af Vidå-systemet i Sønderjylland. Den blev sidst rapporteret i 2015. Fisken lever om dagen nedgravet i dyndet på bunden af lavvandede vandhuller og småsøer. Dens føde består af insektlarver og små snegle.
Familie: Pigsmerlingfamilien
Længde: Normalt omkring 18-22 cm
Udbredelse: Meget sjælden
Finnestribet ferskvandsulk (Cottus poecilopus)
Den finnestribede ferskvandsulk findes herhjemme kun i Gudenåen og Skjern Å-systemet. Den lever hovedsageligt på bunden og spiser insektlarver samt æg og yngel fra andre fisk. Når hunnen har lagt sine æg, er det hannen, der vogter over dem.
Familie: Ulkefamilien
Længde: Normalt 8-10 cm
Udbredelse: Sjælden
Heltling (Coregonus albula)
Heltling ligner den mere kendte helt, men adskiller sig især ved sin meget længere kæbe og underbid. Heltling lever hovedsageligt af plankton. Den findes sandsynligvis kun i nogle få søer i Gudenå-systemet.
Familie: Laksefamilien
Længde: Normalt 10-20 cm
Udbredelse: Meget sjælden
Flodlampret (Lampetra fluviatilis)
Ligesom sin fætter, havlampretten, hører flodlampretten til dyregruppen rundmunde. Den lever af at suge sig fast på andre fisk og æde af dem. Flodlampretten findes hovedsagelig i de jyske vandløb samt i havet, hvor den gennemlever det parasitiske stadium.
Familie: Lampretfamilien
Længde: 25-35 cm op til 50
Forekomst: Forholdsvis sjælden
Kilder:
- Henrik Carl, fiskespecialist ved Statens Naturhistoriske Museum
- Atlas over danske ferskvandsfisk
- fiskeatlas.dk