9 danske rutsjebaner du skal prøve
»Rutchebanen« i Tivoli
Familievenlig
En af verdens ældste rutsjebaner finder du i Tivoli i København, og den første rutsjebane i Danmark. Banen er over 100 år gammel og kunne fejre netop det jubilæum i 2014.
»Tivoli tager sig godt af den, så det er en behagelig tur, der ikke ryster særlig meget – hvilket er meget imponerende, når man tænker på, hvor gammel »Rutchebanen« er. Selve historiefortællingen på turen er ret gennemført med diverse bjergtinder, man bliver ført igennem. »Rutchebanen« rammer det brede publikum, og det gør den ideel til, at hele familien kan tage med,« siger Kian Kronvang.
Opført i 1914
Længde: 624 m
Højde: 18 m
Tophastighed: 58/t.
Minimumshøjde for adgang: 120 cm
»Juvelen« i Djurs Sommerland
Familievenlig
»Juvelen« går for at være Danmarks længste rutsjebane med en tur på 1 kilometer, hvor topfarten på strækningen rammer 85 km/t. Det er en såkaldt ’Double Launch’ Rutsjebane, der betyder, at du bliver skudt af sted uden hjælp af tyngdekraften, som det ellers er tilfældet ved mange rutsjebaner.
»Juvelen« er på grænsen mellem at være vild og familievenlig, så de helt små kan også være med, men det er stadig en rutsjebane, der kan give den ældre del af familien et sug i maven. Det er en fantastisk fortælling, hvor du flyver gennem noget, der ligner den mexicanske jungle. »Juvelen« er personligt en af mine favoritter,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2013
Længde: 1000 m
Højde: 12 m
Tophastighed: 85 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 120 cm
»Orkanen« i Fårup Sommerland
Familievenlig
En såkaldt ’suspended coaster’, hvor skinnerne befinder sig over vognene.
»Denne rutsjebane er nok en af de bedste rendyrkede familiebaner, vi har i Danmark. Man kommer igennem en masse forskellige tematiske elementer på turen, som er virkelig godt lavet. Man skal forestille sig, at man er en orkan, der flyver rundt om noget, der ligner en havn, og derfor hænger man også ud over vand,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2013
Længde 453 m
Højde: 19,3 m
Tophastighed: 75 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 105 cm
»Thors Hammer« i Djurs Sommerland
Familievenlig
En god og lang bane med en flot historiefortælling, og man kommer op over trætoppe og ud over vandet.
»Det er igen en familiebane i verdensklasse. Det er en ret lang bane, og så tilbyder selve rutsjebanen en flot fortælling med en fantastisk udsigt. Det er også en af de laveste højdegrænser, så alle kan altså være med her,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2002
Længde: 480 m
Højde: 20 m
Tophastighed: 60 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 100 cm
»Tornadoen« på Bakken
Vild
»Tornadoen« er en såkaldt ’spinning coaster’, hvor selve vognen, du sidder i, roterer rundt om sig selv. Du vil blive udsat for 4-5 G-kræfter, og det er med til at gøre den til en ret så vild oplevelse.
»Med »Tornadoen« har man formået at klemme meget ind på meget lidt plads. Banen er utrolig kompakt, og selve banen er kun 10 meter høj. Det får det til at føles, som om det går ekstremt hurtigt. Fordi vognene roterer om sig selv, kan man risikere at komme baglæns ned ad en bakke. Det er én ting, der gør banen til en vild oplevelse. En anden ting er, at man bliver skudt af sted med et kædetræk i høj fart. Det er klart en af de sjoveste og fedeste rutsjebaner, vi har i Danmark,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2009
Længde: 325 m
Højde: 10 m
Tophastighed 60 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 120 cm
»Vildsvinet« i Bon-Bon Land
Vild
Rutsjebanen er over 22 meter høj, og så bliver du overrasket med loops og en bakke, der går lodret ned.
»Vildsvinet« var den første rutsjebane i verden til at have en bakke, som er stejlere end 90 grader. Det vil sige, at man faktisk falder indad. Det var helt vildt dengang og er det sådan set stadig. Og så er der loops og en masse skarpe sving. Det var nok en af de første vilde rutsjebaner, vi fik i Danmark, tilbage i 2003,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2003
Længde: 400 m
Højde: 22 m
Tophastighed: 72 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 125 cm
»Lynet« i Fårup Sommerland
Vild
Endnu en ’launch coaster’, hvor man bliver skudt af sted uden hjælp fra tyngdekraften. Vogntoget accelererer fra 0-80 km/t. på 2 sekunder!
»Her er der tale om en hurtig rutsjebane, som også er kompakt. Der er en masse sving og desuden 2 ’inversions’, som betyder, at skinnerne og vognen vender på hovedet. Det er en virkelig vild bane, og nok noget af det vildeste, vi kan tilbyde i Danmark. Det er samtidig en sjov og behagelig bane at køre i – og absolut en, man har lyst til at prøve igen,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2008
Længde: 540 m
Højde: 20 m
Tophastighed 80 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 120 cm
»Piraten« i Djurs Sommerland
Vild
Piraten er absolut et must, hvis man søger de vilde rutsjebaner. Det er Danmarks største og hurtigste rutsjebane og er også blevet kåret til en af verdens bedste af slagsen.
»Her taler vi om kongen af de danske rutsjebaner. Den åbnede i 2008, og den har regeret på toppen lige siden. Da man byggede den, var den et sats, for det var en rutsjebane i en langt større skala end de gennemsnitlige rutsjebaner herhjemme. Det, der gør »Piraten« så speciel ,er, at den er bygget med et fokus på ’air time’. Det betyder, at man får følelsen af at flyve ud af sædet flere steder undervejs,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2008
Længde: 755 m
Højde: 32 m
Tophastighed: 90 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 140 cm
»Polar X-plorer« i Legoland
Unik
Frit fald i en rutsjebane? Det lyder umuligt, men det er ikke desto mindre, hvad »Polar X-plorer« i Legoland kan tilbyde. Banen tager dig ud over faldet hen over et islandskab, hvor du støder på pingviner, isbjørne og andre dyr bygget i Lego.
»Ved første øjekast ligner det bare en ganske normal rutsjebane. Når man prøver den, så har den mange sjove sving og bakker. Pludselig stopper vogntoget op inde i et bjerg, og så ryger vognen sammen med skinnerne lodret ned 5 meter. I øjeblikket findes der i verden kun 4 rutsjebaner med et indbygget frit fald, så det er absolut en unik bane, som også egner sig til familien,« siger Kian Kronvang.
Opført i 2012
Længde: 498 m
Højde: 20 m
Tophastighed: 65 km/t.
Minimumshøjde for adgang: 120 cm
Du kan læse mere om rutsjebaner - både danske som udenlandske - på CoasterClubs hjemmeside