4 ting, du skal overveje, før du køber cykel

Har du styr på lås, stel og regler? Bliv klædt på, så du vælger den rigtige cykel

46.588 cykeltyverier blev der anmeldt i 2018. Det svarer til 127 tyverier om dagen. Langt de fleste cykler blev stjålet, mens de var

parkeret på gaden eller ved en station. Kun 5% blev stjålet ved ejerens bolig.

1. Indvendige eller udvendige gear?

Indvendige gear giver lav vedligeholdelse og lang holdbarhed. Du slipper for at smøre gearet. Ulempen ved de indvendige gear er, at de er tungere end udvendige gear, og du får lidt mindre glidende kørsel og mindre kraftoverførsel, når du træder i pedalerne. De udvendige gear kræver mere smørelse og vedligeholdelse, og især vinterens salt er hårdt ved gearene. Fordelen ved de udvendige gear er, at de er lettere, du kan få flere gear på cyklen og en hurtigere cykel. Udvendige gear er også billigere at reparere, hvis de går i stykker.

Hvis valget skal være helt enkelt, kan man sige, at indvendige gear skal vælges af de cyklister, der ikke har lyst til stor vedligeholdelse af cyklen. Har du derimod mod på at pleje gear og kæde især om vinteren, får du mest ud af at vælge udvendige gear.

2. Stål, aluminim eller carbonstel?

Aluminiumsstel er den mest almindelige type stel. Aluminiumsstel er stive, lettere end stålstel og har den fordel, at man med den rette behandling kan undgå, at stellet ruster. Stålstel er billigere og kan for nogle cyklister føles lidt mere eftergivende at køre på. Det kan give følelsen af komfort for nogle.

Stålstel ruster nemmere end aluminiumsstel. Skal du cykle rigtigt meget eller købe en racer-cykel, kan du overveje carbonstel, der er et meget let stel. Carbonstel er stærke, stødabsorberende og ruster ikke. Det er nemmere at forme end de andre stel og giver cykeldesigneren lidt mere frihed. Carbonstel er dyre at reparere og holder mindre godt, hvis du styrter.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Overholder du lovkravene?

Alle cykler i Danmark skal overholde lovkravene:

  • Mindst 2 gule reflekser på pedalerne.
  • 1 hvid frontrefleks, som er synlig forfra.
  • 1 rød bagrefleks, som er synlig bagfra.
  • Mindst 1 gul refleks i egerne på hvert hjul eller 1 hvid refleks på hvert hjul.
  • 2 uafhængige bremser (1 på hvert hjul).
  • Ringeklokke, der skal sidde på styret.

3. Ringlås eller kædelås?

De fleste forsikringsselskaber stiller krav om, at du låser cyklen, hvis du forlader den i længere tid.

Cykellåsene skal være godkendt af Dansk Varefakta og findes i en række forskellige udgaver. Den mest almindelige er ringlåsen, der er fastmonteret på cyklen og virker ved, at en skyder låses mellem egerne. En kædelås er ofte stærkere og bruges især til ladcykler og andre cykler med 3 hjul. En kædelås kan også bruges som ekstra sikkerhed mod cykeltyveri.

 

Klimatanken: Cykler reducerer klimaaftryk og sygedage

For hver gang du cykler 1 kilometer i stedet for at køre i bil, sparer du klimaet for udledning af cirka 130 gram CO2. Cykler du 1200 kilometer på et år, sparer du en sygedag, ud over sidegevinsterne i form af bedre kondition, bedre blodtryk og lavere vægt.

 4. Citybike eller klassisk cykel?

Tænk over, hvordan du sidder bedst på en cykel, og hvad du skal bruge den til. På en citybike sidder du mere foroverbøjet end på en klassisk herre- eller damecykel. Det kan give lidt mere fart. Citybikes er gode til både korte og længere ture. På en klassisk cykel sidder du mere oprejst, hvilket giver mere vindmodstand, og du skal dermed bruge lidt mere energi. Normalt anbefaler man ikke de klassiske herre- og damecykler, hvis du cykler mange lange ture.

Læs mere om