Der ligger en del tanker bag designet på et stykke værktøj, og af og til findes der tricks, du måske ikke kendte til. Her får du 4 af de lidt hemmelige tips, som kan bruges med de fleste målebånd.
Hold fast i skruen eller sømmet
Skal du måle fra et punkt, som er så langt væk, at du ikke både kan holde fast i enden og måle samtidig, kan du slå et søm eller skrue en skrue i, der hvor du skal måle fra.
Målebåndet har nemlig en lille sprække i metalenden, som kan gribe om skruen. Og fordi skruehovedet går ind i sprækken, måler du automatisk fra midten af skruen.
Mål præcist fra kanter
Måske har du af og til undret dig over, at metalenden på målebåndet sidder løs. Det er ikke fordi, målebåndet er i stykker. Afstanden, som metalenden kan give sig, er præcis den afstand, som metalenden er tyk.
Det betyder, at hvis du skal måle fra en kant, griber metalenden fat i kanten og laver et ’hul’, så målet er det samme, som hvis metalenden ligger helt inde ved målebåndet.
Mål præcist
Måler du fra et frit punkt eller ud fra en flade (som på billedet i hjørnet), skal du sørge for, at metalenden er helt inde ved målebåndet, for at dit mål skal være helt nøjagtigt.
Marker med målebåndet
I stedet for både at holde på målebånd og kuglepen, kan du bruge metalenden på målebåndet til at lave din markering med. Nogle målebånd har endda små takker i enden, så det er lettere at lave en tydelig ridse.
Mål ud i hjørnerne
På mange målebånd står et tal på siden. Tallet angiver, hvor lang målebåndskassen er, og det er smart, når du skal måle ud fra et hjørne.
Mål ud i hjørnerne
Læg tallet til dit mål, og du har den rette længde uden at skulle bøvle med at bukke målebåndet, så det passer i hjørnet. Her er målebåndskassen 6,7 cm. Så er dit mål eksempelvis 10 cm, vil det totale mål være 16,7 cm.