Sådan spiser du mere bæredygtigt

Hold igen med det søde og alkohol. Drik vand, spis mindre, spis mere fjerkræ og mindre oksekød og vælg ikke altid økologisk, hvis du vil spise mest bæredygtigt, lyder rådene fra DTU
barnspiseris

Det søde og det sjove som en is på stranden er vidunderligt i sommervarmen, men desværre ikke helt klimavenligt.

Spis mindre

Hvis du spiser mindre, køber du mindre mad ind og laver mindre portioner. Det letter på dit madforbrugs klimabelastning og begrænser madspild. Madspild skal begrænses både hjemme hos dig selv og i butiks- og produktionsleddet.

Spis kartofler og fuldkornsbrød hver dag

I madpyramiden og kostrådene anbefales kartofler og fuldkornsbrød hver dag, og de samme råd gælder, hvis du vil spise klimavenligt. 

Spar på det søde og sjove

Undgå is, chokolade og kaffe og drikke med alkohol. De søde sager og alkohol hører nemlig til de meget klimabelastende fødevarer.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Reducer kød og fisk

Når du skærer ned på animalske produkter som kød og fisk, øger du nærmest automatisk andelen af mejeriprodukter, nødder og bælgfrugter som bønner og ærter i kosten. Grøntsager er den type fødevarer, som belaster klimaet mindst.  Mejeriprodukter er mere bæredygtige end for eksempel oksekød, fordi kød fra en ko vejer ca. 1 procent af den mælk, den kan give, eller 10 procent af den ost, koens mælk giver. En malkeko giver 20.000 liter mælk i sin levetid.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Spis i sæson

Erstat noget af det kød, du spiser, med grøntsager. Især grove grøntsager som rodfrugter og løg. Det mest klimavenlige er at bruge sæsonens danske frugter og grøntsager. Grøntsager, der dyrkes på friland er mere klimavenlige end grøntsager, der dyrkes i drivhus. Der skal store mængder energi til for at opvarme et drivhus.

Vælg de rigtige fisk

Et øget indtag af fisk vil øge klimaaftrykket fra kosten. Vælg fisk, der belaster klimaet mindre og er mere bæredygtige end andre. Sild og linemuslinger har et relativt lavt klimaaftryk, hvorimod havkat, tun og varmtvandsrejer har et højt. Læs mere om bæredygtige fisk på  http://www.wwf.dk/wwfs_arbejde/hav_og_fiskeri/wwf_fiskeguide/

Spis mest kød med vinger

Kød er miljøbelastende, fordi husdyr fortærer mange gange den energi, de leverer som kød, og mange bor i varme, oplyste stalde. Skal du spise mere klimavenligt, så vælg kød fra fjerkræ frem for kød fra dyr med fire ben. Fjerkræ og fisk er mere bæredygtige end svin, der igen er mere bæredygtigt end oksekød. Oksekød fra kødkvæg er det mindst bæredygtige. Oksekød fra malkekvæg er mere bæredygtigt end oksekød fra kødkvæg, da ikke alene koens kød udnyttes til fødevarer, men også dens mælk. Hakket kød i butikkerne stammer ofte fra malkekvæg.

Spis lokalt

Spis så mange lokalt producerede varer som muligt. Det gælder for eksempel grøntsager i sæson og grøntsager, der ikke dyrkes i drivhus. Der findes undtagelser fra reglen om at spise lokalt. For eksempel produceres lam fra New Zealand med en høj miljøeffektivitet.

Økologi behøver ikke at være klimavenligt

Den økologiske kylling er at foretrække ud fra et hensyn til dyrevelfærd, men økologi er på den korte bane ikke det samme som klimavenligt. Det viser livscyklusvurdering af konventionel produktion sammenlignet med økologisk produktion. Økologisk kylling, æg, bøf, mælk, gulerod, tomater og havregryn er ikke et bedre valg end konventionelle produkter rent miljømæssigt. Omvendt er økologiske kartofler og svin et bedre miljømæssigt valg. På vippen ligger lam, rug, byg, hvede og rapsolie. Af hensyn til miljøet batter det meget mere at spise mindre kød end mere økologi.

Sluk tørsten i vand

Et større forbrug af postevand frem for flaskevand og søde og alkoholiske drikke gavner klimaet.

Kilder: DTU MANAGEMENT ENGINEERING, DTU fødevareinstituttet, madpyramiden.dk, WWF’s fiskeguide, Henrik Saxe og Københavns Universitet