7 myter om stress

Myte 1: Stress skal da løbes væk!

Nej, stress kan ikke løbes væk og forsvinder ikke, om du så træner nok så meget i et motionscenter. Inden stress rammer dig, kan motion forebygge stress og gøre dig mere robust og modstandsdygtig. For motion styrker kroppens resistens over for stress. Men når stressen har ramt, er det kun ro, der virker. Læg dig i sofaen med et computerspil eller en stille og rolig tv-serie i mange afsnit, som vil have en hypnotiserende virkning på dig og få dig til at falde til ro. Hvis du har brug for at bevæge dig, vil en slentretur i skoven eller en blid form for yoga være den bedste motion.

Myte 2: Folk siger, de har stress, men de har nok bare travlt!

Det er ikke sandt, at stress ”bare” handler om at have travlt. Du kan sagtens have travlt uden at blive syg af det, måske mærker du tværtimod energi i kroppen og bliver næsten helt opstemt af at sige tjek til en masse opgaver, du får løst i en ruf. Hvis du derimod er stresset, kan du vågne med hovedpine, have kvalme, ondt i maven, have kort lunte, ryste på hænderne, have hukommelsesproblemer og sove dårligt. Sådan reagerer kroppen ikke ved almindelig travlhed.

Myte 3: Det hjælper at gå ned i tid!

Nej, stress drejer sig ikke om at have for mange arbejdstimer. Der findes masser af mennesker, der arbejder mange timer om ugen uden at blive stressede, mens andre arbejder få timer om ugen og alligevel bliver stressede. Årsager til stress på arbejdspladsen er langt mere komplekse end antallet af timer, vi arbejder. Årsagerne skal findes i konflikter, ressourcemangel, manglende indflydelse, manglende kompetencer, uforudsigelighed, afbrydelser og mange andre ting.  

Myte 4: Stress har ikke noget med arbejdet at gøre!

Nej, det passer ikke, at det som regel er derhjemme, den er gal, når folk har stress. 90 procent af de stresssygemeldte angiver jobrelaterede faktorer som årsag til, at de er gået ned med stress. I virkeligheden prøver de stressramte at strække energi fra privatlivet ind i arbejdslivet og ikke omvendt.

Myte 5: Det er perfektionister, der får stress!

Nej, det er ikke noget i ens personlighed, der giver stress, og man går ikke ned med stress, hverken fordi man er meget perfektionist, eller fordi man har lavt selvværd. Ny forskning gør op med, at det er særlige persontyper, der bliver ramt af stress. Forskeren Alexander Perski fra Karolinska Institutet i Stockholm understreger i sin bog Stress og Sjukdom, at stress kun i de færreste tilfælde handler om individuelle personlige faktorer. På samme måde som en musearm skyldes overbelastning, skyldes stress  overbelastning, ikke en brist i psyken. Og kuren er at stoppe belastningen. Dvs. kuren er ro – ikke personlig udvikling. 

Myte 6: Stress er som regel folks egen skyld!

Det passer ikke, at folk får stress, fordi de ikke planlægger ikke godt nok eller går for meget rundt om sig selv i stedet for at løse opgaver.  Forklaringer om, at stress er den stressramtes egen skyld, blokerer for løsning af problemerne. Det kan man blandt andet læse om hos Videncenter for Arbejdsmiljøs informationskampagne: ’Stress er individuelt, men skal løses i fællesskab’. Derimod skal der laves ændringer i organisationen, hvis stress ikke skal opstå igen. Hvis man ser sig blind på, at stress nok er personens egen skyld, ender det oftest med, at såvel personen som arbejdspladsen igen bliver ramt af stress.

Myte 7: En gang stress – altid stress

Det passer ikke, at hvis man en gang har været langtidssygemeldt med stress, kommer man aldrig helt på toppen igen. I virkeligheden heler mange stressramte efter en langtidssygemelding med stress, fordi de endelig får ro og balance i sindet. Måske føler personen, der er kommet tilbage efter en stresssygemelding, at han ikke kan klare så meget, som han plejer. Men sagen er, at det kunne han heller ikke tidligere. Han overtrak bare på energikontoen. Nu er balancen genoprettet, og hvis man har lært at mærke sin krop og signaler som hovedpine, søvnløshed, rysten på hænderne eller kvalme, vil man handle derefter, så man ikke er stækket, men styrket efter et stresskollaps.