Redaktionen anbefaler
Badesæsonen varer desværre ikke evigt. Før eller siden bliver badedragten slap i elastikken, badebukserne tynde i stoffet eller dykkerbrillerne så ridsede, at de må udskiftes. Produktionen af tøj og andre tekstilprodukter er en stor miljøbelastning, så det gælder om at sende tingene i den rette container.
Er dit badetøj så slidt, at det ikke kan klare flere svømmeture, skal det sorteres som tekstilaffald. Det gælder både badedragter, bikinier, badebukser og badeshorts, forklarer Morten Glasius, der er funktionsleder i kommunikation i Odense Renovation:
»Udtjent badetøj skal sorteres som tekstilaffald og ikke som restaffald. Når du smider ting til tekstilaffald, er der mulighed for, at fibrene i tøjet kan genanvendes.«
At tekstilerne skal være tørre, er vigtigt. Vådt tekstilaffald kan give problemer under opbevaring og transport og risikerer at ødelægge andet tekstilaffald.
I nogle kommuner kan man aflevere tekstilaffald i en særlig pose hjemme, mens man andre steder skal aflevere tekstilaffaldet på genbrugsstationen.
Er dykkerbrillerne blevet uskarpe at kigge ud af, skal de sorteres som restaffald, når du ikke kan bruge dem længere. Dykkerbriller er nemlig oftest et sammensat produkt, hvor der indgår både plastik, gummi og silikone. Det er yderst svært at genanvende meget sammensatte produkter, og derfor skal dykkerbriller ende livet som restaffald.
Er du vokset ud af badetøjet, eller har du bare fundet et par badeshort eller en bikini i endnu flottere farver, skal du ikke smide sidste års badetøj ud. Er der ikke noget i vejen med badetøjet, kan andre få glæde af det. Smid ikke badetøj, der er helt og kan bruges af andre, ud med tekstilaffaldet. Put i stedet tøjet i en pose og aflever det til genbrug.
Tøj kan afleveres til genbrug på de fleste genbrugspladser. I bybilledet støder du også af og til på en tekstilcontainer. Her kan du også aflevere badetøj og badeudstyr, andre kan få glæde af.
Husk at tøj altid skal være helt tørt, inden du giver det videre.