Velgørenhed virker både hos giver og modtager

Velgørenhed giver velvære

Velgørenhed er til for andre. Det er dem i nød, vi gerne vil gøre en forskel for. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for, at det også gør en forskel for mig, når jeg giver penge til en god sag – hvad er det, der sker? 

”Når vi gør en god gerning, gør det ikke bare godt uden for os selv, men også inden i os selv. Vi kan simpelthen se, at hjernens belønningscenter lyser op. Det skyldes, at vi i udgangspunktet er sociale dyr, og at det er hensigtsmæssigt for dyr, der er afhængige af hinanden, også at føle en indefrakommende trang til at hjælpe andre. Derfor oplever vi tilfredshed og velvære – en følelse af selvgodhed, om du vil – når vi giver til andre.”

Jeg kan sagtens genkende følelsen af selvgodhed, men har aldrig tænkt på det som den styrende faktor? 

”Jamen, det er den heller ikke! Den gode gerning gør som sagt både godt uden for dig selv og inden i dig selv. Du får en indre belønning, men du gør det, fordi du har fået øje på nogle andres behov. Det, at du møder nogen i nød eller bliver mindet om nogen i nød, er den ydre udløser. Og dit bidrag til dem kan gøre en forskel. Men gerningen giver dig også en følelse af varme og tilfredshed, som gør dig mere tilbøjelig til at gøre det igen. Som så at sige aktiverer dit omsorgsprogram.”

Er det et omsorgsprogram, jeg er blevet født med, eller som er blevet installeret i mig gennem opdragelse og socialisering? 

”Det er medfødt i den forstand, at det er kodet i vores menneskelige natur, men alt skal kalibreres. De impulser til velgørenhed, som vi har en naturlig trang til at realisere, skal understøttes og finjusteres. Og her kommer opdragelse, uddannelse, kultur og historie i spil. Men der er ikke tvivl om, at vi fra naturens side har tilbøjelighed til at hjælpe andre. Mennesket er som sagt sociale dyr. Vi er hinandens midler til overlevelse og har overlevet ved at hjælpe og støtte hinanden gennem vores historie. Der findes selvfølgelig undtagelser, narcissister og psykopater og den slags, men det er afvigere.”  

Hvad med de tænkere – Nietzsche f.eks.– der hævder, at vi alle sammen er en form for afvigere, fordi mennesket aldrig gør noget egentlig uegennyttigt, men altid, når det kommer til stykket, handler for egen vindings skyld? 

”Nietzsche kan få selv Moder Teresa til at fremstå som en selvgod egoist. Og han er svær at argumentere imod. For selvom Moder Teresa viede sit liv til gadebørn i Indien, vil han sige: ’Ja, men sov hun ikke også godt om natten i al sin moralske selvretfærdighed, og så hun ikke også frem til at blive kanoniseret til helgen efter sin død? Og jo, det gjorde hun jo nok. Men jeg tror ikke desto mindre, at impulsen til at hjælpe andre er udløst af noget andet end selvinteresse. Hvis et barn græder, rejser vi os op for at finde ud af, hvad der er galt. Det er ikke noget, vi tænker over eller kalkulerer i. Vi kan måske høste gevinster, når andre ser os gøre det. Men i det øjeblik vi handler, tror jeg faktisk ikke, vi har nogen som helst egoistisk tanke. Vi handler på baggrund af vores udviklingshistorie som art. Det er ren refleks. Et instinkt dybest set.”

Menneskedyret er generøst

Så vores tilbøjelighed til velgørenhed er bare en helt naturlig del af det at være et menneskedyr? 

”I allerhøjeste grad. Vi kan få overblik over vores altruisme gennem komparative studier med andre dyr. Og der kan vi se, at vi har en betydelig højere delingsformåen end vores nærmeste primat-slægtninge, chimpanserne, som vi ellers deler 98,6 procent af vores gener med. De er også i stand til at dele, men vi er langt mere generøse. Man skal nærmest tigge hos en chimpanse, hvis man skal gøre sig håb om at få noget som helst. Mens mennesker, der tager en pastilæske frem – eller i gamle dage tændte en smøg – automatisk vil byde andre. Vi deler uopfordret, og vi deler med folk, vi aldrig har mødt før. Og vi gør dette helt særlige, at vi også på afstand støtter sager og mennesker i nød gennem velgørenhed. Vi er verdens mest generøse dyr.” 
 

Hvis gavmildhed ligger i vores natur, hvorfor er der så nogle, der giver mere end andre? 

”Der er jo variationer inden for enhver art. Nogle er høje, nogle er tynde, nogle er tykke, nogle har høj intelligens, andre er mindre skarpe. På samme måde er der også nogle, der er mere offervillige, mens andre jo er decideret nærige. De er voldsomt provokerende for den sociale menneskeart, fordi de helt grundlæggende undergraver, hvordan vi har overlevet. Derfor gør vi dem til grin og udskammer dem. Det er svært pinligt at være nærig, mens det er prisværdigt at være gavmild, fordi det simpelthen er fundamentet for, hvem vi er.”

Vi er kodet til at gøre gode gerninger

Når velgørenhed er så central for mennesket, hvorfor er vi så overhovedet optaget af, om den er motiveret af selvnytte eller af et rent hjerte? 

”Som art er vi motivforskende. Vi er i stand til at sætte os i andres sted, og derfor betyder det noget for os, om andre har til hensigt at være gode, eller om de i virkeligheden gør noget for show-off, for at få noget igen eller for at få fred. Vi ser jo helst ikke, at folk er kyniske og udspekulerede. Pointen er bare, at vi helt grundlæggende gør gode gerninger, fordi vi er kodet til det, fordi det har kunnet betale sig for os. For os alle sammen! Og selvom det kan lyde naivt, vil jeg vove at påstå, at ni ud af 10 gange handler vi bare spontant. Da en chimpanse en dag faldt i vandgraven i San Diego Zoo, hvor jeg har studeret primater, skete der det helt afsindige, at en besøgende familiefar sprang i for at redde den. Chimpanser er vildt farlige, men da han blev spurgt, hvorfor i alverden han gjorde det, sagde han bare, at han havde set den i øjnene og set, hvor bange den var. Det er på den måde, det tit sker. Vi ser armod, frygt og lidelse. En indtrængende appel om hjælp. Så skrider vi til handling. Uden at tænke så meget over, hvad det kan betyde for os på godt eller ondt.”

Tal viser, at danskerne er de mest velgørende i Norden. Er vi bare mere påvirkelige, når vi ser andres appel om hjælp? 
”Jo mere homogen en population er, jo mere gavmildhed kan man forvente, fordi vi har tendens til at føle empati og omsorg for dem, der ligner os. Ligesom man også kan forvente en vis gavmildhed fra et land med vores økonomiske overskud. Men et land som Norge er jo mindst lige så homogent. Og betydeligt rigere. Så måske det er her, vi skal vende os mod historie og kultur, der er med til at kalibrere og finjustere menneskets naturlige tilbøjelighed til at være velgørende. I en lille og homogen population som vores er der god mulighed for at sprede det samme ideal. En idé om, at vi er empatiske og generøse. Og Danmark har først og fremmest været underlagt socialdemokratisk styre, hvor ideen om, at man skal hjælpe de svage, har været fremherskende fra Stauning frem til i dag. Det ideal er blevet del af vores kultur og selvforståelse.”

Velgørenhed sat i system

Giver du selv til velgørenhed? 
”Ja, men jeg har et lidt mageligt forhold til det, hvis jeg skal være ærlig. Jeg sætter min velgørenhed i system, så jeg ikke skal tænke over det. Jeg har sponsoreret børn i Afrika med et fast beløb hver måned over 18 år for at sikre deres skolegang. Fordi jeg tror på, at mennesker kan rejse sig gennem uddannelse. Men jo også, fordi det er nemt. Det er velgørenhed. Men det er også lidt dovent.”

Så du hopper ikke i chimpansegraven? 
”Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har boet i flere fattige lande, hvor jeg også impulsivt har givet til tiggere. Men også her er jeg endt med systemer. Jeg har hævet et fast beløb hver dag, og når det var delt ud, var der ikke mere. Så jeg foretrækker nok en systematiseret form for velgørenhed. Den form, der ikke tager for meget af min tid, men sikrer, at jeg stadig kan have god samvittighed.”

Henrik Høgh-Olesen er professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet. Han har specialiseret sig i evolutions- og adfærdspsykologi og er bl.a. blevet klogere på menneskes handlemønstre gennem sine studier af chimpanser og andre menneskeaber.