Interview: Steffen Brandt om alt fra TV-2 og samfundssatire, til kontrasten mellem sceneshow, regninger og godnatlæsning

Når muligheden byder sig, kan han ikke dy sig for at bevæge sig ud på de mest drilske sideveje, mens han selv ler muntert. Som da han skal svare på, hvordan medlemmerne af Taurus – der senere blev til TV-2 – egentlig fandt sammen dengang i begyndelsen af 70’erne. 

”På Facebook,” svarer han. Først helt tørt med sin uafrystelige aarhusianske dialekt. Så lyser øjnene op, næsten på en drenget facon, da han ser åbningen for en ny røverhistorie.

”Vi var de første brugere – før mediet overhovedet blev opfundet. Det er faktisk stærkt underbelyst, men vi har altid været tidligt på den i TV-2. F.eks. står jeg på albummet ’Nærmest lykkelig’ i en kornmark med min søn i hånden og en mobil i den anden og tjekker, om der er kommet sms’er, og den er som bekendt fra 1988. Så der er mange historikere, der har tænkt: ’Hvordan hænger det sammen?’ Men sådan har vi altid været. Først ude med den nyeste teknologi.”

Så finder han igen tilbage på sporet. Sådan da.

”Hvad var det nu, du spurgte om?”

Men det er ikke kun de lavthængende frugter, den 71-årige sanger og sangskriver plukker. Hans sans for ironi og samfundssatire er ofte blevet fremhævet, og da han i 2016 blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, var det bl.a. med ordene, at ”man som lytter aldrig er i tvivl om det særligt ’brandtske’ – det spydige, sarkastiske, kærligt kritiske og altid rammende hverdagssprog – hvormed han har formået at definere den danske folkesjæl nu igennem snart fire årtier”.

Nu er det snart blevet til endnu et årti for Danmarks kedeligste orkester, som TV-2 har døbt sig selv, og for Steffen Brandt, der for længst har slået sit navn fast som en af de største sangskrivere i dansk musikhistorie, og som er blevet sammenlignet med Bob Dylan og Leonard Cohen – der tilfældigvis også er hans egne største helte. For små 10 år siden udkom sågar bogen ’Livet, døden og kærligheden’, der gennemgår hans mange underfundige sangtekster.

”Jeg vil gerne én gang for alle slå fast, at ironi ikke er et kunstnerisk greb, som forhindrer én i at tage stilling til noget som helst,” siger han, mens han stadig smiler legesygt med øjnene.

”Tværtimod overlader man på den måde nogle af konklusionerne til dem, der lytter, frem for at tro, at man som sangskriver har svaret. Jeg tror, at vi hver især har spørgsmålene til alting, men at vi i fællesskab må finde svarene.”

En søgen efter den større mening

Det er en isnende kold februardag, men solen skinner på den glasklare himmel over Øgadekvarteret i Aarhus og Steffen Brandts lille grå rækkehus på den stejle bygade. Han bærer en bakke med kaffe og wienerbrød ned i stueetagen, hvor han i mange år plejede at skrive sine største hits, før han og bandet rykkede om i det hjemmebyggede studie i baghuset, hvor de stadig holder til i dag.

”Det der med at bygge studie tror jeg ligger dybt i enhver sangskriver. Det er ligesom at bygge rede eller skabe en familie. Man skal have sit eget,” siger han og er på nul komma fem gået i gang med at fortælle om de glade dage tilbage i 80’erne, hvor bandet brugte alle deres penge på nyt gear. Det var dengang, han stadig havde motivationen til den slags. 

”I dag tænker jeg: ’Er det noget, jeg har brug for?’ Det er blevet meget hurtigere at lave musik, men det åbner også muligheden for, at det måske går lidt for hurtigt. For nylig var jeg udsat for en yngre musiker, der hørte en af vores sange fra 90’erne, optaget med en analog 24-spors danskbygget Lyrec-båndoptager, som sagde: ’Hvordan har I fået det til at lyde sådan her?’ Man kan have en teori om, at det analoge har en større dybde, hvorimod tingene i dag måske går hurtigere, men også er fladere. Den dybde tror jeg, at vi må finde andre steder, for det går jo ikke, at det hele bare bliver fuldstændig fladt.”

Så smiler han tilfreds.

”Det er jo så her, sådan nogle som os kommer ind i billedet. Det bliver mere og mere tydeligt, hvilken opgave vi har påtaget os. Fra at have været en del af en større underholdningsindustri er vi blevet udsendte i en større mening for at prøve at undersøge, hvad det egentlig er, vi har gang i.”

Kys det satans liv

På ingen tid har Steffen Brandt kastet sig ud i en længere diskussion om polarisering, ekkokamre, kunstig intelligens, fake news og selvfølgelig Donald Trump.

”Hvad er svaret på det skred? Pludselig er der en amerikansk præsident, der vil købe Grønland. Hvad bliver det næste? Lolland?

Hvordan vil vi prissætte det? Vi må jo nok se i øjnene, at det er dyrt at drive,” siger han med glimt i øjet.

”Men jeg tror også, at det netop er der, rollen som sang­skriver pludselig træder i karakter. For det har været en rimelig løst defineret jobbeskrivelse hidtil, men i dag tænker jeg, at man må prøve at påtage sig rollen som katalysator for den uro, der er derude, og være med til at definere det grundlæggende fællesskab, vi er rundet af, så vi også kan tage det med ind i fremtiden. For fremtiden er på en eller anden underlig måde hjemløs lige nu. Den venter på, at nogen griber den og definerer den. Det kan ikke kun være techgiganterne, der skal det. Eller en skør amerikansk præsident.”

I slutningen af marts får dokumentaren ’Kys det satans liv’ om TV-2 premiere. I samme forbindelse udkommer bandets 20. album, ’Som om vi ikke har mere at sige’. Det er første gang i syv år, at de kommer med et nyt album, og der er mildest talt sket lidt af hvert med verden siden sidst. Derfor er grundtemaet også: ’Hvor er vi henne nu, og hvad skal vi så stille op med det?’

En sangskrivers stemme i den offentlige debat 

Selv formulerer Brandt det sådan, at hans opgave er ”at lægge nogle brikker til det puslespil, der hedder verdensbilledet, og komme med et bud på, hvordan virkeligheden ser ud set fra en sangskrivers vinkel i den indre by i Aarhus”. 

Han har aldrig været bange for at blande sig i den offentlige debat, og på det nye album finder man bl.a. sangen ’De græder i Jylland’, som tager afsæt i minkskandalen.

”Vi spillede til den store Danmarksindsamling for et år siden, og i den forbindelse blev der samlet ca. 110 mio. kr. ind til de 13 mio. børn, der lever under sultegrænsen. Samtidig blev det offentliggjort, at minkavlerne skulle have 30 mia. kr. i erstatning. Der er et eller andet galt med proportionerne her, som på en eller anden mærkelig måde har passeret under radaren. Men det passerer altså ikke under min radar,” siger han.

”Forfatteren Josefine Klougart har kaldt vores arbejde for ’grundforskning’, og det er nok dét, det er. Der er nogen, der er nødt til at stikke hånden i jorden eller i luften, eller hvor man stikker hånden hen, og mærke efter, hvad det er, der sker derude. Og så lægge det frem.”

Pligten til at gå livet efter i sømmene

Men det er ikke kun verden, der er under lup. Det er også Steffen Brandt selv. Han har tidligere fortalt, at han fik sin første midtvejskrise som 14-årig, og at de lige siden har ramt med jævne mellemrum. Så følger automatisk spørgsmålene: ’Hvad gik galt?

Hvad gik godt?’ 

Han føler ligefrem en pligt til at gå sit liv efter i sømmene med henblik på at kunne forstå sig selv bedre.
”Men det er klart, at der kommer en anden tyngde nu, fordi der jo er en udløbsdato på det her liv. Jeg kan se tilbage på et langt liv og fremad mod et kortere liv. Det giver også anledning til eftertanke: ’Hvad skete der i grunden undervejs? Fik vi kysset de stjerner, som vi drømte om?’”

Da Steffen Brandt i 2015 blev portrætteret i Politiken, udtalte han, at hans tidligste erindring er, ”hvad man kunne kalde en lykkelig barndom. Om den så virkelig var lykkelig, når det kommer til stykket, det må man jo prøve at finde frem til, efterhånden som livet udfolder sig.” 

Barn af 50'erne 

Her 10 år senere er det stadig hans opfattelse, at barndommen i Aarhus-forstaden Højbjerg var en lykkelig tid. Han voksede op i ’mellemlaget’, i en familie, som var helt igennem gennemsnitlig på det økonomiske område. Faren var salgsrepræsentant, moren hjemmegående, og selv var han den mellemste i en søskendeflok på tre. 

Han var barn af 50’erne og mindes ’den frie leg’, som var så naturlig dengang. Hver dag efter skole kunne han og kammeraten Preben bruge timer på at sjoske hjemad med tasken over skulderen, ikke mindst i sommermånederne, hvor de plyndrede frugttræer eller gjorde holdt ved Købmand Nielsen for at købe en pose med blandede bolsjer. 

”Så kom man hjem og smed tasken og fik en hurtig portion havregryn og råbte: ’Nå, men hey, jeg smutter’, og så var man af sted igen. Så længe man passede sin skole og spisetiderne, måtte man lave, hvad man ville,” klukler han.

”Det lyder jo som noget fra ’Far til fire’, men det var min barndom. Uden at lyde alt for boomer-agtig, hvis det hedder det, var vi frie til at gøre det, som børn skal gøre – lege, spille fodbold, bruge fantasien og samle på mærkelige ting. Der var ikke nogen MUS-samtaler i tredje klasse. Jeg tror så til gengæld, at forældre i dag omfatter deres børn med større kærlighed og fysisk nærvær. Ingen børn er i tvivl om, hvorvidt de er elskede. Det måtte man ligesom selv finde ud af i min generation. Men vi tænkte så heller ikke så meget over det, fordi vi havde travlt med at lege.”

På de særligt lune sommersøndage cyklede Steffen Brandt ud til sin onkel og tante ude på landet, hvor hestene gik omkring, og hvor der altid flød toner fra Jørgen de Mylius’ hitlister ud ad de åbne vinduer. Så snart han var i stand til at formulere, hvad han ville her i verden, vidste han, at han selv en dag ville være sangskriver.

Musikken var vejen frem

Inspirationen havde han fået hjemmefra. Forældrene var en del af Unge Hjem-bevægelsen, en kirkelig sammenslutning, der ofte tog på lejrture, hvor det handlede om sang og samvær. De sang morgen, middag og aften, og når der var familiefester, var der også altid nogen, der begyndte at spille. Som regel Steffen Brandts egen far. Han skrev også sine egne lejlighedssange, hvor han forsøgte at sige noget, der ikke bare var vittigt, men også stak lidt dybere. Han var egentlig ikke specielt dygtig, men når først musikken spillede, gjorde det ikke så meget, for det satte altid gang i festen.

”Jeg kunne godt lide den energi og det samvær, som musikken udfoldede,” siger Steffen Brandt, som i folkeskolen lavede sit første band, som optrådte til diverse skolefester.

”Det var hele tiden med et underliggende drive om, at det ikke bare var en fritidsaktivitet. Det var det, der var vejen frem for mig.”

Han brændte for at spille musik og skrive sange, men han var også optaget af at prøve grænser af. Det kom til udtryk bl.a. med det psykedeliske sceneshow med flippede farver og mønstre, han udviklede i de sene skoleår, men også da han i den første gymnasietid fik den idé at påtage sig et andet navn, hvilket forældrene måtte sande, da de dukkede op til det første forældrearrangement og præsenterede sig som forældre til Steffen Brandt – et navn, der ikke stod på listen.

”Så fandt de ud af, at jeg havde optrådt som ’Villy Vilddyr’. Det er jo ikke særlig sjovt, men det syntes jeg helt sikkert dengang,” siger han.

Brud med konventionerne 

I gymnasieårene blev det kutyme, at han fik sine skriftlige opgaver tilbage med ordene ’misforstået emne’, når han endnu en gang havde brudt konventionerne. Han blev også en del af en gruppe elever, der skrev teaterstykker med inspiration i historiens store absurde forfattere og udgav deres egne digtsamlinger, som de solgte i Latinerkvarteret. 
”Vi syntes selv, at det var avantgardistisk, selvom det nok nærmere er et udtryk for, hvordan man ikke skulle gøre det,” ler Steffen Brandt, der i dag betragter eskapaderne som en naturlig afsøgning af mulighederne for en ung.

”Der har nok ligget en underliggende idé om en vis betydningsfuldhed. Der var et eller andet i det, som vi syntes var ret cool – dumme, som vi var. Jeg er heller ikke sikker på, at digtene holder i dag, men jeg syntes i hvert fald selv, at jeg havde fat i et eller andet.”

Musikken som talerør 

Selvom Steffen Brandt i ungdomsårene forsøgte at udfolde sit kreative talent på forskellige måder, følte han sig hele tiden mest trukket mod musikken. Han fortsatte med at stable forskellige bands på benene, hvor det hovedsageligt var hans egne sange, der blev spillet.

”Jeg tror ikke, der fandtes noget band dengang, som ikke på et eller andet tidspunkt spillede ’House of the Rising Sun’,” siger han og griner. 

”Men ellers var det vores egne sange, og vi syntes helt sikkert selv, at vi var originale – uden at publikum nødvendigvis delte den opfattelse. Det var krøllet og ambitiøst, men det skal også helst henvende sig til nogen. Det var først senere, vi fandt ud af, at ’dygtigheden’ ikke skal ligge i evnen til at lave hurtige riffs på keyboard. Det er ikke derfor, man spiller musik – det er for at henvende sig til folk.”

Allerede dengang var Steffen Brandt optaget af de eksistentielle spørgsmål i sine tekster.
”Jeg har fået et eller andet med fra fødslen. En eller anden tvivl om, hvem jeg er, og hvad jeg skal, en eller anden søgen og en længsel og en smerte,” siger han.

I ungdomsårene nagede den indre tvivl ofte. Det tog ham lang tid at finde ud af, at det ikke var noget, der behøvede at gå væk, og at der i virkeligheden kan ligge et frigørende potentiale i at anskue sig selv og verden gennem det filter. 

”Det gør ikke noget, at man længes, det gør ikke noget, at man føler sorg eller tab. Det skal ikke overtage det hele, men det må gerne være der, og man kommer faktisk langt i forhold til at forstå, hvad der rører sig i tiden, og til at kunne føle empati, hvis man har den evne. Jeg har altid haft en kærlighed til folk, som ikke har det så godt. Det er det, der gør, at jeg forstår – eller i hvert fald håber, at jeg forstår – andre mennesker. Og jeg tror også, at det er det, der er grunden, hvis folk føler, at de kan bruge vores sange til noget. Der er ikke noget bedre end at føle, at man har et fællesskab med andre – hvad enten det er i glæde eller i sorg.”

Opvarmningsjobs, keyboardspil og et musikalsk opbrud 

Med det symfoniske rockband Taurus fik Steffen Brandt første gang en fornemmelse af, at han var ved at knække koden. I 1978 udsendte de albummet ’Whatever Happened to the Sixties’, der ud over en enkelt god anmeldelse i Information mest af alt gik under radaren, men trommeslageren Svens tyske aner scorede dem alligevel en række spillejobs syd for grænsen. I en længere periode blev de tyske motorveje tilbagelagt i deres gamle, rustne kassevogn af en Mercedes. De spillede opvarmningsjobs for alle mulige og umulige kunstnere under de usleste vilkår, men de var ligeglade, for det var det, de skulle. De sov i bussen og startede dagen med en Flensburger Pilsner og en bratwurst, og så var det videre på farten igen.

Det blev dog aldrig rigtig stort, og med tiden begyndte tvivlen at melde sig: Ville det nogensinde lykkes at slå rigtigt igennem?

I 1980 fik Steffen Brandt en kortvarig tjans som vikarierende keyboardspiller i den aarhusianske rockgruppe Kliché med Lars H.U.G. i spidsen. 

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’O.k., det her taler direkte.’ Det var for mig at se en … åbenbaring er så religiøst betonet, men i hvert fald en meget klar markering af, at nu skete der et opbrud med alt, hvad der tidligere havde været.”

Det var samtidig en periode, hvor der blev vendt op og ned på, hvordan moderne bands så ud. Det havde været kutyme med langt hår, skæg og islandsk sweater, men pludselig hørte det look en anden tid til. Det fik Brandt selv at mærke, da han troppede op til den første øver med de selvbevidste Kliché-gutter, der kiggede forundret på ham. Derfor røg også både det lange hår og overskægget inden den første tv-optræden i Jørgen de Mylius’ ’Eldorado’.

”Jeg må indrømme, at det retrospektivt er en af de bedste dage i mit liv, da jeg slap af med det åndssvage look. Det var en tydeliggørelse af, at nu skifter tiden. Farvel til den islandske sweater, farvel til hippietiden. Nu er vi i 80’erne.”

TV-2 bliver født 

I Taurus var Steffen Brandt allerede så småt begyndt at skrive på dansk. Han havde bl.a. lavet sangen ’Hvad skal vi med atomkraft?’, og ”det var jo et relevant spørgsmål, men gør sig måske bedre som parole på et banner i en demonstration end i en popsang,” som han selv formulerer det. Han havde også lavet en sang, som var en kommentar til seksdageskrigen, men det var først ved at turnere med Kliché, at han fandt den tydelighed, der skulle definere hans eget musikalske projekt.

”Der var pludselig en retning, som gav mening, og det førte til en form for selverkendelse af, at vi var nødt til selv at være lidt klarere i spyttet. Der er ingen grund til at falde i svime over, at man kan lave konstruktioner, som ender med at blive så tilpas uforståelige, at de ikke længere giver mening. Det er stadig i dag en vigtig reference for mig, når jeg skriver sange, at det skal være tydeligt,” siger han.

Efter sit ophold i Kliché vendte Steffen Brandt tilbage til Taurus med en helt ny energi. Det var ikke svært at overbevise de andre om, at det var tid til at gå en ny vej, og samme år skiftede de navn til TV-2. Året efter debuterede de med albummet ’Fantastiske Toyota’, og Steffen Brandt husker tydeligt fornemmelsen af, at de på en måde ramte tiden.

”Vi blev en del af en større bevægelse, hvor vi definerede en ny måde at skrive om virkeligheden og forstå den på. I stedet for at have en stærk holdning til tingene, som man gav videre til lytteren, som det havde været tilfældet i 70’erne, blev metoden at lægge tingene frem, som de er: ’Sådan her ser det ud. Hvad synes I selv om det?’”

Herfra gik der ikke længe, før TV-2 fandt melodien.

Et folkeligt gennembrug

”Vi fandt ud af, at så længe vi selv syntes, det var gode melodier og tekster, behøvede vi ikke nogen genrebetegnelse. Så kunne vi godt tillade os en rummelighed i vores musik. Lidt ligesom …,” siger han, stopper så op og smiler smørret. ”Nu siger jeg noget, og hvis du skriver det, så lukker jeg dig ikke ud af lokalet … lidt ligesom The Beatles.”

Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for, at Steffen Brandt & co. sprang ud som TV-2. I pressen var der kritik fra visse anmeldere, som mente, at det var uoprigtigt at skifte navn og stil, og at man derfor ikke kunne stole på dem. Som modsvar indspillede de et nyt album, ’Om sommeren er alting anderledes’, hvor de bl.a. fortolkede sange af Beatles og Brian Eno, som de udgav under navnet ’The Beautifuls’ – før de blev til TV-2 igen.

Da Steffen Brandt i 2011 blev bedt af BT om at liste sine 10 yndlingssange, fandt han plads til TV-2-sangen ’Bag duggede ruder’ på niendepladsen – klemt inde mellem Radioheads ’Karma police’ og Depeche Modes ’Enjoy the Silence’. Begrundet med, at det er en ære for en sangskriver og et band, når deres sange udødeliggøres af et publikum.

Det var også med albummet ’Beat’ fra 1983, hvor sangen ’Bag duggede ruder’ optræder, at TV-2 fik sit helt store folkelige gennembrud. Efterfølgende fulgte ’Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl’, der solgte en kvart million eksemplarer og stadig er det bedst solgte album. Kun ’De første kærester på månen’ fra 2005 kan måle sig i popularitet. Det album solgte på blot fem uger 107.000 eksemplarer og gjorde TV-2 til det bedst sælgende band i Danmark det år.

"For helvede man, jeg er jo popstjerne!"

I dag er det 45 år siden, at TV-2 blev stiftet. De har udgivet hundredvis af sange, og mange af dem lever nu deres eget liv og er gået hen og blevet publikumsfavoritter, fordi de på en eller anden måde indkapsler en form for fællesskab derude – som eksempelvis

’Bag duggede ruder’. 

”Derfor kræver det også en høj grad af selvdisciplin, når man skriver, fordi man ved, at man risikerer at skulle spille sangen resten af livet. Man orker ikke, hvis det er sådan en, man lige lavede og tænkte: ’Ah, det går jo nok,’” ler han.

Det var sangskriver, Steffen Brandt drømte om at blive, da han som knægt rendte rundt i villakvartererne i Højbjerg, og det var sangskriver, han blev. En gang imellem rammer det ham pludselig: ”For helvede mand, jeg er jo popstjerne!” Men så melder hverdagen sig som regel kort tid efter igen.

”Jeg tænker nogle gange på dem, der er rigtige popstjerner. Når de står op, er de jo for pokker den karakter. Jeg står ikke op om morgenen og ser mig selv i spejlet og tænker: ’Gud, der er et kendt ansigt!’ Det plejer at være et lidt forsovet ansigt, som man må forsøge at puste liv i, og så kan man fuldstændig glemme, at man er popmusiker.”

Steffen Brandt husker engang, hvor han skulle spille på Heartland til en Leonard Cohen-hyldestkoncert. I den forbindelse fulgte et tv-hold de optrædende behind the scenes, og her hviskede en af de andre musikere: ”Steffen, husk nu, de må aldrig nogensinde opdage, hvor almindelige vi er!”

”Det syntes jeg bare var så stærkt,” griner han.

”Jeg har dog altid været ramt af for meget almindeligt svingende selvværd til at lade mig forføre af alt det der. Det er jo lidt vildt, at man kan stå til Grøn Koncert foran tusindvis af mennesker og så lidt senere på aftenen træde ind ad hoveddøren, og så ligger der en regning, og man tænker: ’Hvorfor fa’en skal de have så meget for at reparere den bil?’ Der er hele tiden noget fra det virkelige liv, der minder én om, hvor dødelig man er.”

Friheden er værd at kæmpe for

Det er ikke mindst børnene, der har været med til at holde Steffen Brandt fra selvforførelsen og til virkeligheden, som han formulerer det. Han har flere gange gennem tiden fortalt, at det var dem, der trak ham ud af bohemelivet og ind i hverdagen med cykelture og godnatlæsning, og at det i øvrigt nok var for det bedste.

”Man skal også lære at acceptere, at ’virkeligheden’ ikke vil én det dårligt. Det er jo ikke for sjov, man bliver forældre. Der er faktisk en plan med det, for det er først der, det går op for én, at der er noget, der hedder ansvar. Indtil da er frihed det ultimative endemål for alting, men på et eller andet tidspunkt bliver den bundet op på et ansvar, som giver friheden en dimension, som gør, at den er værd at kæmpe for. Det er først der, man forstår, hvad frihed er.”

I mange år kiggede Steffen Brandt på Bob Dylan og The Rolling Stones og tænkte: ”Hvorfor bliver de ved?” Men i takt med at han selv og TV-2 er trådt ind i deres halvfjerdsere og stadig optræder, har han måttet konstatere, at de åbenbart har gang i deres egen ’evighedsturné’. 

”Det har været rart at kunne skubbe Bob Dylan foran sig, men den går ikke længere. Nu er det én selv, der må besvare spørgsmålet:

’Hvad er det, der gør, at jeg bliver ved?’”

”Problemet er, at jeg laver det, jeg har lyst til. Hvis jeg vågner om morgenen og føler, at det hele er lidt gråt, slår det mig som regel altid: ’Nå jo, jeg er sangskriver – what’s not to like?’ Jeg har en vision, en mission, et kald, vil jeg nærmest sige – uden at det skal lyde religiøst. Hvis jeg ikke har det længere, stopper jeg, men hvorfor gøre det før?”

Vi slipper ikke for TV-2

Sidste sommer spillede TV-2 på Grøn Koncert. Det var første gang i over 10 år, og det var en stor oplevelse, ikke mindst fordi aldersspændet i publikum var så bredt. Faktisk havde de allerede året forinden, på Jelling Festival, hæftet sig ved tendensen. Her stod en flok unge mennesker klar ved scenekanten længe inden koncertens start.

”Vi troede, at de var kommet for at høre dem, der kom bagefter, men vi kunne se, at mange af dem kunne sangene. Jeg endte med at spørge dem: ’Skulle I ikke hellere lytte til nogle på jeres alder?’ Det gjorde de også, sagde de, men de ville også gerne høre os,” siger han og fortæller, at han ikke helt ved, hvad han skal lægge i det.

”Man kan hurtigt blive rørstrømsk, hvad vi da også blev, og tænke, at vi favner bredt. Det har måske tidligere været lidt af et skældsord at favne ’bredt’, men for os var det faktisk en bekræftende opdagelse, at vi kan rumme forskellige aldersgrupper. På samme måde kan vi spille for fiskere i et forsamlingshus i Vestjylland den ene dag og næste dag stå på Vega i København. Der ligger noget i det spænd, som vi måske ikke helt har været klar over før nu.”

Det fylder Steffen Brandt med en stor taknemmelighed, at TV-2’s sange i dag bruges til både bryllupper, begravelser, barnedåb og konfirmationer. Det er sange, der leveres videre ned igennem generationerne.

”Forældrene tænker måske: ’Det her spiller vi lige på vej på skiferie, og ungerne sidder på bagsædet og brokker sig. Men de ser, at far og mor er glade, og så tænker de: ’Nå, hmm.’ På den måde bliver det en del af barndommen, som de husker tilbage på, og så er det lige pludselig blevet en del af ens historie,” siger han og ser et øjeblik en anelse følelsesladet ud. Så lyser øjnene igen op, og det smørrede smil breder sig på læberne.

”Det har været smart tænkt af os. Vi fik etableret os i en forældregruppe, som sendte det videre til deres børn, og nu er der så en hel generation, der er blevet tvunget til at være TV-2-fans. De har simpelthen ikke kunnet slippe for os!”